En klasse fuld af syvårige børn sidder med hovederne pænt bøjede over bøgerne og en koncentreret finger, der følger bogstavernes gang på papiret. Imens pisker Heidar Logi Elíasson rundt fra bord til bord med et stort smil og tager små afsæt til hop på bordkanterne.
Heidar og jeg har gået i klasse sammen i begyndelsen af 00’erne, da vi var børn. Det er 17 år siden nu. Han havde ADHD, som han havde fået konstateret allerede som seksårig, inden han flyttede fra Island til Danmark med sin familie, hvor hans forældre skulle studere på universitetet. På en lettere skrattende telefonforbindelse spørger jeg ham, om han kan huske episoden i klasselokalet. Han smiler til computerens kamera.
”Nej, overhovedet ikke! Men Lene har fortalt mig om den. At jeg bare sprang rundt mellem bordene,” siger han. Lene var vores gamle klasselærer, der lærte os, at Heidar havde brug for at brænde lidt ekstra energi af engang imellem, og det satte vi egentlig ikke spørgsmålstegn ved. Det var bare sådan, det var.
Annonse
”Jeg blev jo sendt ud i næsten hver time. Og jeg kan bare huske, at når jeg kom ud, så løb jeg så hurtigt, som jeg overhovedet kunne, fordi jeg syntes, det var så godt at få vinden i håret. Så løb jeg rundt om hele skolen. Frem og tilbage, igen og igen,” siger Heidar.
I dag lever han et kernesundt liv, surfer rundt i hele verden, underviser i yoga og er model og ambassadør for det islandske outdoormærke 66 North. De sponsorerer hans surferture og tager billeder og videoer derfra. Men fra han var seks, til han var 16 år, var ritalin en ligeså naturlig del af hans liv som havregryn med mælk på en skolemorgen.
Ritalin er den medicin, man giver til folk, der lider af opmærksomhedsforstyrrelser, overdreven aktivitet og impulsivitet, også kaldet ADHD. Heidar faldt ind under den kategori. Og da vi var 8-9 år, gamle måtte han forlade vores klasse på Herningvej Skole i Aalborg Øst. Han krævede mere opmærksomhed, end lærerne kunne mønstre. Han passede ikke ind i systemet, og derfor blev han flyttet til en institution. Det skulle blive det første skifte i en alenlang række.
”Jeg var virkelig et deprimeret barn fra en meget tidlig alder. Jeg passede ikke ind, og jeg havde ikke lyst til at være til. Når jeg tænker over det, bliver jeg så trist. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke havde lyst til at leve. Men jeg tror, det var fordi, jeg ikke fungerede. Der var noget, der virkelig var galt. Og jeg var anderledes end alle de andre børn,” siger Heidar.
Han husker ikke særlig meget fra sin barndom. Det hele er sløret og præget af skoleskift, skældud og mange timer uden for døren.
”Nogle gange blev jeg bare sendt ud for at løbe og lige falde ned igen og komme ind igen. Men hver anden dag eller sådan noget blev jeg sendt ned til skoleinspektøren. Vi blev gode venner. Når jeg kom ned til ham, så kom han med farver og papir, så jeg kunne sidde og tegne. Det var faktisk meget hyggeligt. Men jeg kan huske, at vi havde en vikar engang, der blev helt vildt sur. Han tog mig, løftede mig op og hamrede mig ned i bordet igen, mens han råbte af mig foran hele klassen. Jeg blev så bange. Og jeg kan ikke engang huske, hvad jeg havde gjort.”
Annonse
Mens vi taler, ryger hans ene ben akrobatisk op i en yogastilling. Og engang imellem afbryder han sig selv for at slå et ord eller to op på Google Translate. Vi jonglerer imellem tre forskellige sprog. Dansk, islandsk og engelsk. Hele tiden gør han sig umage med at finde de rigtige ord og beder mig om at rette ham, hvis han siger noget forkert.
”Jeg er jo meget svær. Og jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan lærerne har kunnet være så tålmodige med mig. Jeg passede ikke ind i systemet. Det var virkelig hårdt for mine forældre også. De vidste ikke, hvad de skulle gøre, og jeg kom altid i problemer. Tit så cyklede jeg ned til Lene og bankede på døren og sagde: ”Hej, nu er jeg her,” og så kom jeg bare ind og var der hele dagen. Jeg sad bare på sofaen. Der var bare noget derhjemme hos hende, som var ret dejligt. Jeg kunne være rolig der,” siger han på et dansk, der er rundet af et syngende islandsk. Det er mere end 11 år siden, han boede i Aalborg, så de bløde d’er ligger en anelse langt væk.
De mange timer uden for døren betød, at Heidar kom bagud i skolen, og fra Herningvej Skole i Aalborg Øst blev han sendt på institution, hvor han boede et par måneder. Her var der masser af høns og tid til at være udenfor, og det passede ham mesterligt. Men efter et par måneder blev han sendt til en ny skole og efter det endnu en ny skole – måske en til, han kan ikke huske det længere. Han sagde til lærerne, at han ikke følte sig som de andre børn, og i 6. klasse flyttede han med sin familie hjem til Island, da hans forældre var færdige med at læse.
Jeg har kun set ham en enkelt gang siden da. Nu giver han mig en rundtur i forstaden til Reykjavik gennem kameraet på den bærbare computer. Der er grønt og blåt, så langt øjet rækker fra forældrenes dagligstue på. Her bor han, fordi han nyder at have familien helt tæt på, når han er hjemme fra sine surferture.
”Det er en dejlig dag på Island” siger Heidar og smiler. Ansigtet er broderet med fregner og vidner om et liv, der mest bliver levet uden for.
”Jeg var i min egen lille verden, da jeg var barn, og jeg vidste ikke, hvad det ville sige at være normal. Så i min verden var jeg jo bare normal. Min egen verden kunne være virkelig god, men også virkelig dårlig. Når man har så meget energi, så gør man ting, som normale børn ikke ville gøre. Jeg kunne føle mig så trist og havde lyst til bare at forsvinde. Men jeg havde jo ikke superkræfter til bare at forsvinde. Jeg husker, at jeg bare løb. Vi plejede at bo i en lille by en time fra Reykjavik, og jeg kan huske, at jeg bare løb ud i græsmarkerne. Det var min måde at forsvinde på dengang,” siger han.
På den sidste skole i Danmark var der masser af lærere til få elever. Og herfra gik det stærkt. Han kom på niveau med sine jævnaldrende, og tilbage på Island begyndte han i en almindelig 7. klasse. Selv siger han, at det er ritalinen, der fik ham så langt frem i skolen. Den gjorde, at han kunne fokusere og være koncentreret i længere tid af gangen, og uden den ’havde han været over det hele’, som han siger. Men dosen af ritalin steg proportionalt med hans alder, og da han var 16 år, var mængden enorm. Medicinen gav fokus, men til gengæld stjal den også en del af hans personlighed og begravede den.
Annonse
”Da jeg var 16 år var dosen så høj. Den blev højere hele tiden, fordi det ikke virkede så godt igen på mig. I normale samtaler kunne jeg mærke, hvordan mine ord og mine samtaler blev langsomme. Hvis folk spurgte mig om noget, var der ikke rigtig noget, der dukkede op i mit hoved. Ingen svar. Uden medicinen tænkte jeg hurtigere og fandt på svar og jokes,” siger Heidar og fortsætter:
”Min mor sagde altid, at jeg skulle gå i skole og lave mine lektier. Men jeg sagde til hende, at jeg sagde op. Jeg stoppede med medicinen, og det endte med, at jeg også blev nødt til at stoppe i skolen. Jeg havde været på ritalin i ti år, og jeg var nødt til at lære mig selv og min krop at kende fra scratch. Jeg kom helt ud af kontrol. Jeg freakede ud og kom i flere og flere problemer. Fest hele tiden, politistationer. Ikke noget, der er værd at tale om. Jeg satte et dårligt eksempel.”
Herfra gik livet mest af alt ud på at feste. Han fik job som bartender, og de eneste weekendaktiviteter, han kendte til, var druk. Til sidst havde han været fuld i to måneder i streg.
”Jeg havde en kæreste på det tidspunkt, og en dag sagde hun til mig: ”Heidar, vi har datet i to måneder nu, og jeg har aldrig set dig ædru.” Jeg sagde bare, hvad snakker du om – jeg er ædru om morgenen.”
Men ekskæresten mindede ham pænt om, at han aldrig sluttede dagen uden at få minimum to øl at sove på. På det tidspunkt var han omkring 19 år.
”Jeg kunne slet ikke selv se problemet. Det er jo bare dejligt at falde i søvn, når man har fået lidt at drikke. Til sidst sagde hun, at hun ikke ville se mig ende som sin far eller som min far. Hun drak også meget, så jeg sagde til hende, at hvis hun stoppede, så gjorde jeg også. Vi besluttede at stoppe fra nytårsaften. Det er noget af det sværeste, jeg nogensinde har gjort. Jeg havde været fuld i to måneder i træk, og jeg tog på arbejde og svedte og havde det skidt. Da vi spiste middag nytårsaften, drak jeg rødvin til maden og tænkte, at der ikke var nogen grund til at vente til i morgen.”
Alkohol havde givet ham problemer, siden han begyndte at drikke som 13-årig, men den rødvinstår skulle blive den sidste. I begyndelsen var det svært at finde på noget at lave uden alkoholen. Vennerne festede stadigvæk hver weekend, mens Heidar fortsatte sit bartenderjob. Med aftenarbejdet kunne han langsomt begynde at fylde dagstimerne ud med endnu mere snowboarding og campingture i weekenderne i Islands vilde natur mellem gletsjere og vulkaner.
”Jeg er vokset op med at stå på skateboard, og da jeg flyttede tilbage til Island, begyndte jeg at snowboarde. Da jeg var 16, ville jeg gerne blive professionel, så jeg snowboardede hver eneste dag og øvede mig. På det tidspunkt mødte jeg en fyr, som i dag, er min bedste ven. Han og hans venner tog mig med ud at surfe, og de satte et eksempel for mig i forhold til, hvordan jeg skulle leve mit liv, og hvordan jeg ikke skulle. Han tog mig under sine vinger. Jeg behøvede ikke betale for benzin, og han gav mad, når vi var ude. Jeg gik ikke i skole, og jeg havde ikke et arbejde, men min mor var så glad, fordi hun endelig kunne se, at jeg havde det godt.”
Et års tid efter rødvinståren nytårsaften skrottede han også al tobak, og som 21-årig droppede han sukker og al forproduceret mad for at få endnu mere styr på sig selv og sin ADHD.
”Jeg besluttede, at jeg kun ville spise ting, man kan gro, så jeg tog i supermarkedet, og rendte rundt i en halv time, men det, eneste jeg havde i hånden, var en rød peber, fordi jeg ikke anede, hvad man skulle købe, haha. Jeg var vant til bare at spise brød og smør og den slags.”
Idéen til de rene madvaner blev plantet i Heidars hoved af en vens onkel. Han levede kun af ting, der gror naturligt. Heidar blev betaget, men var kun 14 år, så tanken blev lagt i bero indtil for et par år siden, hvor han selv gik all in på at ’eat clean’. Men hvorfor alt eller intet? Der sker da ikke noget ved at spise slik eller pizza engang imellem, siger jeg til ham. Heidar indrømmer, at det kan være en udfordring at være på tur med surfercrewet, der mæsker sig i sandwiches og burgere, mens han sidder med sin pose med nødder og røde pebere. Men der er en mening med den strikse galskab.
”Jeg vidste, at hvis jeg kun skulle spise sundt halvdelen af tiden, så ville princippet være ligegyldigt. Når jeg vil have noget, så går jeg hundrede procent efter det. Hvis jeg ikke dedikerer mig hundrede procent til det, så går jeg hele tiden og tænker på, hvor meget jeg har lyst til slik. Hvis jeg spiste noget slik i går tænker jeg, oh well, jeg kan ligeså godt spise lidt slik i dag også. Jeg er nødt til at fjerne det helt og være dedikeret, hvis det skal lykkes for mig,” forklarer han.
I mere end to år har han kun drukket vand, te og juice presset fra friske frugter. Og så redder hummus de fleste grønsager, lader jeg mig forstå.
”Når jeg spiser sundt, er jeg meget mere afslappet, og jeg kan mærke min opmærksomhedsforstyrrelse meget mindre. Det bedste er, at jeg har god samvittighed. Jeg ved, at jeg behandler mig selv godt, og det gør mig lykkelig,” siger Heidar.
ADHD’en er altså ikke forsvundet på mirakuløs vis ved hjælp af et trylleslag, men Heidar har fundet sin egen måde at leve med den på. Han dyrker de ting, han elsker og vil gerne være et godt eksempel. Hans fortid har lært ham at skelne imellem, hvad han vil bruge sit liv på, og hvad han ikke vil bruge sit liv på.
”Jeg har fundet en måde at håndtere min ADHD på, og det er vigtigt for mig, at de ting, der virker er inden for rækkevidde. For eksempel yoga. Sidste sommer købte jeg en motorcross, så jeg kan køre ture i naturen, hvis vejret er godt. Og surfe selvfølgelig. Jeg lever af at surfe nu. Yoga er en sideting, som jeg ikke helt kan regne med på pengefronten. Men jeg er yogalærer, fordi jeg nyder det. Jeg har arbejdet med 66 North og lavet content for dem, og det er det bedste i verden at tage ud på en tur og arbejde derfra. Det er hvert fald min drøm.”
Han har brugt mange år på at lære sin krop og sig selv at kende, efter han stoppede på sin medicin, og han har endda fundet styrker i sin diagnose.
”Jeg kan multitaske. Det er fordelen ved ADHD – at jeg kan jonglere med mange forskellige ting på én gang. Men det kan lynhurtigt tippe, og når det sker, så taber jeg kontrollen over alt, og så får jeg det dårligt. Jeg er nødt til at lave en liste med ting, så jeg sørger for, at jeg kun laver én ting ad gangen. Ellers begynder jeg på det hele på én gang, og så kommer det ud af kontrol. Hvis ikke jeg skriver alting ned, så glemmer jeg det, jeg skal og laver noget sjovt og impulsivt i stedet for.”
Mens Heidar fortæller, vipper han skærmen på sin iPhone over imod mig. Skærmen afslører en lang liste, der viser, hvad han skal nå hver eneste måned, og hver aften, når han har ro til at tænke, ryger der som regel et par ekstra opgaver på. De fleste punkter på listen er akkompagneret af et sort flueben, der vidner om, at tøjet er vasket, eller at indbakkens e-mails er besvaret.
Selvom klokken kun er omkring 10:30 om formiddagen på Island, har han allerede nået det, han skulle i dag. Vandet er stille, men han regner med gode bølger resten af ugen. Den fysiske aktivitet er en af nøglerne til at have det godt for Heidar, for ADHD’en er ikke forsvundet.
”Jeg mærker min ADHD i dag. Helt klart. Jeg er ivrig i forhold til at gå fra én halvfærdig ting til en anden. Hvis jeg er derhjemme, kan jeg gå i gang med at vaske tøj. To timer senere går jeg forbi vaskemaskinen igen, og så er lågen åben, og vaskepulveret ligger ved siden af, og jeg tænker, hvordan kunne jeg glemme det.”
At sidde stille er stadigvæk en af de største udfordringer for den islandske surfer, så det der med at svare på e-mails og og skrive artikler om sunde opskrifter og aktiv livsstil til islandske hjemmesider og magasiner har tendens til at blive et tilbagevendende punkt på listerne. Skriverierne kræver jo netop, at man skal sidde stille. ”Og det er jeg jo ikke så god til,” siger han og smiler næsten undskyldende.
Heidar har rejst verden rundt for at surfe, og før i tiden havde han store drømme om at pakke sammen for at ride bølgerne på fuld tid og aldrig vende tilbage. Så det prøvede han.
”For 2-3 år siden sagde jeg, at jeg bare ville rejse væk og surfe resten af mit liv. Men det går jo ikke. Jeg prøved det igen. Jeg oplevede en masse ting, men jeg har brug for min familie og mine venner. Jeg har opdaget, at man ikke bare kan fjolle rundt og have det sjovt hele tiden. For mig er der tre ting, der gælder. Du skal have passion i det, du laver, din familie og dine venner, og så skal du arbejde for noget, der giver dig følelsen af at opnå noget,” siger Heidar.
Det var kedeligt i længden at være afkoblet fra hverdagen. Heidar savnede den og sin familie og venner. Så han vendte hjem igen.
”Når man gør ting for sig selv, begynder man at længes efter det normale og hverdagen igen. At man skal være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt om morgenen. At have et ordentligt formål. Det føltes så godt at komme tilbage ind i den rytme.”
Efterhånden har han både surfet i Californien, Canada, England, Frankrig og Spanien, men han vender altid tilbage til det nordatlantiske hav, der omkranser Island. Om sommeren er det småt med surfing, der kræver vind og høje bølger i det islandske klippelandskab, og det kan godt være en udfordring for en, der let bliver rastløs. Nordenvinden er lunefuld. I stedet for dyrker han yoga, kører motorcross, svømmer og hjælper sine venner.
Denne sommer hjalp han sin ven med at bygge hans hus for ikke at gå til. Det skal være hårdt fysisk arbejde, så søvnen indtræffer, så snart man lægger hovedet på puden.
”En af de vigtigste ting for mig nu er faktisk at arbejde. For hvis ikke jeg bruger min krop og laver noget hårdt arbejde, så får jeg ikke følelsen af at opnå noget. Man skal have følelsen af at arbejde for at nå sit mål. Hvis ikke jeg arbejder for noget, så føler jeg mig værdiløs. Når jeg afslutter et projekt, så føler jeg, at jeg er noget værd. For eksempel da jeg hjalp min ven med hans hjem. Om aftenen havde jeg det så rart. Det var en hård, men fantastisk dag, og jeg faldt i søvn med det samme. Det kan også være at fikse min bil, hvis den er i stykker. Købe delene og få den til at virke. Eller gøre huset rent. Alle ting, hvor du kan se et resultat.”
”I dag kan jeg ærligt sige, at jeg lever mit drømmeliv,” siger Heidar, der er ved at pakke til den næste surfertur på fredag.
