Hvad er hemmeligheden bag en veltrimmet fodboldgræsplæne?
”Hårdt arbejde og passion. Vores græs er lavet til stadions og består af 60% engrapgræs, 30% rajgræs og 10% rødsvingel. Vi bruger 450 græsruller til banen. Hver rulle vejer et ton. Vi skifter normalt 1-2 gange om året, men i år skifter vi fire gange pga. koncerter. Det koster mellem 1,5-2 millioner kroner.”
Hvad er din største udfordring?
Annonse
”Vores nordiske klima gør det svært. Selvom vi skaber kunstigt sollys, er det ikke det samme som sydpå. Parkens tag går desuden en fjerdedel ind over banen og 40 m høje tribuner gør, at der i den ene ende ikke er sol. Vi har også kuvertfald – fra midten og ud mod hver sidelinje falder banen 30 cm pga. dræning – så vi har en maskine, der lasernivellerer og sørger for, at jorden ligger plant uden vandlunker. Vi ruller plænen med en græsslåmaskine på 250 kg, som trykker græsset jævnt.
Hvad siger du til kritikken om banens svingende stand?
”Vi er et af de travleste stadions i Europa, og det kan give overbelastning. Vi kan i perioder have syv kampe og fem træningskampe på en måned, foruden koncerter. Der kan vi ikke altid være med.”
Hvilket fodboldhold har været hårdest ved grønsværen?
”Bayer Leverkusen, der spillede med i play-offs til Champions League. De kunne godt lide at spille ’kant’, hvor fire spillere danner en firkant med to spillere i midten, der jagter bolden. Det lavede de konstant. Dagen før kampen knuste de en halv bane på en times træning.
Så kom de dagen efter til opvarmning og gjorde det samme igen. I halvlegen gentog reservespillerne kantspillet, og efter kampen varmede de ned med mere af det samme. Da var jeg ved at være relativt træt af dem. Det tog to uger at få liv i græsset igen.”
Annonse
Hvad er det værste, du kan se på en fodboldbane?
”Det er aldrig rart at se en glidende tackling eller en glidende fejring efter et mål. En af de værste ting er de målmænd, der skraber en streg med fodboldstøvlerne for at markere midten af målet. Vi arbejder i 4-5 timer efter hver kamp på at udbedre skader.”
Daniel Madsen er ekspert i græs og har siden 2006 arbejdet som groundsmanager på FCK’s hjemmebane, Telia Parken