Den skulle jo komme på et tidspunkt, Martin Kongstads bog om Rom.
Forfatteren, journalisten, en af Danmarks bedste klædte mænd og ikke mindst madanmelderen har aldrig lagt skjul på sin kærlighed til støvlelandets hovedstad.
Han har tidligere fortalt om den, kærligheden altså, i nærværende magasins podcast ’Arbejdstitel’, hvor han blandt andet, afslører er måske så meget sagt, men fortæller om sit yndlingsområde Monti (han bor altid på Hotel Grifo) og om lysten til at gå anderledes klædt, når hans 59-årige fødder rammer de romanske brosten, ligesom han har skrevet adskillige madanmeldelser derfra til Weekendavisen.
Og skulle vi placere penge på noget, er det, at Kongstad er typen, der bliver spurgt meget ofte om tips til gode steder at spise (forståeligt nok). Så hvorfor ikke spare sig besværet ved at gentage det samme igen og igen og i stedet skrive det hele ned i en bog ved navn ’Rom – en personlig guide’, hvori han guider til alle de bedste steder at spise (både nye steder samt de traditionelle) og barer (vinbarer, natbarer og rooftop-barer), mens han fortæller historier fra byen?
Bogen er på 140 sider, og du kan købe den via Martin Kongstads egen Facebook- og Instagram-profil. Buon appetito!
Se, hvad vi ellers skriver om: Rom, Italien og Mad