Everest uden ilt
Rasmus Kragh ville som den første dansker bestige Mount Everest alene uden kunstig ilt. I 2017 stod han tæt på toppen af verdens højeste bjerg. Kun nogle få hundrede meter holdt ham fra toppen. Men han var døsig af den manglende ilt, havde hallucineret og hørt stemmer. Han måtte vende om. Han forsøgte sig igen året efter, men her var det vejret, der spillede ham et puds.
I 2019 skulle det så være, og det lykkedes.
Kragh har filmet sig selv under de mange ekstreme prøvelser gennem årene, og det er der kommet en nervepirrende dokumentarserie ud af.
Se den her
Frigear
Er du fra provinsen, så ved du, hvor meget det betyder at få kørekort. For på landet kan du ikke klare dig uden en bil, den er din billet til frihed. I den nye reportage-serie 'Frigear' på DR3 følger vi en række unge danskere forskellige steder i landet, mens de hænger ud ved p-pladser og i værksteder og lever livet i deres biler. Fantastisk miljø, fantastisk cast. Og det er fortalt helt uden fordomme.
Se den her
Lover
Kan man blive afhængig af en anden? Tja, måske. Under alle omstændigheder kan man i hvert fald møde kærligheden nogle ret så aparte steder. Som på en afvænningsklinik, hvor man skal kureres for sin stof-afhængighed. Det er nemlig stofferne, der er omdrejningspunktet i den nye DR3-serie af Adam August.
’Lover’ er både virkelig grødet og elegant filmet, men samtidig også enormt specifik i sin fortælling. To mennesker med vidt forskellige værdier mødes, men et sted ligger et tydeligt svigt hos dem begge alligevel og lurer. Det er i afsøgningen af svigtet, at de måske kan finde hinanden og i kemien imellem dem, at små glimt af glæde opstår. Hvis ikke stofferne altså trækker dem helt ud af virkeligheden.
Se den her
Pressens kriminelle håndlanger
Det her er en vild dokumentar, der afslører en stor medieskandale i dansk pressehistorie. Fotograf Michael Forsmark var altid på pletten som første mand på gerningssteder, når der fx var bankrøverier. Han formåede også ofte som den eneste fotograf at skaffe billeder af den rygende pistol i potente kriminalhistorier. Det var ham, som det kun lykkedes for at finde frem til Hans Engells smadrede bil efter politikerens spritulykke på motorvejen i 1997 og fotografere den.
Da Den Lille Havfrue fik hugget hovedet af, kunne han også finde frem til det og tage billedet. Derfor elskede de danske aviser og tv-stationer Forsmark. Problemet var bare, at Forsmark, der har flere fængselsdomme for blandt andet indbrud bag sig, ofte selv manipulerede med billederne eller opdigtede og fremtvang de vilde afsløringer.
Tilbage må sidde en masse redaktører med mere end bare røde ører, for de satte aldrig spørgsmålstegn til Forsmarks metoder eller kriminelle fortid.
Se den her
Muldvarpen - undercover i Nordkorea
Der er allerede sagt og skrevet meget om Mads Brüggers vanvittige dokumentar 'Muldvarpen', hvor den førtidspensionerede kok Ulrich Larsen og den fiktive oliemilliardær Mr. James afslørede, at Nordkorea er klar til bryde internationale sanktioner ved ulovlig handel med våben og narkotika. Det spøjse og umage makkerpar blev præsenseret for en hel spiseseddel med våben, der var på niveauet lige under atomvåben, og som de kunne købe af nordkoreanske embedsmænd. Afsløringerne har skabt genklang verden over.
Inden du sætter dig og ser dokumentaren, bør du læse Euromans store portræt af Mr. James.
Se den her
Babylon Berlin (sæson 1-3)
Sjældent har en serie været så smuk og så grim på samme tid. Vi får fejende flotte billeder af godstog fyldt med nervegas, der skærer sig gennem landskabet, og vi får et indblik i den beskidte fattigdom, der findes lige under facaden i et Berlin, der stadig slikker sårene efter det store nederlag i 1. verdenskrig.
Den er heldigvis ikke én lang optakt til Hitler, men en selvstændig historie, eller faktisk flere i én. Det gennemgående plot er en forholdsvis traditionel kriminalhistorie, hvor man følger den krigstraumatiserede politikommissær Gereon Rath, der skal finde en gemt russisk guldskat, opklare en stribe mord og forhindre højforræderi, men den er også et tidsbillede på et multikulturelt Berlin med grænsesøgende sex og kontant klassekamp i gaderne.
Hvert afsnit er næsten i en spillefilms længde, hvilket kan virke en smule langt til tider. Men der er grund til at kippe på hatten for dette utroligt ambitiøse tyske projekt, der sparker nyt liv i serieverdenen.
Se den her
Skyld
Hvis du vil grine og grine og grine i sofaen, skal du se ’Skyld’. Det er i sig selv flabet at have placeret sit grundtema i selve titlen, men ikke desto mindre formår Emma Sehested Høeg og Magnus Haugaard at blæse én bagover.
De spiller et yngre par, der sidder i en bil, og over ni korte episoder formår de at udstille det vestlige forfald – ja, intet mindre! – på hysterisk morsom vis. Det er den skabagtige over for tøffelhelten, og gang på gang skifter dynamikken i den lille kabine. Konstant fornemmer man, at kæresteparret har en skyldfølelse så tung som Mount Everest liggende på sig, men samtidig er hverdagsproblemerne genkendelige og til at overskue. Eminent, enkel og suveræn serie.
Se den her
Diego Maradona
Diego Maradona døde desværre i 2020 af et hjerteanfald, 60 år. At Maradona altid var en kilde til beundring og foragt, demonstrer denne fremragende og hjerteskærende dokumentar fra 2019.
Filmen viser usete optagelser fra 1984-1991 og fortæller historien om fodboldlegendens vej til storhed i den italienske by Napoli – og hans fald fra tinderne, da kokain, mafiaen og storhedsvanviddet kom i vejen.
Se den her
Normale mennesker
Den var nærmest dømt til at skuffe på forhånd, filmatiseringen af Sally Rooneys anmelderroste roman ’Normal People’. For kan noget, der fungerer så godt på skrift, blive til en god serie? Det var derfor mere end en glædelig overraskelse, at serien var en fremragende fortolkning af fortællingen om Connell og Marianne og deres komplicerede forhold til både hinanden og omverdenen.
Med gode skuespilpræstationer fra hovedrollerne, de relativt ukendte Paul Mescal og Daisy Edgar-Jones – førstnævnte er netop blevet nomineret til en Emmy for sin rolle – og et soundtrack, der går lige i hjertekulen, er der både lagt op til frustration og fugtige øjne, når Connell og Marianne famler sig frem til både at finde ud af, hvem de er, og hvad de vil.
Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med serien, skal du i gang, for her er en af de bedste kærlighedsserier, du kommer til at se.
Se den her
En frygtelig kvinde
Det skabte stort postyr, da Christian Tafdrup tillod sig at lave en komedie om, at kvinder sommetider er andet og mere end søde og dejlige i et parforhold. ’En frygtelig kvinde’ hidsede mange op, men ikke desto mindre kan dens humoristiske kvaliteter ikke afskrives. Anders Juul spiller manden, der bliver en større og større vatpik, fordi han i kvinden – fuldstændig forrygende spillet af Amanda Collin – ikke kan se andet end herligheder.
Altså lige indtil han føler sig kvalt. Det er så urkomisk en skildring af det moderne parforhold, at man både gyser og griner. Og især Amanda Collin formår at turnere en afsindigt irriterende og alligevel virkelig interessant hovedrolle.
Se den her
Den skyldige
Gustav Møllers spillefilmdebut ’Den skyldige’ høstede ros og international opmærksomhed i 2018. Den psykologiske thriller vandt publikumspriserne ved de prestigiøse filmfestivaler Sundance i USA og IFFR i Rotterdam.
’Den skyldige’ foregår på en og samme location, en alarmcentral, og tager sin begyndelse, da politibetjenten Asger Holm besvarer et 112-opkald.
En kvinde i den anden ende af røret siger, at hun blevet kidnappet. Kort efter bliver forbindelsen afbrudt, og Asger Holm — i skikkelse af skuespiller Jakob Cedergren – sætter alt ind på at opspore kvinden og hendes kidnapper. Det eneste redskab, han har i jagten, er telefonen på alarmcentralen.
Se den her
Den unge Zlatan
En fantastisk sportsdokumentar fra 2015 om ikonets første år som professionel fodboldspiller i Malmö. Da 'Den unge Zlatan' skulle lanceres i Danmark året efter, lavede vi her på Euroman et interview med instruktøren Fredrik Gertten. Han sagde blandt andet:
”Min bror, Magnus Gertten, og jeg havde i mange år en masse videomateriale liggende med Zlatan. I slutningen af 90’erne lavede vi en dokumentarfilm om Malmø FF’s kamp for overlevel-se i Allsvenskan (den svenske pendant til Superligaen, red.).
Vi lærte spillerne godt at kende, og da Malmø FF rykkede ud af Allsvenskan, blev vi enige om at lave en dokumentarfilm mere, der skulle hedde ’Vejen tilbage’. Vi havde opdaget, at der var en stor kløft imellem de ældre og de yngre spillere på holdet, og den unge opkomling Zlatan Ibrahimovic repræsenterede dette eminent godt.
Han var ikke bange for at sige, at han kunne blive verdens bedste, og mange var enige – de var såmænd bare overbeviste om, at han ikke havde mentaliteten til at blive verdens bedste i en holdsport. Vi blev lynhurtigt draget af hans væremåde og selvtillid. Alligevel troede vi egentlig ikke, at vi nogensinde skulle bruge alt vores overskydende materiale med ham, men så gik Zlatan Ibrahimovic jo hen og blev større end Sverige.”
Se den her
Casper & Mandrilaftalen
Kun de færreste tv-chefer levnede ’Casper & Mandrilaftalen’ en chance for at finde et publikum, da programmet havde premiere en sen hverdagsaften i marts 1999. Men i dag, mange år efter, rager programmet op som Gladsaxe-senderen i et landskab af forudsigelig dansk tv-komik, der gik i glemmebogen næsten samtidig med, at det blev sendt.
'Casper & Mandrilaftalen’ er et af de mest absurde, opfindsomme og underholdende programmer i dansk fjernsyn nogensinde. Figurer som Broder Salsa, Gentleman Finn og Bjarne Goldbæk er udødeliggjort.
I alt optrådte 250 figurer i løbet af de to sæsoner, som Mandrillen blev sendt. Og hvis du kun har set DVD'erne, der er sammendrag, så bør du se alle 67 afsnit i deres fulde længde.
Se det her
Hvid mands dagbog
Da den danske våbenhandler Peter Frederiksen bliver anholdt i Sydafrika, finder politiet afskårne kvindelige kønsdele i hans fryser. Dokumentaren følger den helt absurde sag tæt og har fået eksklusiv adgang til manden og politiets efterforskning, mens han sidder fængslet. Forargelse og væmmelse er garanteret.
Se den her
Se, hvad vi ellers skriver om: Dokumentar, Serier, Streaming, Anmeldelser og Danske serier