Radiovært Signe Amtoft har fået sin engelske kæreste til Danmark: “Hvordan forklarer man borgerservice, Superligaen og Uffe Elbæk?”

Hvordan forklarer man koldskål? Forskellen på ‘en’ og ‘et’? Andelslejligheder? Udtrykket “kom så de hviiie” og “jeg går i seng, Hans Christian”? Hvordan forklarer man Danmark? Det er et spørgsmål, jeg stiller mig selv en hel del for tiden.

Efter otte år i London og en opvækst i en sydengelsk by, der meget vel har været kulisse til alle afsnit af Barnaby nogensinde, har min kæreste besluttet sig at flytte til København denne sommer, og det har startet en uddannelse i at være dansker. For os begge to.

For jeg troede kun, Danmark var ny for folk, der kom fra radikalt anderledes kulturer end den danske. Hvor stor kan forskellen være mellem kolde, våde, royale England og denne kolde, våde, royale andedam?

Men bare du flytter over til den anden side af Øresund, er der stadig et væld af nye ting, du skal vænne dig til. Nyt sprog, nye politikere, nye sportsklubber og nye mennesker bag disken hos købmanden. Og når jeg gang på gang ser min kæreste stå og føle sig som Manuel fra Halløj på Badehotellet, går det endnu en gang op for mig, at djævlen og danskheden ligger i detaljen.

Jeg har taget det første skridt og har skaffet Matador på DVD. Der er nemlig engelske undertekster, og “Quick, it’s a German” klinger jo ligeså godt, ikke? Ikke?!

Jeg må, imens jeg genser de første afsnit, konstatere at opleve Danmarks bedste serie er helt klart langsommere, end jeg husker den.

Mine venner har prøvet, bevares, at understrege dens kvaliteter for min kæreste:

“You’re gonna love it! How far are you? Have you seen Maude yet? I’m going to bed Hans Christian, ha ha. And Daniel, did he get the horse yet? Aw, poor Daniel. What about Gitte Grey? She’s still as pretty, you know. Yes, she’s very famous in Denmark.”

Jeg tror egentlig mest, den velmente begejstring forvirrer endnu mere. Vi er nået til afsnit tre, og indtil videre øver han sig mest på sin nyfundne parodi på tante Møghe og har konkluderet, at han gerne ville på pub med grisehandler Larsen. Jeg tror som sådan ikke, ‘den danske mentalitet’ har indfundet sig endnu. Det skal nok komme. Det er jo for helvede Matador. MATADOR.

Men der er jo en anden kulturarv, vi ikke må glemme. På et helt afsindig koldt forårsbesøg i Tivoli en aften i april, viser jeg ham Den Flyvende Kuffert. Den var min yndlingsforlystelse da jeg var lille, og jeg tænker, det er en god måde at få overstået mødet med gode gamle HC Andersen.

Mange af eventyrerne kender han, men han ved ikke, at de kommer fra HCA’s hånd. Dog kommer det mest akavede øjeblik, da han spørger ind til det mest populære eventyr. Jeg fortæller om ’The Tinderbox’, Fyrtøjet, som mange af os som børn har læst, fremført og fortalt videre.

Først da jeg begynder at fortælle ham om historien, og han bliver mere og mere forarget, går det op for mig, hvad det er, vi lærer vores børn i den akavede romantiks navn.

“Undskyld, bortfører soldaten en sovende prinsesse hver nat for at kigge på hende og kysse hende?” Jeg tænker, gør han egentlig det? Ja.

“Og det er efter, han har slået den anden kvinde ihjel, fordi hun ikke vil fortælle ham, hvad hun vil bruge fyrtøjet til?”

Ja. “Ok, men er der så en morale, hvor han får en straf? Altså, hvordan ender den?” Og det er jo her, jeg gerne vil sige, at soldaten lærer, at man ikke må gøre med kvinderne omkring sig som man vil, bare man får det som man vil have det.

“Han slår hele prinsessens familie ihjel og gifter sig med hende. Så.”

Maden er let, tænkte jeg. Engelsk mad er jo superklam, og det er som om, at englænderne ikke sætter pris på, at man fortæller dem det. Som ikke slagterkyndig var det svært at forklare stegt flæsk - “it’s like bacon but thicker”, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle forklare en frøsnapper, udover det sjove i at det kan oversættes til seedsnatcher.

Men jeg fik heldigvis ret. Både stegt flæsk, frøsnappere, leverpostej og koldskål (da jeg endelig fik stoppet ham i at kalde det ‘milk pudding’) faldt alle i god jord. Det er dog først nu gået op for mig, hvad det egentlig er vi putter i munden, når vi spiser salt lakrids. Salmiak, ammonium chlorid, klister med salt på, hvordan kan vi egentlig gøre det imod os selv?

Efter en diskussion om, hvorvidt det egentlig var rigtig salt, kommentaren “min tunge bliver aldrig våd igen!” og et glas vand er vi gode igen, og han har sidenhen endvidere forelsket sig i rugbrød, selvom han ikke kan bede om det.

Men det at vise Danmark frem har også været en øjenåbnende oplevelse. Vi er meget højere og smukkere og færre end folk i hans hjemby, og når jeg synes, der er langt mellem Aarhus og København eller Nørrebro og Amager må han le.

I København søger man lejligheder “i brokvartererne eller ydre et-eller-andet-bro”. I London søger man efter hvor mange gange man potentielt skal lade toget køre forbi på grund af myldretid om morgenen, hvor mange gange man skal skifte tog, og en time til arbejde er standard.

Jeg er også blevet bekræftet i, at politik er træls over hele linjen - ikke kun i Danmark. Afstemningen om, hvorvidt Storbritannien skal forblive i EU har naturligvis fyldt en del, og vi er nervøse for udfaldet.

I den forbindelse har jeg har lært noget nyt om den engelske måde at stemme på. Jeg troede for eksempel kun, det var i USA, man skulle registrere sig for at stemme. Men det gælder også for Storbritannien, hvor det er voldsomt bøvlet at stemme, især hvis man er ung. Som resultat deraf, ligger stemmeprocenten i landet på ca. 66%. Der blev jeg helt stolt af vores 85%.

Det er jo alt det sjove. Det turistagtige. Den lille glæde i at bede en udlænding om at tiltale min far, som hedder Knud eller at få dem til at spise neonfarvet sild. Men bare det at forklare det sjove og kulturelle ved Danmark er sværere, end jeg troede.

Og nu foreligger at skulle forklare borgerservice, arbejdsregler, Superligaen og Uffe Elbæk, og jeg er meget spændt på, hvordan det udarter sig, for det kræver, at jeg selv begynder at forstå DNA’et i det land, jeg altid bare har eksisteret i.

LÆS OGSÅ: Thomas Skov: Det ville jeg gerne have fortalt den 15-årige version af mig selv

LÆS OGSÅ: Lars: Ranthe: "Jeg er enormt sød i virkeligheden"

LÆS OGSÅ: ”Jeg har lovet min far, at jeg en dag vil komme videre efter hans død. Men hvordan?”