Regeringens chefideolog var tæt på at opgive sin politiske karriere, men så gav han det et sidste skud

DET ER EN af de novemberdage, som er så grå, at næsten alt synes at gå i ét. På hjørnet af Stormgade i København, et par minutters gang fra Christiansborg, svømmer himlen, asfalten og vandet i kanalerne sammen med de kalkede mure i Indenrigs- og Boligministeriet. Over indgangen troner Mor Danmark med spyd og skjold, klar til at forsvare riget mod dets fjender, mens en seddel på døren informerer om, at dørtelefonen desværre er i stykker.

Lidt derfra, i hjørnekontoret på første sal, rejser Kaare Dybvad sig fra sit skrivebord. Han er klædt i mørkeblåt jakkesæt, hvid skjorte og sort slips, og det mørke hår, der stod op i en hanekam, da han som ung meldte sig ind i Dansk Socialdemokratisk Ungdom, er redt baglæns i en sideskilning. Gennem et vindue bag ham strækker Slotsholmskanalen sig ned langs Gammel Strand og svinger til højre ved Højbro Plads. Kaare Dybvad har flere gange overvejet, om han burde vende skrivebordet om, så han bedre kan nyde udsigten, men indtil videre er det blevet ved tanken.

På en af kontorets lyseblå vægge hænger et Danmarkskort med små, sorte mærker. Dem sætter Kaare Dybvad, hver gang han har besøgt et nyt sted som minister. Over bogreolen i hjørnet er der også blevet plads til et sort-hvidt portræt af tidligere statsminister Anker Jørgensen, taget i Folketingssalen under afstemningen, som udløste jordskredsvalget i 1973. Kaare Dybvad har fundet det i Berlingskes arkiv og fået det printet, mest fordi han synes, at det er et godt billede, men også som en påmindelse om hvor galt, det kan gå, hvis Socialdemokratiet åbner en flanke til højre.

Nede på gaden holder ministerbilen i tomgang. Det er dagen for kommunalvalget, og som formelt ansvarlig for valghandlingen skal Kaare Dybvad besøge en række valgsteder, først i Høje Taastrup og senere på hjemstavnen i Vestsjælland. Selv har han afgivet sin stemme et par timer tidligere på Amager, hvor han bor med sin familie og er i gang med at renovere hus.

Vi forlader kontoret og sætter kurs mod den københavnske vestegn. En halv time forinden, i receptionen, har en ansat i ministeriet advaret mig:

”Han vil altid gerne tale om politik. Men det personlige kommer du nok til at kæmpe lidt for.”

KAARE DYBVAD BLIVER ofte betegnet som regeringens chefideolog. Han er måske ikke den mest kendte af Mette Frederiksens ministre, nej, faktisk ved halvdelen af danskerne slet ikke, hvem han er ifølge de kendskabsmålinger, han løbende modtager fra partisekretariatet. Men han er om nogen manden med de store tanker om, hvad Socialdemokratiet skal være, og hvor partiet skal hen.

I 2021, hvor Dybvad blev forfremmet fra boligminister til også at være indenrigsminister, blev han betroet ansvaret for regeringens store decentraliseringsoffensiv: en slags ommøblering af det danske samfund, der ifølge Socialdemokratiet skal genoprette balancen mellem land og by. Sidste år stod han derfor bag hele fire store regeringsudspil og flere vigtige politiske aftaler.

Med debatbøgerne ’Udkantsmyten’ (2015) og ’De lærdes tyranni’ (2017), der kritiserer henholdsvis årtiers centralisering og den kreative, akademiske klasse, har Kaare Dybvad positioneret sig som en af sit partis fremmeste ideologer sammen med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. Det mener politisk kommentator Lars Trier Mogensen, der har fulgt Kaare Dybvads politiske karriere gennem adskillige år.

”Jeg ser Peter Hummelgaard som den oplagte arvtager for Mette Frederiksen. Men Kaare Dybvad er partiets anden kronprins,” siger Lars Trier Mogensen.

”Han er vokset op og har set en økonomisk udvikling, som sugede kraften ud af de små stationsbyer i provinsen og skabte et skel mellem land og by, mens den dominerende politiske fortælling stadig var, at vi alle ville vinde på globaliseringen og på markedsøkonomien. De erfaringer har han dygtigt omsat til et politisk projekt, der satte strøm til hele debatten om Udkantsdanmark.

På mange måder har han været en af penneførerne på den nye socialdemokratiske fortælling og hele forestillingen om, hvor de socialdemokratiske vælgere befinder sig. Det er grunden til, at jeg synes, det er rimeligt, når han omtales som regeringens chefideolog.”

Siden Kaare Dybvad blev valgt til Folketinget for første gang i 2015, er det gået stærkt i hans politiske karriere. Han havde således blot siddet en enkelt periode på Christiansborg, da han i 2019 blev udnævnt til boligminister.

I dagene efter valget gik Kaare Dybvad oppe ved Højby Lyng i Sejerøbugten og satte sit sommerhus i stand. Men onsdag den 26. juni, da det begyndte at trække op til, at Mette Frederiksen kunne præsentere sin nye etpartiregering, kørte han hjem til København for at holde sig klar. Efter fire år som boligordfører tænkte han, at hvis der blev oprettet et bolig-ministerium, måtte det blive ham.

Klokken 21.30 om aftenen var telefonen stadig tavs. Kaare Dybvad begyndte at mærke skuffelsen komme snigende. I fjernsynet kørte TV 2 News, hvor værterne fortalte, at statsministeren ifølge deres kilder først ville begynde at ringe rundt til sine nykårede ministre omkring klokken 22. Måske var der håb endnu.

Klokken 22.11 ringede Dybvads telefon. Opkaldet kom fra et hemmeligt nummer. I den anden ende var Mette Frederiksen, som tilbød ham posten som boligminister. Resten af aftenen brugte Kaare Dybvad på at ringe rundt til sine nærmeste for at overbringe den gode nyhed. Inden han gik i seng, røg han en enkelt cigaret og drak en øl.

MAN SIGER, AT alle veje fører til Rom, men for Kaare Dybvad synes alle veje at føre til Vipperød. Det er her, begge hans bøger tager sit udgangspunkt, og her, hvor de fleste af hans argumenter enten begynder eller ender. I en sådan grad, at hans tidligere særlige rådgiver Helge Toksvig Bjerre, der arbejdede i Boligministeriet fra sommeren 2019 til udgangen af 2020, i sjov siger, at Kaare Dybvad slet ikke er i stand til at tale med en journalist uden at nævne sin hjemby.

”Han er jo meget formet af det sted, han kommer fra, og jeg kan huske, at en studievært i et radioprogram for nylig spurgte ham: ’Kan man interviewe Kaare Dybvad, uden at han refererer til Holbæk eller Vipperød?’” siger han.

Også på kommunalvalgsdagen ender Kaare Dybvad i Vipperød. Han er nået til sidste stop på sin rundtur, da ministerbilen ud på eftermiddagen triller ind på parkeringspladsen foran Vipperødhallen, som i dagens anledning er omdannet til valgsted. Indenfor bliver vi mødt af hans mor, Dorte Simonsen, som er valgtilforordnet, og i hallens cafeteria byder hun og resten af byens grå guld på kaffe og kage.

Med på rundturen i Holbæks opland er også borgmester Christina Krzyrosiak Hansen og DSU-formand Frederik Vad. De har begge et nært forhold til Kaare Dybvad og var med til at føre hans valgkampagne i 2011 og 2015. Begge anses også – som Dybvad – for at være blandt deres generations største politiske talenter i Socialdemokratiet, og ligesom ham er de begge vokset op omkring Vipperød.

I august sidste år tog Jyllands-Posten til byen for at lave et fællesinterview med de tre i ’Danmarks måske mest socialdemokratiske by,’ som avisen skrev. Og for Kaare Dybvad er Vipperød netop et symbol på velfærdsstatens succes, en slags socialdemokratisk drøm.

Den lille stationsby, der skæres over på midten af Nordvestbanen, som forbinder København i øst med Kalundborg i vest, har godt 2.000 indbyggere, en skole, en tankstation, to supermarkeder, et pizzeria og altså hallen, der som i så mange andre lignende byer er epicenteret for fællesskab og foreningsliv.

”Mine forældres generation er dem, som mest af alle oplevede velfærdsstatens store bedrifter, og de fremskridt er Vipperød stadig meget præget af,” siger Kaare Dybvad.

”I flere hundrede byer som Vipperød skød idrætshaller op sammen med nye skoler, daginstitutioner osv. Mange af dem, der boede her, mens jeg var barn, var vokset op fattige på landet og havde ikke lange uddannelser eller høje indkomster, men pludselig fik de råd til at købe et 135 kvadratmeters parcelhus med gule mursten og to badeværelser.”

DA KAARE DYBVAD var barn, drømte han selv om et parcelhus med sauna. Han voksede op på Vipperød Mark nummer 12, en grusvej der løber bag Vipperødhallen og de tilstødende boldbaner, hvor han indtil 5. klasse optrådte for den lokale fodboldklub. På vej væk fra valgstedet beder Kaare Dybvad sin ministerchauffør om at køre ned ad vejen, hvor den lokale rigmand Henrik Hansen, der blandt andet har tjent sine penge på rengøring og bredbånd, har plantet en allé og opkøbt alle fem huse, inklusive Dybvads barndomshjem.

”Folk her i byen var lidt skeptiske over for rige mennesker, men Henrik startede selv med at gøre rent hos folk og arbejdede sig op. Det kunne folk godt lide – at han havde arbejdet sig til sine penge,” siger Kaare Dybvad.

Hans forældre, Jens Juul Dybvad og Dorte Simonsen, mødte hinanden, mens de arbejdede som ulandsfrivillige i Lesotho i starten af 80’erne. Her blev de gift af den lokale konsul i ’82, inden de rejste hjem og bosatte sig i Vipperød, hvor Jens Juul Dybvad var vokset op. På det nedlagte husmandssted i udkanten af byen indrettede han sig som automekaniker, mens Dorte Simonsen først fik job på Kysthospitalet i Kalundborg og senere på Holbæk Sygehus. De holdt høns, og rundt om huset lå marker, som de forpagtede væk til den lokale landmand længere nede ad vejen.

”Jeg kommer fra en familie, hvor man ikke gik i bad om morgenen, fordi man havde sovet, men om aftenen, fordi man var beskidt,” siger Kaare Dybvad.

Han blev født i 1984, et år efter sin storesøster Ditte Dybvad, og fire år senere kom lillebroren Rune Dybvad til. De første år delte de tre søskende værelse, inden faren senere byggede en førstesal på huset, der med sit moderne udtryk stod i kontrast til stueetagen, som var slidt, og hvor der var hul i køkkengulvet. I stuen, der var malet brun, dækkede et stort, vævet afrikansk tæppe hele den ene væg, og i det hele taget fyldte forældrenes fortid som ulandsfrivillige en del i Kaare Dybvads barndomshjem.

Hans første politiske minde er Nelson Mandelas løsladelse i 1990, som familien fulgte tæt foran skærmen på fjernsynet, der normalt var gemt væk inde i skabet og kun blev hentet frem til særlige lejligheder. Vist nok fordi de ikke betalte licens.

Kaare Dybvads forældre var begge politisk interesserede og ikke kun i Afrika. Jens Juul Dybvad stemte konsekvent socialdemokratisk, bortset fra en enkelt gang på Retsforbundet, mens Dorte Simonsen også stemte et par gange på SF. Og selvom ingen af dem var engagerede i fagforeningen eller et politisk parti, var der aldrig nogen tvivl om, hvilken siden af midten de befandt sig på.

I starten af 90’erne lød en vittighed i huset: ”Hvorfor tager man fjernsynet med ud på toilettet? Det er, så man kan skide på Poul Schlüter.”

En dag, da hans far sad i stuen med nogle venner, genfortalte Kaare Dybvad vittigheden. Men i stedet for den konservative Schlüter, var det med landets nye, socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen som offer. Det var der ingen, der grinede af.

PÅ MINISTERBILENS BAGSÆDE, et sted mellem Vipperød og Tølløse, taler jeg med Kaare Dybvad om Vestsjælland, hvor vi begge er vokset op. Efterhånden som det går op for ham, at vi kommer fra lignende baggrunde og kender nogle af de samme mennesker fra lokalområdet, er det, som om han langsomt begynder at sænke skulderpuderne i jakkesættet. Kaare Dybvad er i det hele taget et menneske, der har det bedst i selskab med mennesker, der minder om ham selv, fortæller han senere:

”Folk, jeg kender, der er fra Gentofte, siger til mig, at det ikke er helt fair. Men jeg har det sådan, at når jeg møder en kontorchef inde i ministeriet, som er vokset op i Vestsjælland, Ishøj eller Rødby Havn, så har jeg automatisk en vis respekt for dem. Jeg ved godt, at der også er folk, som har det svært i Gentofte, og at man kan være barn af en storbonde i Rødby, men for de fleste tror jeg bare, at man skal kæmpe lidt hårdere for det, når man kommer fra sådan et sted.”

Hvorfor har du det sådan?

”Jeg tror selvfølgelig godt, man kan blive en del af et andet miljø, end det man selv kommer fra, men det er ikke alle, der kan det, og jeg har i hvert fald svært ved det. Nogle gange bliver vi i Socialdemokratiet beskyldt for at dyrke en romantiseret arbejderisme, og selvom jeg synes, at kritikken bliver overdrevet, kan jeg godt se, hvad de mener noget ad vejen. Men jeg må også bare sige, at jeg føler mig mere hjemme til en konference for 3F-tillidsmænd, end jeg gør til en reception eller et kulturelt arrangement.”

Du er minister, men du føler dig stadig som en outsider?

”Det gør jeg nogle gange. Når jeg kommer i en forsamling, hvor der er mange mennesker, som er højt oppe på samfundets rangstige, kan jeg godt se, at de alle har store, hvide, lige tænder og velplejet hud. Det har man ikke, når man kommer fra Vipperød. Jeg kommer jo med min position som minister og repræsenterer staten, så på den måde føler jeg mig aldrig helt udenfor. Jeg har jo også gået på universitetet og har læst en masse, så jeg kan sagtens følge med i diskussionen. Men jeg kan stadig få den følelse.”

Hvilken følelse?

”Nogle gange tænker jeg: Nu bliver jeg afsløret. Så har jeg glemt at tørre hønselorten af skoene. Det sidder i mig. At jeg ikke er en af dem.”

I BEGYNDELSEN AF 90’ERNE, efterhånden som automekanikere blev mere specialiserede, blev det svært for Kaare Dybvads far at klare sig på det lille værksted i Vipperød. I 1994 valgte Jens Juul Dybvad at lukke værkstedet og solgte lokalerne på vejen til naboens rengøringsfirma. Kaare Dybvad var blot 10 år gammel, da det skete, men alligevel husker han det som et stort nederlag, at hans far måtte opgive at være selvstændig.

”Jeg tror, det var en følelse af frihed, der forsvandt. Der var et tab af status i, at min far ikke længere var sin egen chef, og det statustab ramte også mig.”

Hvordan?

”Jeg var nok bange for, hvad der skulle blive af os. I Vipperød, når folk blev arbejdsløse, førte det tit alt muligt andet med sig. Måske begyndte forældrene at drikke eller at behandle deres børn dårligt. Der var bare ikke altid særligt langt fra, at det gik godt, til at det gik skidt.”

Men Jens Juul Dybvad klarede sig og fik i stedet job som togkonduktør på Tølløse-banen, ovenikøbet til en bedre løn, end han tjente som automekaniker. Også Kaare Dybvad klarede sig, endda godt, både fagligt og socialt, selvom han ifølge sine søskende ofte fik ballade for at være diskussionslysten og grænsesøgende. Kaare Dybvad besad en usædvanligt god hukommelse, accepterede ikke et nej, hverken fra forældrene eller i skolen, og hvis en lærer sagde noget forkert, gik han hjem og slog op i et leksikon eller en fremmedordbog og vendte tilbage næste dag med en irettesættelse.

”Der var nok nogle, som mente, at han var lidt bedrevidende og lidt irriterende,” siger Ditte Dybvad om sin lillebror.

Senere førte Kaare Dybvads trang til at søge konfrontationer til slåskampe i skolegården, og en dag blev han overfaldet af en gruppe ældre elever på vej hjem fra skole, hvor naboen måtte komme ham til undsætning. Derhjemme endte han ofte i skænderier, og begge hans søskende fortæller, at han kunne være vild i de tidlige teenageår, inden han efter 9. klasse tog på efterskole på Fyn og fik luftforandring.

”Jeg tror, vores forældre havde lidt svært ved at håndtere det,” siger Rune Dybvad.

”De var lidt konfliktsky og ikke altid så gode til at sætte grænser. Vores far havde flere gamle Volvo’er stående, som han brugte til reservedele, og vi var ikke ret gamle, da vi fik lov til at køre markræs, når der var blevet høstet på markerne. Det var ret sjovt og populært blandt vores klassekammerater. Vi fik i det hele taget lov til rigtig meget.”

HISTORIEN OM, hvordan Kaare Dybvad blev politisk engageret, begynder med en løgn. I sommeren 2001 var han til Grøn Koncert i Valbyparken, og her mødte han et medlem af DSU, som stod og delte foldere ud. Da han spurgte Kaare Dybvad, om han var interesseret, svarede han, at han allerede var medlem. DSU’eren løftede ned i sine smalle, sorte solbriller og udbrød:

”Seriøst? Jeg har ikke set dig nogen steder.”

Kaare Dybvad var rædselsslagen for at blive afsløret. Og på vej hjem i toget fik han så dårlig samvittighed, at han straks meldte sig ind i DSU.

”Så var det jo kun en lille løgn,” siger han i dag.

Kaare Dybvad var på det tidspunkt 17 år gammel og gik på Roskilde Amtsgymnasium. I sin fritid arbejdede han sammen med sin søster hos fiskehandleren på havnen i Holbæk, som angiveligt tjente flere penge på boligspekulation i København, end han gjorde på at sælge fisk i Vestsjælland.

Fiskehandleren var gammel punker, og derfor havde han ikke noget imod at have en ansat, der havde hanekam og gik i hængerøvsbukser. For det meste hang den bare ned til siden, men når han skulle til fest, satte Kaare Dybvad hanekammen med husblas, så den stod lige i vejret.

Det tog ham et par måneder at finde sin plads og blive accepteret i DSU, hvor de fleste andre gik i en slags ungdomspolitiker-uniform bestående af blazer og skjorte. Selv lignede han en, der befandt sig længere ude til venstre på det politiske spektrum, og inden han meldte sig ind, havde han kort flirtet med kommunismen, efter han fik stukket en folder i hånden til et arrangement i Holbæk.

”Når jeg så den uretfærdighed, der var i samfundet, tænkte jeg, at der skulle noget radikalt til. Jeg gik hjem og sagde til min far, at det måtte være en god måde at indrette samfundet på,” siger han.

Faren tog Kaare Dybvad med ud og pegede på naboens bil. Det var en Wartburg, produceret i Østtyskland, som naboen havde købt af en mekaniker ude i Kundby.

”Prøv at se den bil dér. Olieslangerne drypper, tandremmen er knækket, og den ruster,” sagde han.

”Et samfund, der producerer så dårlige biler, kan ikke være et godt samfund.”

UNDER FOLKETINGSVALGET i 2001 gik DSU’s medlemmer rundt med badges på trøjen, hvor der stod, at de ikke stemte på Dansk Folkeparti. Partiet, Pia Kjærsgaard, og alt hvad de stod for, var DSU’s helt store fjendebillede. I stedet var man fascineret af den britiske premierminister Tony Blair, og der var politisk kapital i at interessere sig for de store udenrigspolitiske emner eller i at udforme ungdomspolitiske finanslovsforslag.

Kaare Dybvad blev hurtigt formand for DSU i Holbæk, og de næste tre-fire år brugte han stort set al sin fritid på at gå til møder, deltage i kurser, lave kampagnearbejde og at tage til fester i ungdomspartiet. Gennem DSU fik han kærester, mødte sin kone Maiken Bek og fik venner, der stadig er hans nærmeste i dag. Kaare Dybvad flyttede også til København og begyndte at læse på RUC, men her havde han sværere ved at finde sig tilpas end i DSU.

”Fordi min far var håndværker, fik jeg at vide på universitetet, at jeg var mønsterbryder. I dag virker det komisk, men dengang fik jeg det at vide af folk, jeg anså som autoriteter, så jeg tog det til mig,” siger Kaare Dybvad.

”Der var nogle år, hvor jeg prøvede at passe ind, og hvor jeg troede, at det var nødvendigt for at kunne blive til noget. Men senere gik det op for mig, at det var noget vrøvl, og at det, folk gik op i, var så fjernt fra virkeligheden.”

Blandt andet husker han en diskussion med en medstuderende, som påstod, at alt var en social konstruktion.

”Det var svært at komme hjem til Vipperød og fortælle folk, at det hus, de boede i, var en social konstruktion. På et tidspunkt besluttede jeg mig for, at jeg måtte finde ud af, hvilken kasse jeg hørte til i,” siger han.

En af Kaare Dybvads nærmeste venner fra DSU er Jonas Bjørn Jensen, der i dag sidder i Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet og er gift med miljøminister Lea Wermelin. Han meldte sig ind i DSU som 20-årig i 2006 og blev del af en gruppe i ungdomspartiet med blandt andre hans kommende kone og Kaare Dybvad, som havde været medlemmer, siden de var teenagere.

Ligesom Kaare Dybvad er den 35-årige kommunalpolitiker også uddannet fra RUC, og Jonas Bjørn Jensen ser et interessant paradoks i, at vennen på den ene side tager afstand fra det akademiske miljø, men på den anden side selv har alle forudsætninger for at begå sig i det.

”Der er et lidt sjovt modsætningsforhold i, at han har det så svært med intellektuelle miljøer, samtidig med at han er en af de stærkeste intellektuelle i Socialdemokratiet. Det udfordrer jeg ham lidt på en gang imellem.”

Hvad svarer han så?

”Kaare ser ikke nødvendigvis en modsætning mellem at være intellektuel og anti-elitær. Vi diskuterer tit, at specialiseringen af samfundet har gjort, at alle, der har boglige egenskaber, også går en boglig vej. Og vi er sådan set enige om, at det ikke nødvendigvis er en god udvikling. For 50 år siden havde man intellektuelle inden for alle fag, men i dag er det noget, der er forbeholdt folk, som har gået på universitetet.”

KNAP EN MÅNED efter kommunalvalget træder Kaare Dybvad ud af Folketingssalen og spreder triumferende armene, som fejrede han en scoring i en fodboldkamp.

”Vi har vundet Amager Fælled,” siger han og bryder ud i et af sine i offentligheden sjældne smil. Han har netop modtaget en push-besked fra Ritzau om, at to klagenævn har afvist klager fra Danmarks Naturfredningsforening og foreningen Amager Fælleds Venner i sagen om byggeri på Amager Fælled, og dermed er vejen banet for 500 almene boliger på Lærkesletten, der i flere år har været genstand for massive protester og borgeropstand.

”Det er det største almene boligbyggeri i København i min levetid,” siger Dybvad.

Den gode nyhed synes tiltrængt. I ugerne, der er gået siden kommunalvalget, er Socialdemokratiets dårlige valg og især tilbagegangen i landets fire største byer blevet vendt og drejet i medierne. En del af kritikken har været rettet direkte mod Kaare Dybvad, der om nogen personificerer den strømning i partiet, som kritikerne kalder ’københavner-bashing’ og ’provinspopulisme’.

Hvad tænker du selv om, at du bliver kaldt regeringens chefideolog?

”Jeg tænker, at det er for meget at lægge den beskrivelse på mig alene. Som jeg ser det, er vi en generation af socialdemokrater, der er blevet formet af den uhæmmede globalisering og centralisering i 00’erne, og som var frustrerede over, at Thorning-regeringen ikke gjorde mere for at adressere de problemer i 10’erne. Den gruppe, med blandt andre Peter Hummelgaard, Mattias Tesfaye, Ane Halsboe-Jørgensen og jeg selv, har brugt den frustration til at genskabe forbindelsen til den brede befolkningsgruppe, som Socialdemokratiet historisk set har haft tæt kontakt til.

Det er de mennesker, som bor i et gult parcelhus i Vipperød, og som er skolelærere, pædagoger eller håndværkere. Det har for mig været den vigtigste opgave for Socialdemokratiet, og når jeg kigger på vores søsterpartier i fx Holland eller Frankrig, som ikke har formået det, er det gået helt galt, fordi man har troet, at man kunne vinde et valg udelukkende på en progressiv dagsorden. Det skal også være en del af Socialdemokratiet, men hvis man glemmer den store midte, søger de mod nogle andre, fx Dansk Folkeparti.”

Det er I jo lykkedes med. Til gengæld klarede I jer dårligt i de store byer ved kommunalvalget. Er I gået så langt i jeres jagt på vælgerne i provinsen, at I er kommet til at skubbe storbyvælgerne fra jer?

”Det er der da en risiko for. Men billedet er mere blandet end nogle af de meget firkantede konklusioner, som jeg synes, der blev draget lige efter kommunalvalget. I Odense og Aalborg fik vi et helt ekstraordinært valg i 2017, så i de byer er vi egentlig bare gået tilbage til normalen.

I Aarhus og især i København ligger vi klart lavere, end vi har gjort historisk set, og der er da nok nogen, som har tænkt, at det er blevet for meget, ikke kun med decentralisering, men også vores indvandrings- og klimapolitik. Jeg er ikke enig, men der er jo nogle, som synes, at vi ikke er ambitiøse nok på klimaområdet, og det betyder meget for de unge storbyvælgere.”

Historisk set har de store byer og Vestegnskommunerne været Socialdemokratiets hjemmebane. Men er det i virkeligheden nærmere et sted som Vipperød, der i dag er partiets kerneland?

”Nu fik vi jo 63 procent af stemmerne i Vipperød ved kommunalvalget, så det kan man godt sige. Mere seriøst er det nok et spørgsmål om, at befolkningssammensætningen har ændret sig i de store byer, og at færre af de nye storbyvælgere kan se sig selv i Socialdemokratiet. København er stadig vigtig for os, men hvis jeg skal pege på, hvor den typiske socialdemokratiske vælger bor i dag, er det nok i og omkring købstæderne rundt omkring i landet.

Det er en svær opgave at favne begge, og vi er ikke lykkedes med det endnu, men der er jo ingen af de andre partier, som er lykkedes bedre. Venstre havde fat i noget på et tidspunkt, men har fuldstændigt mistet det, og i dag synes jeg, at Socialdemokratiet er det eneste reelle folkeparti i Danmark.”

I 2009, mens Kaare Dybvad læste sin kandidat i geografi på Københavns Universitet, åbnede der sig en mulighed for at blive folketingskandidat i Sjællands Storkreds. Det daværende folketingsmedlem Thomas Adelskov havde nedlagt sit kandidatur, efter han var blevet valgt til borgmester i Odsherred, og Kaare Dybvad – der havde arbejdet sig op i DSU som formand i Region Sjælland og medlem af forretningsudvalget – meldte sig som hans afløser hos partiforeningen i Holbæk. Han blev opstillet som folketingskandidat efter en urafstemning, som han vandt med 61 procent af stemmerne.

Året forinden, i august 2008, var Kaare Dybvad blevet ansat i By & Havn som studentermedhjælper. I køleskabet på kontoret stod der altid to flasker champagne på køl, klar til at fejre, når man havde indgået endnu en aftale om et grundsalg i København. Men så kom finanskrisen.

”I den tid, jeg var der, blev der aldrig åbnet en flaske champagne,” husker Dybvad.

Hjemme i Vestsjælland kunne han også se, hvordan krisen ramte. I Vipperød lukkede plastproducenten Superfos dens fabrik og nedlagde 140 stillinger, som blev rykket til Østeuropa. Og i Holbæk lukkede Danish Crown og det lille, lokale skibsværft.

”Jeg fik en bevidsthed om, at noget grundlæggende var ved at forandre sig. Jeg var vokset op et sted, hvor der var masser af tilbud, og folk var i arbejde. Og jeg var flyttet væk med tanken om, at det altid ville forblive det samme. Men så ændrede det hele sig både på grund af krisen og på grund af centralisering.”

Havde finanskrisen stor betydning for dit valg om at gå ind i politik?

”Ja. Jeg – og min generation af socialdemokrater – blev formet af den alvorsstemning, som finanskrisen skabte. Hvis du går tilbage og ser debatterne ved folketingsvalget i 2007, handlede det kun om, hvor mange penge man skulle dele ud.”

Med hjælp fra sine søskende, der begge havde været medlemmer af DSU, brugte Kaare Dybvad de fleste af sine weekender i 2011 på at tage toget til Holbæk-egnen og stemme dørklokker. Han var nummer otte på Socialdemokratiets kandidatliste i Sjællands Storkreds, og i lang tid lå partiet til netop otte mandater på Sjælland. Men kort før valgdagen dykkede meningsmålingerne, og da stemmerne var talt op, var det på trods af 4.710 personlige stemmer ikke lykkedes Dybvad at komme ind.

”Jeg kørte ude på Nykøbingvej i Holbæk dagen efter valget, da min telefon ringede. Det var en valgtilforordnet på en skole i Holbæk, som gav mig stemmetallene derfra. Da jeg fik dem, kunne jeg se, at det var slut. Jeg måtte holde ind til siden, fordi det var så tungt.”

Det var en fredag, og i weekenden tog Kaare Dybvad ud og pillede sine valgplakater ned. Mandag gik han i gang med at skrive sit speciale på Københavns Universitet. Ifølge hans storesøster lukkede han sig efterfølgende nærmest helt inde i en måned.

”Det var et enormt nederlag, men jeg skyndte mig videre. Hvis ikke jeg havde kastet mig ud i noget nyt med det samme, havde jeg svømmet rundt i selvmedlidenhed og almuesind,” siger Kaare Dybvad.

Almuesind?

”Det er fra gamle dage, hvor landarbejderne sad i frokoststuen og brokkede sig over herremanden, men så snart han kom ind i lokalet, nikkede og bukkede de for ham. Det er den utilfredshed, som man aldrig gør noget ved, når det kommer til stykket. Der er stadig noget af det i Vestsjælland og Sydsjælland, som altid har været blandt de fattigste og dårligst uddannede landsdele. Der trives afmagten stadig godt. Jeg kender det både fra min familie, og jeg kan også nogle gange mærke det i mig selv. Den der følelse af, at det hele kan være lige meget.

Politisk kan det omsættes til en positiv eller en negativ energi. Oprøret mod centralisering og globalisering, der skete i 10’erne, både herhjemme og i fx USA og Storbritannien, var i høj grad båret frem af den mentalitet, ikke af en bestemt dagsorden, men af ønsket om bare at kaste en håndgranat ind i det lokale, hvor de sidder og bestemmer.”

Så du var blevet bitter?

”Ja, det tror jeg. Min udvej blev at bore mig ned i specialet. Det var normeret til ni måneder, men jeg skrev det på tre.”

MENS DE GIK og pakkede valgplakater ned, sagde Rune Dybvad til sin bror, at han burde stille op igen ved næste valg. Måske ville det endda være en fordel for hans kandidatur, hvis han fik sig noget erhvervserfaring. Men da Kaare Dybvad begyndte i sit første fuldtidsjob – i det regionale erhvervshus Væksthus Sjælland i Vordingborg – var han indstillet på helt at opgive politik.

"Til jobsamtalen sagde direktøren, at han kunne se, at jeg var folketingskandidat, og spurgte, om det ville blive et problem. Jeg svarede, at det mente jeg ikke, men at jeg var klar til at nedlægge mit kandidatur, hvis det blev aktuelt. Det føltes ikke som noget særligt stort tab på det tidspunkt.”

Han gik stadig til kredsbestyrelsesmøderne og mødte op til generalforsamlingerne i partiet, men det var mere af pligt end af lyst. Fra sidelinjen kunne han se statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes regering blive beskyldt for løftebrud, mens Socialdemokratiet kun blev mere upopulære i meningsmålingerne og samtidig bevægede sig væk fra dét, som Kaare Dybvad mener er partiets kerne.

Var du ked af udviklingen dengang?

”Ja, det var jeg. Folk i kantinen i Væksthus Sjælland vidste jo godt, at jeg var socialdemokrat, og jeg diskuterede tit politik med mine kolleger. Det var ikke særligt sjovt at skulle sidde og forsvare skolereformen, selskabsskattelettelser eller salget af DONG, og nogle gange endte jeg med bare at trække på skuldrene.”

Ved kommunalvalget i 2013 så Kaare Dybvad flere af sine gode venner i partiet blive valgt ind. Hans lillebror blev valgt til Borgerrepræsentationen i København, og i Holbæk blev Christina Krzyrosiak Hansen valgt til byrådet. Deres succes tændte en gnist i ham, og i foråret 2014 var han en af fem socialdemokrater, der skrev en meget omtalt kronik i Berlingske, hvor de erklærede partiet i krise og efterlyste en ny retning for Socialdemokratiet – ”en ny rød tråd.”

Kort forinden, i januar samme år, var det blevet officielt, at det gamle Holbæk Seminarium skulle flytte til et nyt campus i Roskilde, og med lukningen af en af byens vigtigste uddannelsesinstitutioner, der i årtier havde trukket unge lærerstuderende til byen, blev gnisten i Kaare Dybvad til en ild.

”Lukningen af seminariet fik mig til at skrive ’Udkantsmyten’,” fortæller Dybvad.

”Jeg syntes, det var så forkert. Man havde udsultet seminariet i mange år, så det til sidst bare var en tom skal, og så lukkede man det med argumentet om, at der ikke var nok studerende. Men det var da klart, at der ikke var det, når man skulle helt til Roskilde, hvis man skulle aflevere en blanket til administrationen.”

KAARE DYBVAD VAR godt i gang med ’Udkantsmyten’, da han besluttede sig for, at han ville stille op til Folketinget igen. Han vidste, at han måtte have noget andet at byde på end den gennemsnitlige socialdemokrat, og hans erfaringer fra Vordingborg havde givet ham et godt udgangspunkt til at starte en debat om Udkantsdanmark.

”Det var en problematik, som fyldte meget for mig, og som jeg kunne se også fyldte meget for mange mennesker i provinsen,” siger Kaare Dybvad.

Længe så meningsmålingerne dog håbløse ud. Under Thornings regering var Socialdemokratiet helt nede på 15-16 procent, men i foråret 2015 begyndte det at vende. Kaare Dybvad regnede sig frem til, at hvis de ramte 23 procent, kunne han komme ind som nummer syv i Sjællands Storkreds. Han aftalte med sig selv, at det var sidste skud.

”Hvis det ikke var lykkedes, havde jeg været færdig med politik,” siger han.

I juni 2015 blev Kaare Dybvad valgt til Folketinget med 4.112 personlige stemmer, 600 mindre end fire år forinden. I foråret var ’Udkantsmyten’ udkommet og havde skabt stor debat, og Kaare Dybvad red bølgen ind på Christiansborg, mens han rejste rundt og holdt foredrag med sin bog. Han overtog Søren Pinds gamle kontor, og fordi den tidligere Venstre-minister var længe om at hente sine ting, sad han den første tid med Ronald Reagan hængende på væggen.

Senere blev den tidligere amerikanske præsident udskiftet med en mere passende udsmykning for en rød boligordfører: et billede af socialdemokraten C.V. Bramsnæs, der var formand for Arbejdernes Andels Boligforening fra 1928-1938.

Mens Kaare Dybvad passede sit arbejde som folketingsmedlem, skrev han sin anden bog ’De lærdes tyranni’. En debatbog, der handler om ’hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund,’ som den konfrontatoriske undertitel lød.

Da bogen udkom i 2017, skrev Politiken: ’Kaare Dybvad hader folk, der bor i storbyen. Han hader også akademikere. I hvert fald hvis de er humanister eller har læst samfundsvidenskab. Især hader han folk, der kalder sig kreative. Han hader vist også folk, der læser Politiken. Og så hader han alle, der ikke krammer og knuselsker alt, hvad der er folkeligt.’

Skribenten, der skrev anmeldelsen, arbejder i dag som pressechef i Indenrigs- og Boligministeriet.

DA HAN BLEV udnævnt til minister, skrev Kaare Dybvad som det første på Twitter: ’Jeg vil være minister for naboskab og arbejde, for mere blandet by, mindre Blackstone og Låsby-Svendsen.’

Sammen med sin nye særlige rådgiver, Helge Toksvig Bjerre, havde han på et af de første møder efter sommerferien i 2019 udset sig den kontroversielle, amerikanske kapitalfond som en oplagt vindersag for en ny og relativt ukendt boligminister. Gennem en årrække havde Blackstone – der i dag har skiftet navn til Kereby – opkøbt billige lejeboliger i København, sat dem i stand og fordoblet huslejen gennem en paragraf i lejeloven, til stor forargelse for mange vælgere, ikke kun i hovedstaden.

”Det var et socialdemokratisk valgløfte at gøre op med udenlandske kapitalfondes opkøb af billige lejeboliger. Og det var en sag, som var enormt sigende for, hvorfor det i vores øjne var nødvendigt med en ny retning for boligpolitikken,” fortæller Helge Toksvig Bjerre.

I debatindlæg og interviews fik Kaare Dybvad hurtigt markeret sit standpunkt: Han ville lukke hullet i loven, som gav kapitalfondene mulighed for at hæve huslejen, og hurtigt kom indgrebet mod lejelovens paragraf 5, stk. 2 blot til at hedde ’Blackstone-indgrebet’. Hos den amerikanske kapitalfond gjorde det så stort indtryk, at Blackstones europæiske direktør fløj ind fra London til et møde i Boligministeriet – et møde, der dog ikke kom meget ud af, som Helge Toksvig Bjerre husker det.

”Flere i embedsværket var lidt nervøse over det møde og den konflikt, det ville kunne skabe. Vi svarede: ’Den konflikt er vi nødt til at tage.’ Det handlede om at vise, at boligpolitik også er værdipolitik.”

I januar 2020 indledte Kaare Dybvad forhandlinger med Folketingets partier om et lovindgreb. Et af stridspunkterne mellem partierne var forslaget om en karensperiode, hvor en udlejer, der købte en ejendom, ikke måtte hæve huslejen. Kaare Dybvad ønskede et ’spekulantstop,’ som han kaldte det, på syv år, men det ville Radikale Venstre og Dansk Folkeparti ikke være med til.

Tirsdag 28. januar var forhandlingerne gået så meget i hårdknude, at ministeren satte dem på pause. Ordførerne, der troede, at de skulle fortsætte dagen efter, blev overraskede, da Kaare Dybvad på et pressemøde om morgenen erklærede, at forhandlingerne var brudt sammen.

Nogle timer senere, da Kaare Dybvad sad på cyklen på vej over Knippelsbro, modtog han en sms: Radikale Venstre havde indgået en aftale, som sendte regeringen i mindretal. Pludselig stod Kaare Dybvad over for en stor ydmygelse. Senere har han fortalt Helge Toksvig Bjerre, at han blev så træt, at han bare havde lyst til at lægge sig ned midt på cykelstien.

Onsdag aften meddelte den daværende boligordfører for Radikale Venstre, Jens Rohde, at hans parti og blå blok var blevet enige. Men om hvad ville han først afsløre dagen efter.

”Jeg synes, at ministeren skulle lære sig sit håndværk,” sagde Rohde til DR.

Kaare Dybvad ringede til René Christensen, finansordfører i Dansk Folkeparti. Han var ikke en del af forhandlingerne, men de to havde et godt forhold til hinanden. Næste eftermiddag lykkedes det ham at få DF tilbage til forhandlingsbordet, og om aftenen, torsdag den 30. januar, kunne Kaare Dybvad offentliggøre, at han havde vendt et truende nederlag til en stor sejr og indgået en aftale med DF, EL, SF og Å, mens Radikale Venstres flertal smuldrede.

”Det var første gang, Kaare og jeg skulle lave en stor, politisk aftale,” siger Helge Toksvig Bjerre.

”Den landede torsdag aften, og fredag var der årsmøde for alle nuværende og tidligere særlige rådgivere. I løbet af ugen, tænkte jeg, at jeg, når jeg mødte op, ville jeg ligne den største idiot i dansk politik. Men pludselig vendte det, og vi kunne lande en bred aftale.”

Ifølge en kilde med kendskab til Socialdemokratiet og regeringen blev Kaare Dybvads boligaftale betragtet som en stor sejr i regeringstoppen. Og en stjerne på skulderen til en ung minister, der havde gennemført sit politiske svendestykke.

I SUNDBYØSTER ER vejene opkaldt efter lande og græske ferieøer. Det er en af de sidste dage før jul. Solen skinner. Foran en hvid murstenvilla ligger flagstangen vandret, og ud for hækken holder en trailer fyldt med dét, der engang var en forhave. Kaare Dybvads kone, Maiken Bek, åbner havelågen tæt efterfulgt af sønnen Aksel, der er på vej til svømning iført en blå fodboldtrøje med Fremad Amagers logo på brystet.

Indenfor har Kaare Dybvad skiftet ministeruniformen ud med en lysegrå sweater og sandfarvede bukser. Han har brugt næsten et år på at renovere huset, og alle hans ferier går med det omfattende gør-det-selv-projekt. Sågar gulvet i stuen har han selv revet op og lagt på ny, siger han og viser billeder på sin telefon som dokumentation.

Arbejdet går sikkert fremad, og det samme gør Kaare Dybvads tur op ad den politiske rangstige, hvor han er gået fra det lille boligministerium til det store indenrigsministerium med ansvar for kommunerne og planloven. Men hvad er egentlig Kaare Dybvads egne ambitioner?

”Jeg synes ikke, jeg har det, der skal til for at blive partiformand. Jeg ved godt, hvad mine egne svagheder er,” svarer han.

Hvad er de?

”Jeg er dårlig til officielle ting. Jeg tror heller ikke, at mit udtryk er en fordel.”

Hvad mener du med det?

”Jeg ser jo meget alvorlig ud. Jeg har også altid set ældre ud, end jeg er. Jeg bryder mig ikke om at være i tv og har det meget bedre i radioen. Som partileder betyder det utroligt meget, hvordan du optræder offentligt, og tit, når jeg har været i tv, bliver jeg bagefter irriteret over, hvordan jeg fremstod.”

Hvad vil du så?

”Mine styrker, som er min hukommelse, min evne til at sætte mig ind i komplicerede ting og mine sociale kompetencer, passer bedre til at være bagved en partiformand.”

Som hvad?

”Nu skal jeg jo ikke sidde her og sige, hvilket af mine kollegers job, jeg gerne vil have. Men jo tættere jeg kan komme på at være med til at lave store, strukturelle forandringer i samfundet, desto mere spændende er det. Jeg ved, at det er det kedelige svar, men jeg har det sådan, at når man tænker på, at jeg først blev valgt til Folketinget i 2015, og at jeg samtidig er en af de yngre ministre, så kunne jeg næsten ikke være landet et bedre sted. Jeg er uddannet geograf, og jeg har altid interesseret mig for land- og byudvikling og for kommunerne og deres drift – præcis de ting, jeg sidder med nu.”

I VILLAEN PÅ AMAGER kommer Kaare Dybvads to sønner – Aksel på seks år og Pelle på tre – til at vokse op i et helt andet miljø, end det han kommer fra i Vipperød. Med forældre, der har råd til at give dem alt, hvad de har brug for – og lidt til.

”Får de den karakterstyrke, som det giver at være udfordret?” spekulerer Kaare Dybvad. Og svarer selv:

”Når jeg ser tilbage, har det betydet virkelig meget for det menneske, jeg er i dag, at jeg trods en solid arbejderklasseopvækst har prøvet at balancere på kanten af, om man klarer den eller ej, dengang min far mistede sit autoværksted.”

Kaare Dybvad går meget op i, at hans sønner får nogle af de samme værdier med sig. Det vigtigste, han lærte af sin egen far, var, at man aldrig skal gøre forskel på folk, uanset om de er akademikere eller arbejdsløse.

”Inde i Holbæk var der to boghandlere, og min far sagde altid, at vi kun måtte handle i den ene. I den, der lå oppe på torvet, så de ned på folk, som kom i arbejdstøj, sagde han. Sådan noget kunne virkelig provokere ham. Når alt andet er skrællet væk, er det nok den følelse, der har drevet mig ind i politik. Det er ikke, fordi jeg ikke anerkender, at der er en klimakrise, eller at der er integrationsproblemer, men det, der for alvor rører mig, er kampen for social retfærdighed.”

På Vipperød Skole var Kaare Dybvad bedste venner med Fuad, hvis far var kommet til Danmark fra Tyrkiet for at arbejde på et slagteri i Holbæk, men var endt som førtidspensionist. Fuad boede på en lille, faldefærdig gård ude ved omfartsvejen sammen med sine forældre og fire brødre, og selvom han var dygtig socialt, kunne han ikke følge med fagligt. I spisefrikvarteret bemærkede Kaare Dybvad også, at Fuad ofte ikke havde en madpakke med hjemmefra.

Senere flyttede familien til Ladegårdsparken, et belastet socialt boligbyggeri i Holbæk. Da Fuad som 11-årig begyndte at stjæle knallerter, kunne han og Kaare Dybvad ikke længere være venner.

”Sidst, jeg skrev med Fuad, sad han i arresten i Slagelse, hvor han endte med at blive dømt i en sag om hvidvaskning,” fortæller han.

Fuads historie er ikke den eneste af sin slags. Andre, som Kaare Dybvad gik i skole med, endte i Bandidos’ klubhus i Holbæk. Der var også dem, som bare sad derhjemme og røg hash og aldrig fik taget sig sammen til noget.

”De var ikke dårlige eller uintelligente mennesker, men for mange var der ikke ret langt fra, at de droppede ud af en uddannelse og ikke fik et job, til at de endte på spanden. For dem handlede det om at lande på den rigtige side af stregen, for hvis ikke var der ikke altid nogen til at samle dem op. En gang imellem kan jeg stadig selv mærke den frygt for at ryge ud over kanten, selvom jeg godt ved, at jeg befinder mig langt inde på den rigtige banehalvdel.”

Den frygt ligger dybt i Kaare Dybvads arv. Men måske er den også en drivkraft. Og uanset hvor meget han griber ud efter magten, vil han næppe glemme, hvad hans far sagde til ham den aften, han blev udnævnt til boligminister:

”Husk, at du er fra Vipperød.”