Tidligere jægersoldat Thomas Rathsack: "Du kan ikke løbe rundt med kugler om ørerne i Bagdad og være emotionel"

Anden sæson af dit program ’Korpset’ på TV 2 er netop startet. Hvad kræver det at blive jægersoldat?

”Man kan være nok så fysisk stærk, mens hvis du ikke har den nødvendige viljestyrke, når man står i en mørk skov i regn og kulde midt om natten, kommer du ikke langt. Man er så sulten og træt, at man er ved at falde om, ens fødder er så hævede, at de ikke kan være i støvlerne, skuldrene gør afsindigt ondt pga. den tunge oppakning, og man aner ikke, hvornår man kommer hjem. Det kræver en ekstrem mental styrke at fortsætte, og har du ikke den, klarer du det ikke. Der skal 70 procent mental og 30 procent fysisk styrke til for at gennemføre Jægerkorpsets optagelsesprogram. Der er en grund til, at kun ca. 10 procent af ansøgerne klarer den.”

Hvad vil du opnå med at lave ’Korpset’?

”Jeg vil gerne forsøge at give seerne et indblik i den danske mand anno 2018. Hvad er han for en størrelse, og hvordan reagerer han på det pres, som vi udsætter ham for i otte døgn? Jeg vil gerne se, hvordan han opfører sig, når han er mentalt afklædt. Desuden vil jeg gerne give seerne et lille indblik i den verden, jeg kommer fra.”

Har den danske mand så overrasket dig positivt eller negativt?

”Han er bedre, end jeg havde forventet. Jeg var meget betænkelig inden den første sæson. Jeg frygtede, at der ville møde 30 unge mænd op, som bare ville flexe deres muskler på tv, så de kunne tage hjem og score damer i fitnesscenteret. Men de var alle ekstremt dedikerede, og det kom lidt bag på mig.”

Din medvirken i programmet har betydet, at du er kommet i ’bad standing’ i Jægerkorpset, fordi nogle mener, at du er med til at fremstille korpset på en forkert måde. Kommer kritikken bag på dig?

”Jeg har stadig til gode at blive kontaktet af Kåre Jakobsen, der er leder af Jægerkorpset, og få en forklaring på, hvad problemet egentlig er. Da jeg var i Jægerkorpset i begyndelsen af 90’erne, blev der lavet en dokumentar, der viste, hvordan vi trænede, og i 00’erne kunne man se jægersoldater i aktion i Afghanistan i programmet ’Rød Zone’, så jeg ved ikke, hvorfor netop dette program er så slemt. Vi har tilmed en disclaimer i starten af hver udsendelse, hvor der står, at det ikke er de samme øvelser som i Jægerkorpset, men blot er inspireret af dem.

At mit billede på Flyvestation Aalborg (Jægerkorpsets hovedkvarter, hvor alle nuværende og tidligere jægersoldaters portrætter er hængt op, red.) er blevet vendt i vanære, så bagsiden vender udad, får mig ikke til at ligge søvnløs. Det er alligevel et dårligt billede, og mit ansigt er fyldt med bumser. Men det sidste, jeg ønsker, er at genere Jægerkorpset.”

Du har tidligere været i modvind, da du skrev ’Jæger – i krig med eliten’ om dine krigsoplevelser. Hvorfor skrev du bogen?

”Jeg var netop stoppet i Jægerkorpset, mentalt udkørt, og takkede derfor ja til et skrivebordsjob i Hjemmeværnet i København. På et tidspunkt var der en, der sagde: ’Hvorfor skriver du ikke en bog om dine oplevelser?’ Det var aldrig min hensigt, at bogen skulle afsløre noget kontroversielt om Jægerkorpset, den var snarere tænkt som et hyldestskrift, og det mener jeg ikke, at der kan være tvivl om, når man læser den. Men det endte med en stor skandale, som Forsvaret selv startede. Jeg ville ønske, at de havde brugt min bog positivt i stedet.”

Hvorfor tror du selv, at du skaber ballade?

”Jægerkorpset er meget firkantet sagt en todelt arbejdsplads. Der er den ældre del, som mener, at man per definition skal holde sin kæft og ikke sige noget om noget som helst. Og så er der en yngre og mere progressiv del, som jeg tilhører, der godt kan se pointen i, at man fortæller om specialstyrkerne. Det er to meget forskellige kulturer, der har det med at støde sammen, og det er også tilfældet i de sager, jeg har været involveret i.”

Hvornår gik det op for dig, at du ville være jægersoldat?

”Jeg hørte om Jægerkorpset i mine tidlige teenageår, da jeg læste bogen ’Sådan!’ af den tidligere jægersoldat Carsten Mørch. Den beskriver hans træning som jægersoldat, og hvordan han gennemførte det amerikanske Ranger-kursus som den bedste ud af 200. Bogen åbnede en helt ny verden for mig.

Jeg var ikke særlig god i skolen, og livet som jægersoldat tiltalte mig, fordi det virkede praktisk og fysisk. Allerede dengang besluttede jeg mig for, at jeg ville være jægersoldat. Jeg begyndte at træne benhårdt og disciplineret for at blive god nok, selvom jeg først søgte ind ti år senere. Det var første gang i mit liv, jeg følte, at jeg havde et reelt mål.”

Hvad var den værste øvelse, du blev udsat for i din træning?

”Jeg hader koldt vand, og på aspirantkurset er der et fag, der hedder koldvandstilvænning. Typisk havde vi været ude og marchere hele natten, hvorefter vi blev kørt ud til en lystbådehavn og smidt i vandet i fuld uniform. Vandet var kun otte-ti grader varmt, og vi skulle være dernede i en time og gennemføre den ene benhårde øvelse efter den anden. Det fag knækkede flere af de andre aspiranter, men jeg havde trænet det hjemmefra, fordi jeg vidste, at jeg ville blive udsatfor de øvelser.

Som teenager købte jeg en hjemmeværnsuniform og hoppede i vandet om vinteren for at træne min krop i at håndtere kulden. Men uanset hvor meget, man træner, er det stadig modbydeligt.”

Du har gjort tjeneste i Afghanistan og Irak i to år. Hvornår har du været i størst livsfare?

”Jeg var udstationeret i Bagdad i 2004 og 2005. På det tidspunkt var byen delt op i en ’green zone’, hvor ambassaderne og amerikanernes hovedkvarter lå, og en ’red zone’, som var en regulær krigszone. En dag fik to soldaterkammerater og jeg til opgave at hente en gruppe irakiske håndværkere, der skulle lave noget på den danske ambassade. Men vi var forsinkede, fordi vi havde problemer med en radio, der skulle krypteres. Vi ankom til checkpointet mellem ’green zone’ og ’red zone’ to minutter senere end planlagt og parkerede 60-70 meter derfra. Det var min opgave at hente håndværkerne, så jeg steg ud af bilen.

I det jeg gik ned mod checkpointet, mærkede jeg et voldsomt tryk, der væltede mig bagover. Det sidste, jeg husker, er et lysglimt, en orange paddehattesky og et kæmpe brag. Da jeg kom på benene igen, var der død og ødelæggelse overalt omkring mig. De civile sprang for livet, der lå døde mennesker på jorden, og de amerikanske soldater skød vildt omkring sig. Det viste sig, at det var en selvmordsbomber, der havde sprunget sig selv i luften. Var vi ankommet til checkpointet til tiden, var jeg formentlig ikke i live i dag.”

Hvad gjorde den oplevelse ved dig?

”Jeg havde heldigvis mine kammerater, der også var til stede og oplevede det samme som mig, Vi brugte hinanden til at få afløb for de forfærdelige ting, vi havde oplevet, og det har altid været den bedste måde at bearbejde det på for mig. Al respekt for de dygtige psykologer, men de kan aldrig sætte sig ind i, hvad det vil sige at stå 50 meter fra en selvmordsbomber.”

Hvilken fordom om jægersoldater møder du oftest?

”Stereotypen på en jægersoldat er en enfoldig, robotagtig mand, for hvem følelser ikke betyder noget. Det er selvfølgelig noget sludder. Men som jægersoldat kan du ikke inddrage dine følelser i dit arbejde, og det er nok med til at skabe den opfattelse. Du kan ikke sidde på en klippeside i Afghanistan eller løbe rundt med kugler om ørerne i Bagdad og være emotionel.

Det er afgørende, at du er i stand til at lukke ned, indtil du har løst din opgave. Men det betyder jo ikke, at du slet ikke har følelser. Når jeg tager rundt og holder foredrag, forsøger jeg at aflive myten om jægersoldaten som den perfekte supermand, der kan klare alt.”

Tænder kvinder på en jægersoldat?

”Jeg fortæller sjældent kvinder, at jeg er jægersoldat, hvis de ikke kender mig godt, fordi jeg ikke vil have, at de skal tro, at jeg siger det for at være macho eller for at imponere dem. Men der er selvfølgelig en vis fascination forbundet med det, og der er da kvinder, der bliver imponeret af den meget maskuline verden, som Jægerkorpset er.”

Savner du nogensinde at leve som jægersoldat?

”Ja, hver dag. Jeg savner det intense kammeratskab og den høje grad af professionalisme. Det er ekstremt motiverende og inspirerende at arbejde med så dedikerede og seriøse mennesker. Men én ting savner jeg ikke: at fryse.”

LÆS MERE: Stort interview med Jan Gintberg: Født med en godartet humor

LÆS MERE: Kronprins Frederik nægtet adgang til australsk bar

LÆS MERE: Derfor har vi det så svært med politikere med skæg