Det skal du streame i juli

Du har sommerferie, og når vejret ikke indbyder til at være ude, kan du blandt andet forkæle dig med nye sæsoner 'Klovn', 'Better Call Saul' og 'Stranger Things'. Du har en god måned i vente.

Det skal du streame i juli
Offentliggjort

‘The Gray Man’

Det er Netflix' dyreste filmprojekt til dato og har Ryan Gosling og Chris Evans i hovedrollerne. Russo-brødrene Anthony og Joseph, der tidligere har instrueret 'Captain America' og 'Avengers', står bag, og de mange penge er i den grad blevet brugt på actionprægede scener.

'The Gray Man' handler om CIA-agenten Court Gentry (Ryan Gosling), som må gå under jorden, da han afslører store og dystre hemmeligheder i bureauet og får hans hans tidligere makker, Lloyd Hansen, og alverdens lejemodere på nakken.

Hvis du er til actionfilm som 'Mission: Impossible', 'The Bourne Identity' og 'James Bond', er Netflix' nye storfilm et must.

Premiere 22. juli på Netflix

'Klovn' – sæson 9

Du kan passende sætte roséflasken på køl.

I den nye 'Klovn'-sæson har Revisor-Kurt blandt andet fået overtalt Frank og Casper til at investere i en luksus-yacht, man skal finde vinderen af den årlige tennisturnering, Frank tager til Folkemødet på Bornholm for at holde en klimatale, og så er CC igen havnet i en 'tys-tys'.

Magnus Millang, Sofie Linde, Bjarne Corydon, Simon Kvamm og Anders Breinholt er blandt navnene på rollelisten.

Premiere 17. juli på TV2

'Better Call Saul' – sæson 6, del 2

"’Better Call Saul’ er en af alle tiders bedste serier, og det bliver uhyre interessant at se om sjette og sidste sæson kan leve op til de foregåendes tårnhøje niveau. Hvis det er tilfældet, vil den være bedre end dens faderserie ’Breaking Bad’. Den havde de færreste set komme."

Sådan skrev Euromans Boris Schilling Weiss inden premieren på første del af sjette sæson tilbage i april, der bød på syv afsnit. Og som i den grad formåede at holde det tårnhøje niveau.

Nu skal vi heldigvis ikke vente meget længere på anden del af finalesæsonen, der er seks afsnit lang, og se, hvordan det hele ender for den skruppelløse advokat med de vanvittige tv-reklamer.

Premiere 12. juli på Netflix

'How to Screw it All Up' – sæson 1

I denne spanske serie følger vi en gruppe unge mennesker, der tager på roadtrip uden de store planer og ikke, hvor de ender.

Det hele starter med, at den planlagte studierejse bliver aflyst, hvilket frustrerer den nye og vanskelige elev Alba, fordi det ødelagde hele hendes plan om at flygte hjemmefra. Hun finder dog ud af, at flere af hendes klassekammerater har tænkt sig ikke at fortælle forældrene om den aflyste studierejse og i stedet udnytte muligheden for at tage på roadtrip i tre uger.

De stjæler en bil og er frie.

Premiere 1. juli på HBO Max

'Stranger Things' – sæson 4, del 2

“Hawkins will fall.” Sådan lyder den nedslående profeti fra Dr. Martin Brenner til Eleven, da hun desperat forsøger at forlade laboratoriet, hvor hun har opholdt sig for at få fordums styrke, og komme tilbage til sine venner i Hawkins og hjælpe dem mod Vecnas ondskab.

“It’s over. Now I just want you to watch. Your friends have lost," kan man høre Vecna sige i traileren til anden del af fjerde sæson.

Det lægger op til en episk og nervepirrende finale af 'Stranger Things', som byder på to afsnit. Finaleafsnittet varer imponerende 2,5 time.

Premiere 1. juli på Netflix

'Spider-Man'

Vi slutter af med en servicemeddelelse til alle fans af 'Spider-Man': Disney+ gør fire film med Marvel-superhelten i edderkopdragten tilgængelig på platformen. Der er tale om 'Spider-Man 2' (2004), 'The Amazing Spider-Man 2' (2014), 'Spider-Man: Homecoming' (2017) og 'Spider-Man: Into the Spider-Verse' (2018).

Popcornene må du selv stå for.

Kan ses fra 1. juli på Disney+

Se, hvad vi ellers skriver om: Streaming, Serier, Netflix, HBO og Film