Rolex ”Paul Newman” Daytona slog ikke ny Danmarksrekord
Hammerslaget faldt på 1 million kroner, da et Rolex Daytona ref. 6239 blev solgt på auktionshuset Bruun Rasmussen tirsdag aften. Det var 700.000 kroner under Danmarksrekorden for det dyreste solgte armbåndsur, som en lignende model satte i 2018.
"Det kommer helt an på dagen. Sidder der 2-3 samlere, som bare vil have det ur, og byder hinanden op, så er der næsten ikke noget loft.”
Sådan sagde Henrik Jørgensen, urmand og vurderingssagkyndig hos Bruun Rasmussen, til Euroman, da vi for nylig spurgte om et specifikt Rolex "Paul Newman" Daytona ville slå ny Danmarksrekord, når modellen skulle under hammeren på auktionshuset Bruun Rasmussen tirsdag aften.
"Du kan godt finde popcornene frem", skrev vi selv opfordrende til vores læsere.
Annonse
Der var nemlig tale om et ur, som de fleste entusiaster og nørder nærmest har et helt religiøst forhold til og er verdens mest hypede ur. Det man kalder for et ægte grail watch. Opkaldt efter skuespiller og racerkører Paul Newman. Han fik selv i 1968 en version af uret i gave af sin kone, Joanne Woodward, og blev altid set med det på, når han deltog i racerløb på den berømte racerbane i Florida. Da hans eget ur blev solgt i 2017, var det til den svimlende sum af næsten 113 millioner kroner ved en auktion i New York hos auktionshuset Philips.
Der findes dog flere variationer af Daytona’en, som siden 1963 er produceret i tre forskellige generationer. Mens det Rolex Daytona, som Paul Newman bar (ref. 6263), havde sort krans, hvid skive og sorte subdials, har den model (ref. 6239), som kom under hammeren nu i København, stålkrans, sort skive og hvide subdials. Det man også kalder en ’reverse pandaskive’. Uret er ikke helt så hypet som Newmans eget. I 2018 skrev et Rolex "Paul Newman" Daytona med referencen 6241 Danmarkshistorie med et salg på 1,7 million kroner ved en auktion.
Her er Paul Newmans eget ur. Foto: Philips
Her er uret, som Bruun Rasmussen udbød i denne uge. Foto: Bruun Rasmussen
Der blev heller ikke slået hverken ny Danmarks- eller verdensrekord tirsdag aften hos Bruun Rasmussen.
Urets nye indehaver måtte slippe 1 million kroner. Vurderingen havde inden lydt på 800.000-1.000.000 kroner. Hos Bruun Rasmussen er man godt tilfreds med salget trods den manglende Danmarksrekord.
"Endnu en gang har vi fået bekræftet, at "Paul Newman" virkelig har indtaget pladsen som kronjuvelen i enhver Rolex-samling – noget, et hammerslag på 1 million kroner i den grad understreger. Det fantastiske ved netop det her eksemplar er, at det kun har haft én ejer og derfor er helt nyt på markedet, hvilket tiltrak flere budgivere," siger Vilhelm Islandi Bramsen, leder af afdelingen for armbåndsure hos Bruun Rasmussen, i en pressemeddelelse.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.