Hvor skal man spise, drikke og sove i Bologna? Victor Kristiansen deler ud af sine tips

Landsholdsspilleren, der til daglig spiller venstreback i Serie A-klubben Bologna FC, guider til den bedste kaffe, frokost og middag i byen, hvor du ville ønske, du også boede.

Hvor skal man spise, drikke og sove i Bologna? Victor Kristiansen deler ud af sine tips
Offentliggjort

Hvor får man den bedste morgenmad?

”Jeg får oftest morgenmad til træning, men på fridage kan min kæreste og jeg godt lide at gå ned til en lille, hyggelig bager, der ligger tæt på vores hjem. Den hedder Forno Fiorini Gaetano, og vi plejer at købe et franskbrød eller nogle små kager.”

Hvor får man den bedste frokost i byen?

”Inde i byen ligger der en café, der hedder Velluto, der er meget god. Men man får også en god frokost på Il Chioschetto og på Zerocinquantino. De er kendte for at lave piadina (italiensk fladbrød med fyld, red.), og så får man jo også bare en rigtig god mortadella hernede.”

Hvor får man den bedste aftensmad?

”Det får man på en restaurant, der hedder Ristorante Cesarina. De har en virkelig god forret, hvor man får lasagne, ragout og tortellini på én tallerken. Det er vildt lækkert. Ellers så skal man tage lidt udenfor byen: Lige uden for bymuren ligger der en lille, hyggelig og intim bar, der hedder Bar Paolo Di Rubini Gianluc, hvor jeg kommer meget. Der får man alt fra det italienske køkken, og ejeren, som jeg er kommet på fornavn med, er virkelig sød og imødekommende.”

Hvor får man den bedste kop kaffe?

”Det er faktisk det, der er det skønne ved Bologna: Man får god kaffe overalt, og det er megabilligt. Man kan gå ind alle steder og få en god kop kaffe, og det er hyggeligt og charmerende overalt. Jeg vender gerne tilbage til et sted, der hedder Forno Brisa, hvor jeg normalt bare kører en espresso.”

Hvor skal man overnatte i byen?

”Det skal man på Varignana Palace Resort & Spa. Det er et hyggeligt spahotel, der ligger 30 minutter uden for byen.”

Hvor skal man drikke drinks?

”Der ligger en masse hyggelige caféer og cocktailbarer nede i et område, der hedder La Piccola Venezia. Der kan jeg godt finde på at sætte mig ned og få et glas vin.”

Hvilken aktivitet skal man lave i Bologna?

”Bologna har været kendt for at have en masse høje tårne, der plejede at være kendetegnet for rigdom: Jo højere ens tårn var, jo rigere var ens familie. Der står stadig to tårne tilbage i byen, som man bør besøge. De er lige lidt højere end Rundetårn, så man får en god udsigt ud over byen deroppe fra. Men de er desværre lukkede for tiden, da der er en risiko for, at de braser sammen.”

Hvor skal man shoppe henne?

”Der er selvfølgelig det berømte galleri, Galleria Cavour, hvor alle de dyre forretninger ligger, men der shopper jeg egentlig ikke så meget. Jeg shopper mere i det område, der ligger op ad det store torv Piazza Maggiore, hvor der ligger en masse lokale forretninger med flot tøj.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Guide, Italien, Mad, Vin, Kaffe, Fodbold, Landsholdet og FCK