På Twitter hader de Mikkel Bjørn. Kan fynboerne lære at elske ham?

Du fik 46 stemmer ved folketingsvalget i 2019. Hvorfor bliver valget i 2022 bedre for dig?

”I 2019 var jeg bare listefyld. Der er jo stor forskel på at stille op som listefyld og som nu med ambitionen om at blive valgt. Dengang førte jeg ingen kampagne, og det var midt i min bachelorskrivning. Jeg forventer klart, at det er et andet udfald ved det kommende valg.”

Det har ikke været et helt gnidningsfrit forløb for dig at blive spidskandidat for Nye Borgerlige på Fyn. I august skrev din partikollega fra Fyn et Facebook-opslag med det budskab, at partiets medlemmer på Fyn ikke selv har valgt deres spidskandidat, og at man bør vælge en anden end dig, blandt andet fordi du slet ikke er fra Fyn. Flere kandidater har forladt partiet oven på polemikken. Hvad tænker du om den kritik?

”Jeg må jo konstatere, at vi rent faktisk har afholdt en afstemning om spidskandidaturet, hvor jeg vandt med en ret stor margen. Jeg er glad for, at flertallet af vores fynske medlemmer bakker op om mit spidskandidatur. Jeg har været medlem af Nye Borgerlige helt fra starten, og partiets mærkesager er mit hjerteblod. Så det er jeg glad for.”

Men du er jyde, du bor i Randers, og nu stiller du op på Fyn?

”Jeg er opvokset lige ovre på den anden side af Lillebælt og har brugt meget af min barndom på Fyn.”

Men fynbo er du jo ikke.

”Det er rigtigt. Det kan man sige. Men ud fra den logik skulle vores partiformand Pernille Vermund jo heller ikke kunne være spidskandidat i Syddanmark. Jeg synes godt, man kan stille op og sætte sig ind i udfordringer, der har rod i andre landsdele end den, hvor man selv er opvokset. Og så er det klart min ambition at flytte til Fyn, hvis jeg bliver valgt ind.”

Nye Borgerlige blev valgt ind i 2019 som et protestparti, så hvad synes du om, at I allerede er parat til at gå i regering og dermed i praksis annullere fx jeres EU-politik?

”Politik er jo kompromiser, og vi har fremlagt et program med 100 borgerlige mærkesager – 97 af dem er til forhandling. Og så har vi også tre mærkesager, som er det, partiet er stiftet på, og de er vores ufravigelige krav til, at udlændingepolitikken skal løses fra bunden.

Det vil sige: Hvis vi skal indgå i en regering eller være parlamentarisk grundlag for en regering, skal vi have indført et stop for spontan asyl i Danmark, vi skal have udvist kriminelle udlændinge ved første dom, og så skal folk, der kommer som gæster, selvfølgelig forsørge sig selv, så de danske skatteborgere ikke skal gøre det. Jeg synes, det er en pragmatisk og samarbejdsvillig tilgang til politik.”

Meget tyder på, at Løkke bliver kongemager og sætter jer uden for indflydelse. Men helt pragmatisk, vil det så ikke føre til, at I får et fantastisk valg i 2026?

”Jo, det tror jeg, er rigtigt. Det har man også kunnet se i Sverige, hvor man med store midterregeringer har udelukket Sverigesdemokraterne. Og så vokser partierne på fløjene.”

Er du selv mest i Nye Borgerlige for den økonomiske politik eller for udlændingepolitikken?

”Jeg er en værdikriger. Jeg synes også, økonomisk politisk er værdipolitik. Men jeg er en værdikriger, der går meget op i kulturpolitik, i udlændingepolitik, retspolitik og uddannelse.”

Nye Borgerlige vil bevare Arne-pensionen. Er det en erkendelse af, at man ikke både kan appellere til et meget udlændingeskeptisk vælgersegment og samtidig kæmpe for en mindre stat?

”Det er jo en pragmatisk holdning og en erkendelse af, at vi har indrettet et system, der bare ikke fungerer, hvor vi har nogle, der falder ned mellem to stole og ikke kan få den hjælp, de har brug for, selvom de faktisk er nedslidte. Men vi siger også meget åbent, at hvis vi skal have den model, så vil vi også insistere på, at der også skal være en Bjarne-løsning for dem, der vælger at blive på arbejdsmarkedet, så der både er en mulighed for at trække sig tilbage, fordi man reelt er nedslidt, og en økonomisk belønning for ikke at lade sig pensionere, bare fordi man har juridisk ret til det.”

Tidligere i år stod I til at få et langt bedre valg, end I gør nu. Synes du, at Pernille Vermund har været for venlig ved Inger Støjberg, der nu stjæler en masse stemmer fra jer?

”Vores kampagne handlede jo primært om den rigsretssag, Inger blev udsat for, hvor vi syntes, at der var en skævhed i den måde, hun blev forfulgt. Men nej, vi står ved, hvad vi sagde, for vi syntes, det var rigtigt, at der var et element af politik i den sag. Men jeg havde selvfølgelig håbet, at alle Danmarksdemokraternes vælgere i dag var hos Nye Borgerlige.”

Hvem er din yndlingspolitiker, der ikke stiller op for samme parti som dig?

”Jeg synes, at Henrik Dahl (LA) gør det rigtig godt. Han har noget intellektuel tyngde og vigtige refleksioner, der ikke kommer fra så mange andre.”

Mikkel Bjørn Sørensen

Født i 1995, opvokset i Juelsminde, bor i Randers. Var medlem og lokalformand i Konservativ Ungdom, indtil han i 2016 blev ekskluderet for at have tilkendegivet, at han ikke ville stemme på De Konservative. Blev siden landsformand i ungdomspartiet for det nystiftede Nye Borgerlige. Stiller op til folketingsvalget som spidskandidat for partiet på Fyn. Arbejder til daglig som folkeskolelærer i Randers, hvor han underviser i historie, dansk, samfundsfag og kristendom.

Til valget i 2019 stjal Stram Kurs meget af rampelyset fra Nye Borgerlige som det mest højreradikale parti. Er det rart for jer, at I nu har frit spil til at definere, hvor langt man kan gå rent retorisk på fx udlændingeområdet?

”Vi trækker ikke i nogen retning alt efter folkestemningen, eller hvor andre partier placerer sig. Vi er et parti, og det er også et af vores ordsprog, der gør, hvad vi siger, og vi siger, hvad vi mener.”

Din egen formand kom i vælten, da hun insisterede på retten til at bruge ord som ’neger’ og ’perker’. Synes du, det er okay at bruge de ord?

”Jeg synes, at kontekst spiller en vigtig rolle. Idéen om, at der er farlige ord, der kommer flyvende ind ad vinduet og gør ondt på folk, køber jeg simpelthen ikke. Intention og kontekst betyder alt, og vi kan bruge alle ord, hvis de ikke er negativt eller ondt ment mod enkeltindivider.”

Du er selv folkeskolelærer. Har du kaldt et barn af muslimsk oprindelse for ’perker’?

”Nej, det kunne da aldrig falde mig ind. Kontekst betyder noget. Er man selv indvandrer og står i vennegrupper og hygger sig og joker med at kalde hinanden det ord, så er det jo ikke nødvendigvis et problem.”

Men ville du, som Vermund gjorde, kalde en taxachauffør for ’perker’?

”Nej, det ville jeg da ikke. Generelt taler jeg ordentligt om folk, og jeg går ikke og kalder enkeltindivider grimme ord til deres ansigt, det gør jeg ikke. Møder jeg en eller anden utilpasset indvandrerdreng, som er voldelig eller voldtager eller overfalder, og var jeg meget frustreret i det øjeblik, så skal jeg ikke kunne afvise, at jeg kunne finde på at bruge ordet, men det er ikke et ord, jeg går og bruger om enkeltindivider, og som jeg mener, er definerende for grupper i det hele taget.”

Men det er da netop henvendt mod en særlig etnisk gruppe. Jeg antager ikke, at du ville kalde utilpasset, etnisk dansk dreng for ’perker’?

”Det synes jeg ikke, det er. Det afhænger af konteksten, og hvem det er rettet imod. Og så har Vermund i øvrigt været ude og sige, at det var en fejl at bruge det i den sammenhæng. Men at hun den dag havde været sammen med flere veninder, der selv havde indvandrerbaggrund og gik og kaldte hinanden det ord på kryds og tværs hele dagen. Og det var derfor, det faldt naturligt at bruge det ord, men det var ikke ment i en negativ kontekst.”

Du har selv kaldt den feministiske ideologi for en kræftsvulst. Synes du stadig, den er det?

”Ja, det synes jeg helt afgjort.”

Hvorfor?

”Fordi det er en ideologi, der grundlæggende bygger på falske præmisser om det samfund, vi lever i. Jeg mener, det ville være en dybt farlig vej at gå, hvis vi skulle købe ind på de præmisser og indrette et samfund efter feminismen.”

Men giver det ikke et skred i debatten, når man kalder ideologier, man selv er uenig i, for kræftsvulster?

”Jo, men skredet i debatten er i virkeligheden opstået noget tidligere end det. Skredet i debatten er, at feminismen bruger en kommunikationsstrategi, hvor man udadtil, når man bliver stillet kritiske spørgsmål, siger, at feminisme bare handler om ligestilling, og at folk er lige meget værd og sådan noget. Men i virkeligheden er det nogle helt andre ønsker, man har til samfundet. Jeg tror, det er det, man kalder motte-and-bailey-strategien i kommunikation: at det handler om én ting, som alle køber ind på, men i virkeligheden handler det om noget helt andet.

Det kunne handle om, at vi skal diskriminere mod det ene eller det andet køn for at skabe en form for resultatlighed, men resultatlighed er bare en dybt, dybt farlig idé om indretningen af et samfund. For hvis du skal skabe det, skal du grundlæggende forhindre folk i at træffe frie valg. Men folk er forskellige, så der vil grundlæggende aldrig være resultatlighed. Derfor tager jeg dybt afstand fra den tilgang. Du er nødt til at benytte dig af et meget tyrannisk magtapparat for at kunne gennemtvinge den form for forandringer, feminismen ønsker.”

Og det kan man være enig eller uenig i, men er retorikken ikke skadelig for debatten?

”Det kan du sige, men hvis jeg ikke havde brugt det ord, så havde jeg aldrig fået lov til at fremføre mine argumenter i medierne for, hvorfor jeg synes, feminisme er en dårlig idé. Derfor synes jeg, det var den rigtige beslutning at bruge det ord.”

Det skal vel forstås sådan, hvis meningsmålingerne ser dystre ud, så skruer du lidt op for de kontroversielle synspunkter?

”Næ, jeg gjorde det, fordi jeg var frustreret over, at der var ingen, der var interesseret i at italesætte eller debattere feminismens grundlæggende idéer om, hvordan samfundet bør indrettes. Det var derfor, jeg brugte ordet kræftsvulst. Det, man kan stille sig kritisk over for, er, at Mediedanmark er indrettet på en måde, hvor man skal sige noget kontroversielt eller provokerende for at få taletid. Hvis ingen er sure, er der åbenbart ingen historie.”

Så din retorik er i virkeligheden mediernes skyld, fordi vi hopper i med begge ben, når du bruger udtryk som ’kræftsvulst’ om dine ideologiske modstandere?

”Det kan man godt sige, ja.”

Så er det vel også en integreret del af din valgkampsstrategi at træde folk over tæerne.

”Nej, slet ikke. Jeg siger det, jeg mener, og det kan provokere nogen, men jeg siger det ikke for at provokere. Men jeg anerkender, at det nogle gange er nødvendigt for at få folk op af stolen og tage debatten. Jeg debatterede med Sanne Søndergaard (komiker, red.) og Katherine Diez (kulturdebattør, red.) på Twitter, der kaldte mig alle mulige grimme ting, men det sjove var, at da jeg så sagde: ’Fedt, så lad os tage debatten. I må udstille mig og gøre mig til grin og fortælle, hvorfor jeg tager fejl.’ Men der var var ingen af dem, der ville tage debatten.”

Nu taler vi om feminisme, ord som neger og perker, vi kunne også have talt om, at du tror på teorien om befolkningsudskiftning, og at du vil fjerne statsstøtten til Red Barnet, Sex og Samfund. Hvorfor er det altid de mest kontroversielle debatter, der klynger sig til dit navn?

”Jeg skal være ærlig at sige, at den eneste grund til, jeg er på Twitter, det er, fordi det er der, journalisterne er. Jeg kan skrive nok så meget på Facebook, det gjorde jeg for nylig, og det fik næsten tusind likes. Ingen journalister reagerede på det. Så skrev jeg et opslag på Twitter med 20 reaktioner, og så ringer journalisterne og vil høre, hvad det går ud på. Der er en skævhed i forhold til, hvor journalisterne er repræsenterede.”

Du er jo ansat som folkeskolelærer i Randers. Har du nogensinde oplevet henvendelser fra forældre eller kollegaer, der har været bekymrede for eller utilfredse med dine politiske synspunkter?

”Jeg har oplevet elever, der, inden jeg startede som deres lærer, har været oppe på kontoret og sætte spørgsmålstegn ved, om det nu var en god idé med mig som underviser. Men nej, jeg har aldrig oplevet, at elever har klaget over, at min undervisning skulle være farvet på nogen måde.”

Hvad med forældre?

”Ikke mig bekendt. Men jeg har oplevet mange folk uden for min egen elev- og forældregruppe, der har været meget tydelige i, at de ikke syntes, jeg skulle kunne undervise elever i den danske folkeskole, fordi jeg er en del af Nye Borgerlige. Der har sågar været en lektor på DMJX, der mente, at man skulle kontakte min ledelse og nærmest få mig fyret. Det, synes jeg, i sig selv er en historie, der desværre ikke er så mange, der har haft en interesse i at gribe. Hvis det er det, man bliver undervist i på Journalisthøjskolen, synes jeg, vi er ude på et skråplan.”

Så du ville også have det fint med, hvis du havde et barn, der blev undervist i samfundsfag af en, der var aktiv i Enhedslisten?

”Så længe undervisningen ikke var præget af det, ville jeg ikke have et problem med det. Men derhjemme ville jeg da spørge ind til, hvordan undervisningen foregår, så man er tryg ved at sende sine børn i skole.”

Mærker du reaktioner fra børnene, hvis du har været i medierne for noget kontroversielt, du har sagt?

”Jeg har oplevet, at flere elever har søgt på mig på Google og spurgt: ’Jamen, Mikkel, du mener da vel ikke alt det, som Nye Borgelige mener?’, og så må jeg jo sige, at det gør jeg faktisk overordnet set. Jeg har også oplevet elever, der har turdet være mere ærlige om deres egne politiske standpunkter, i kraft af at det ikke var nogen hemmelighed, hvor jeg stod.”