Fjernstyrede fly tager over for piloter
Flyselskaberne kan spare milliarder på pilotfri fly - men kunderne er ikke klar til udviklingen
Der er mange penge at spare for flyselskaberne ved at satse på fly uden piloter ombord, men mange kunder er afvisende over for den nye teknologi, viser en ny undersøgelse.
Foto: Getty Images
Forestil dig, at du skal på en solskinsrejse til Italien i sommerferien. Du checker ind i lufthavnen, går igennem sikkerhedschecket og venter til sidst i terminalen på, at flyet begynder at boarde. Alt fungerer helt, som det plejer. Altså lige indtil du stiger på flyet og opdager, at der hverken er et cockpit eller piloter ombord. Ville du stadig tage afsted?
Hvis ikke, så er du ikke alene. Den schweiziske bank UBS har nemlig netop offentliggjort en note, hvori de har undersøgt udviklingen inden for pilotfri fly og kundernes holdning til dem. Ud af de 8.000 personer, der er blevet adspurgt i undersøgelsen, svarer over halvdelen, at det er usandsynligt, at de ville vælge denne flytype - også selvom billetprisen var reduceret.
Den generelt lunkne holdning til de nye fly er dårligt nyt for flyselskabsindustrien, som UBS spår kan spare omkring 35 milliarder dollars om året ved at gå over til at flyve med pilotfri fly. Besparelsen består ifølge UBS af en række forskellige faktorer, herunder at minimere de økonomiske ressourcer, der lige nu bruges på at træne og vedligeholde piloternes færdigheder. Ud over besparelsen vil også sikkerheden på flyene blive øget, idet risikoen for menneskelige fejl i cockpittet minimeres, skriver banken.
Trods den generelle modstand mod pilotfri fly peger resultater dog på, at der kan være generationsforskelle i holdningen til flyene. Blandt alle undersøgelsens respondenter svarede kun 17%, at de godt kunne finde på at købe billetter til et pilotfri fly. Ser man udelukkende på svarene fra personer i aldersgruppen 18-34, stiger denne svarprocent til 30%.
Kommercielle flyselskaber har allerede leget en smule med udvikling af teknologien. Tidligere i sommers skrev mediet CNBC om, at Boeing undersøgte de teknologiske muligheder inden for pilotfri fly. Her udtalte selskabet, at de vil begynde at teste den nye teknologi til næste år.
UBS skriver dog i deres note, at der på nuværende tidspunkt er udfordringer med både “design, sikkerhed og teknologi” i forhold til at realisere den nye rejseform. Så der går nok noget tid, inden vi i ferierne kan hoppe på pilotfri fly med kurs mod sydens varme.
LÆS OGSÅ: Robotterne kommer: Indtast din stilling på denne hjemmeside, og se om de tager dit job
LÆS OGSÅ: Verdens første flyvende bil kommer på markedet i slutningen af året
LÆS OGSÅ: Bill Gates’ forudsigelser fra 1999 er uhyggeligt rigtige i dag