Cowboystøvlerne vil ikke stå stille på trappen foran Bernstorff Slot. De tripper frem og tilbage foran døren ind til det lejede festlokale, mens DR og TV2 diskuterer, hvem der har ham først.
En pige filmer med en iPhone på en selfiestang, og flere andre journalister fra mindre medier står også stand-by. Cowboystøvlerne stopper op. Han hiver endnu en cigaret ud af inderlommen på den sorte habitjakke. Mads Holger er utålmodig.
Og det er ikke uden grund. Hans projekt, der blev offentliggjort i Deadline med Martin Krasnik for ni måneder siden, skal nu stå sin endelige prøve. Vil hans højborgerlige oprør, sans for medier og jabs rettet mod toppen af Det Konservative Folkeparti få ham i Folketinget for næsen af partiets mand Rasmus Jarlov eller er patienten liste C endeligt afgået ved døden?
Annonse
Og hvorfor holder han sin egen valgfest uden om De Konservatives officielle på Jazzhouse i København? Og vil det storslåede arrangement i stedet for startskuddet være svanesangen over en politisk karriere, der sluttede, før den overhovedet kom i gang?
Euroman.dk var med til denne særprægede fest, hos manden der sagde: 'Start Det Konservative Folkeparti', 'Danmarkshistorien er ikke slut'. En fest, der fik en noget uventet udgang.
Mads Holger er en af Danmarks mest kendte politikere. Og det er selv om han aldrig har indgået et forlig eller gennemført en lov. Han er mest kendt som provokatør, lang tid inden Folketinget kom på tale. Især hans angreb på det flade, 68’er inficerede Danmark har givet ham ærkefjender og inkarnerede fans i lige store portioner.
Derudover er det svært rigtigt at sætte en titel på ham. En bachelor i teologi, en nogenlunde velmodtaget roman og en bredt kritiseret, et radioprogram på 24syv, et ægteskab med Paula Larrain, utallige klummer og Klub Jets jetsetter-ture er, hvad der har gjort ham kendt.
Samtidigt har han en uforlignelig evne til at sætte drømme i verden. Drømme om en tilværelse i fløjl med champagne og 1. klasse har givet ham venner. Drømme om balletter, Bach og Bredgade har givet ham veninder, der gerne vil være prinsesse til Mads Holgers iscenesatte bal-tilværelse. Drømme om en ny, konservativ revolution har givet ham trofaste støtter, der følger ham, som var han sendt fra himlen.
Annonse
I december lagde Mads Holger et foto af sig selv og sin kampagnestab op på Facebook. Det viste 12 unge følgere med ham selv i midten. Alle klædt i ens, sort jakkesæt. Der står, at de er nøje udvalgt, og fællestegn skal man ikke lede længe efter: Fem har været i livgarden, fire har været på Sorø Akademi, hvor der, kan jeg forstå på dem, er en bred opbakning til Mads Holger og hans projekt. De 12 er legemliggørelsen af hans vision.
Efter DR-interviewet er forbi, venter Mads Holger med kæresten nu på, at TV2 stiller om til Bernstorffparken i Gentofte. Et 20-årigt medlem af kampagnestaben fra Sorø Akademi har været opstillet til byrådet, da han var atten, men trak sig efter en kommentar om, at daværende K-formand burde have været aborteret ved fødslen:
”Mads Holger er, hvad De Konservative har brug for. Det er blevet for meget folkeparti og for lidt Konservative. Under Barfoed måtte kandidaterne ikke engang have slips på billeder, det er jo helt tovligt. Mads Holger er en fornyer i dansk politik, der vil kæmpe for de højborgerlige værdier. Derfor var jeg med fra starten.”
Den 20-årige er i aften klædt i jakkesæt og selvbinder. Den store gruppe unge mænd, der er udvidet kraftigt siden de oprindelige 12, er blevet bedt stå i baggrunden af billedet, mens TV 2 filmer. Mads Holger har lagt sin jakke på kærestens skuldre, mens de venter, og vender sig om og beder ’nogen’ rende ind og hente nogle piger, så det ikke ligner, der kun er ’herrer til stede’.
Fire dage forinden har Mads Holger kaldt sit eget parti for ’en døende patient med febervildelse’. Tre dage før det, proklamerede Mads Holger, at han en dag vil være partiformand og efter det, statsminister. I samme ombæring lagde han vægt på, at man i et parti støtter sin formand, i dette tilfælde Søren Pape.
Det er især de to episoder, der har gjort Mads Holger til en joker i aften. Dertil kommer, at han ikke er på Jazzhouse med partifællerne. Hans kampagneleder, 23-årige Kasper Grubak, bestyrelsesmedlem i Konservativ Ungdom og fra Frederiksberg, giver sin forklaring på, hvorfor Mads Holger ikke er på Jazzhouse:
Annonse
”Sagen er, at vi kun ville kunne få tre biletter, og det er slet slet ikke nok. Holger vil gerne sige tak til alle dem, der har hjulpet ham, og så er tre biletter ikke nok. Her på Bernstorff, kan vi være alle sammen.”
Journalisterne flokkes stadig om Mads Holger, og efter det usagte princip om mediernes rangorden, er turen nu kommet til Radio 24syvs unge reporter. Holger har selv haft et program på kanalen, og bliver bedt fortælle lytterne, hvem der er dukket op i aften:
”Det er mest unge mennesker, og det undrer mig ikke. Konservatismen er det nye. Ligesom de unge for 10 år siden var liberale og engang var socialister, er de i dag konservative. Desværre ikke partipolitisk, men det har jo sine årsager,” siger han.
Han nægter pure at forholde sig til delresultaterne, der strømmer ind, og meningsmålinger, der dømmer Det Konservative Folkeparti så godt som ude. Man kan ikke stole på dem, siger han. Han vil heller ikke gætte på, om han har slået den konservative leder i Københavns Borgerrepræsentation, Rasmus Jarlov. Mads Holger vil vente og se, til de personlige stemmer er talt op.
I baren inde på Slottet er der ingen champagne. Der er en udmærket rødvin, en hvidvin, øl og chips. På væggene hænger billeder af slottets bygherre, Grev Bernstorff, og Christian d. 8., der også har ejet Bernstorff Slot. DR’s valgdækning bliver projekteret op på en stor, hvid væg ved siden af en talerstol beklædt med Dannebrog. Alle venter.
På Bernstorff Slot er der ingen kampråb. Måske ligger det ikke til denne fløj af partiets soldater, måske har Mads Holger frabedt sig den slags, eller måske er der bare ikke noget at råbe for. Endnu. Slottet summer af diskussioner om personlige stemmer, konservative værdier, og valgsproget ’Danmarkshistorien er ikke slut endnu’ høres igen og igen.
Mads Holger står udenfor og ryger. Den røde rose i knaphullet hænger lidt, derudover ser han skarp ud. Solbrun, kridhvid skjorte, sort jakkesæt og de cowboystøvler, der er en vigtig ingrediens i et gennemtænkt image. Han nægter også at kigge direkte i kameraer, hvilket har medført valgplakater, hvor han kigger stålsat ud i horisonten.
”Vi tager ind til Christiansborg senere. Vi skal lige have et foto på trappen. Jazzhouse skal vi ikke på, det her er en fejring for dem, der har hjulpet mig, så fejrer vi Det Konservative Folkeparti en anden gang,” siger Mads Holger, og fortsætter med at sige en masse, han ikke vil citeres for.
På toilettet i kælderen er der to, der kigger sig i spejlet, og tror de er alene, og navnene på vedkommende skal af etiske grunde ikke nævnes her. De taler fortroligt:
”Det var min idé at leje Slottet. Mads Holger er virkelig ugleset på Jazzhouse i aften, det havde jeg set for længe siden, derfor var det en god idé at komme så langt væk som muligt. Holger ville gerne have haft D’Angleterre, men jeg sagde, at vi skulle længere væk.”
Klokken 22 skriver Mads Holger på Facebook, at han og fruen vil ankomme på Christiansborg Slot ved midnat. Klokken 23 er opslaget slettet. Klokken tre om natten skriver BT på deres hjemmeside, at Holger vil blive ekskluderet af Det Konservative Folkeparti.
Selv er Mads Holger fredag morgen usædvanlig stille på Facebook. Klokken otte dukker han og kæresten op på Christiansborg. Spøgende siger han, at de har været hjemme og se tekst-tv hele natten, hvorfor de derfor ikke fik tid til Jazzhouse. De har ifølge politiko.dk i løbet af natten også været forbi Socialdemokraternes fest, hvor Holger blev smidt ud, på grund af dårlig opførsel.
Mads Holgers stemme er let grødet, og han har poser under øjnene. Hans parti er inde, men er han? Han glider af på spørgsmål om hans fremtid i Det Konservative Folkeparti, tripper uroligt rundt, mens interviewerens mikrofonprøver at fange ham. På armen har han sin grevinde af Bernstorff, stadig i prinsessekjole, stadig billedskøn. Men hvorfor var han på Bernstorff Slot og ikke til partifest?
’Der skal være stil over det,” siger han.
Ca. halv tolv kommer nyheden endelig: Mads Holger er ekskluderet af Det Konservative Folkeparti, mens de personlige stemmer stadig bliver talt op. Konservative medlemmer, der under valgkampen har holdt gode miner til slet spil, er ikke langsomme til at lange ud:
Det er en dårlig fugl, der skider i egen rede, siger de. Holgers provokationer, brud med partilinjen og -kampagnen fik ham smidt ud. Danmarkshistorien er ikke slut endnu, men måske er Mads Holgers politiske liv. Under alle omstændigheder har højrefløjens største drømmer fået en brat opvågning.