’Arbejdstitel’ sender live fra Musik i Lejet

Euroman-podcasten ’Arbejdstitel’ griber senderen, når Radio Lejet traditionen tro går i luften under årets Musik i Lejet.

’Arbejdstitel’ sender live fra Musik i Lejet
Offentliggjort

Når det rosésippende nordsjællandsafkom valfarter til Tisvilde og festivalen Musik i Lejet for at skeje ud under den lavthængende sommersol, er det ikke kun musikere, der skal underholde det godt vante publikum. Festivalen har i hele uge 29 nemlig også deres egen radiokanal på frekvens 100,8 – ’Radio Lejet’, som sender direkte fra Tisvilde.

Hvis vi selv skal sige det, er netop den midlertidige radiofrekvens som skabt til at få besøg af Euromans podcast ’Arbejdstitel’ med Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné ved roret. Det er vi øjensynligt ikke ene om, for fra klokken 15.30 til 17 torsdag den 20. juli sender ’Arbejdstitel’ direkte på Radio Lejet med en udvidet udgave af det tilbagevendende afslutningsformat, hvor de to smagsdommere diskuterer, om handlinger, genstande, fænomener etc. er overvurderede eller undervurderede. Og i denne særskilte sommerudgave sværmer emnerne – selvfølgelig – om netop sommer, Tisvilde og festivallivet.

Radiokanalen er en relativt ny opfindelse af Andreas Grauengaard, medstifter af Musik i Lejet, og Mikael Bertelsen. Den startede under coronapandemien og er nu fortsat i forbindelse med den årlige festival. Netop radiokanalen fremhævede medstifteren i et interview til dette magasins sommeravis:

”Det startede med, at vi håbede, at folk sad hjemme i sommerhusere med kaffekopperne i hånden og skruede ind på vores FM-signal og hørte, der relaterede sig til byens liv og historie. Tisvilde blev sat under lup. Byens personligheder, beværtninger og aktualiteter blev omdrejningspunktet. I en fin blanding af radio-debutanter og radio-superstjerner, såsom Mikael Bertelsen og Martin Kongstad, blev ’Radio Lejet’ til en uges programflade, hvor skyhøje ambitioner og fri leg gik godt i spænd med hinanden.”

I år skal ’Arbejdstitel’ altså være med til at sætte den lille nordsjællandske by under den omtalte lup gennem værternes vanlige hverdagssamtale om de forkastelige og fantastiske ting i livet, der i denne uge centrerer sig om Tisvilde, festivaler og den altid utilregnelige danske sommer.

’Arbejdstitel’ sender direkte på frekvens 100,8 og på Musik i Lejet torsdag den 20. juli fra klokken 15.30 til 17.00. Du kan lytte til øvrige afsnit af ’Arbejdstitel’, der udkommer hver anden uge, der, hvor du normalt hører dine podcasts.

Se, hvad vi ellers skriver om: Arbejdstitel og Festival