Regeringens chefideolog var tæt på at opgive sin politiske karriere, men så gav han det et sidste skud

DET ER EN af de novemberdage, som er så grå, at næsten alt synes at gå i ét. På hjørnet af Stormgade i København, et par minutters gang fra Christiansborg, svømmer himlen, asfalten og vandet i kanalerne sammen med de kalkede mure i Indenrigs- og Boligministeriet. Over indgangen troner Mor Danmark med spyd og skjold, klar til at forsvare riget mod dets fjender, mens en seddel på døren informerer om, at dørtelefonen desværre er i stykker.

Lidt derfra, i hjørnekontoret på første sal, rejser Kaare Dybvad sig fra sit skrivebord. Han er klædt i mørkeblåt jakkesæt, hvid skjorte og sort slips, og det mørke hår, der stod op i en hanekam, da han som ung meldte sig ind i Dansk Socialdemokratisk Ungdom, er redt baglæns i en sideskilning. Gennem et vindue bag ham strækker Slotsholmskanalen sig ned langs Gammel Strand og svinger til højre ved Højbro Plads. Kaare Dybvad har flere gange overvejet, om han burde vende skrivebordet om, så han bedre kan nyde udsigten, men indtil videre er det blevet ved tanken.