Har du styr på det store påskefrokostbord? Her er de bedste opskrifter

Har du styr på det store påskefrokostbord? Her er de bedste opskrifter

Påskefrokostsæsonen er over os, og skal du diske op med den helt store servering, har vi her samlet de bedste opskrifter. Vi giver naturligvis også et par anbefalinger til, hvad du skal have i snapseglasset.

Offentliggjort
Foto: Columbus Leth

Saltstegte sild med bløde løg, rødbeder og sennep

Saltsild er en bornholmerklassiker, som egner sig rigtig godt til det kolde bord til påskefrokosten. Sildene skal helst steges på dagen, men behøver ikke være brandvarme ved servering. Top evt. serveringen med frisk dild. De stegte sild kan sagtens lægges i en syltelage, hvis man har stegt flere, end der bliver spist, så kan de holde sig et par uger, og på den måde undgås madspild.

Se opskriften her.

Foto: Columbus Leth

Hjemmelavet leverpostej med bacon og champignon

Der er nærmest intet, der slår en hjemmelavet leverpostej på påskefrokostbordet. Det er absolut tiden værd at lave den selv, og heldigvis er det ikke svært.

De fleste kender en opbagning, og ellers skal resten jo blot blendes. Denne her postej består af lige dele levermasse og opbagning, og så bliver den kun bedre af at blive serveret med sprødt bacon og champignoner på toppen.

Er du alligevel til falds for at købe den færdiglavet, så vælg én fra din lokale slagter. Ellers kan du her finde testen af fabriksfremstillet leverpostej, som vores søstermagasin Gastro har lavet.

Find opskriften på den hjemmelavede leverpostej her.

Foto: Camilla Stephan

Hønsesalat med svampepulver og syltede bøge- og østershatte

Man skal stå tidligt op, hvis man vil lave denne gode hønsesalat, som Simon og Jacob Ballegaard serverer hos Ballegaards Smørrebrød i Charlottenlund. Faktisk skal man stå op en dag eller to i forvejen, men det er absolut hele planlægningen og arbejdet værd, for disker man op med en påskefrokost uden hønsesalat, er der næsten garanti for skuffede miner.

Find opskriften her.

Foto: Frederik Bille Brahe

Frederik Bille Brahes piskede smør

Der er noget pompøst over at servere et bjerg af luftigt smør, som samtidigt ser godt ud, og så er det meget, meget nemt at tilberede. Med andre ord: Pisket smør er en sikker vinder.

Er du bekendt med kok Frederik Bille Brahe og de efterhånden fem spisesteder, han har i København og Berlin, ved du også, at pisket smør er en tro følgesvend til retterne på hans steder. Vi har lokket den enkle opskrift og metode ud af ham, så du kan imponere med pisket smør til påskefrokosten.

Find opskriften her.

Foto: Santiago De La Vega

Adam Aamanns sprøde rugbrød og karrysild

Vil du imponere ved frokostbordet? Så skal du lave smørrebrødkongen Adam Aamanns hjemmelavede rugbrød og karrysild med løg, æbler og karse. Han lover, at du får et af de mest velsmagende rugbrød, som du nogensinde kommer til at smage.

Find opskriften her.

(Og orker du ikke at kaste dig ud i at lave din egen karrysild, kan du her finde Gastros karrysild-test)

Foto: Columbus Leth

Hjemmelavet rullepølse

Der er mange gode grunde til at lave sin egen rullepølse, mener kok Timm Vladimir. Smagen er den første, det giver sig selv. Men man kan få flere afsindigt lækre ting ud af det svineslag, man skal bruge til rullepølsen. Man får svinefedt og fedtegrever til smørrebrødet; ekstra flæskesvær; en lækker, velsmagende og hjemmelavet rullepølse; en god svinefond, man kan bruge til en sovs eller sin leverpostej.

Selve rullepølsen er slet ikke svær at lave, men de første gange, man prøver, kan det være lidt svært at rulle og binde den. Så få nogen til at hjælpe dig med det. Og lav endelig rigeligt – rullepølse kan nemt fryses.

Find opskriften her.

Foto: Chris Tonnesen

Grillet lammekølle med sennepsrub og myntesalsa og salat af rå courgetter og blomkål

Skal smørrebrødsudvalget efterfølges af en varm ret, kan man næsten ikke vælge andet end lam til påskefrokosten. Lav fx en lammekølle med myntesalsa, hvor køllen har fået en tur med en sennepsrub. I denne opskrift går senneppen igen i en dijonnaise-dressing til en sprød salat på rå courgette og rå blomkål.

Find opskriften her.

Foto: Chris Tonnesen

Moderne, gammeldags æblekage med æblesorbet, mascarponeskum og sprød kageflage

En god påskefrokost skal naturligvis slutte af med lidt sødt, og det kunne fx være denne moderne udgave af en gammeldags æblekage, som Adam Aamann står bag. Udover æblekompot serveres denne version også med en hjemmelavet æblesorbet, mascarponeskum og en sprød kageflage på toppen.

Se opskriften her.

Foto: Camilla Stephan

Rabarbermousse med blondekage

Rabarbersæsonen er skudt igang, og rabarberens syrlige smag egner sig rigtig godt til en påskedessert, som fx i form af en rabarbermousse med blondekage. Denne udgave serveres med marinerede jordbær på toppen, men da de kan være svære at finde i supermarkedet i øjeblikket, kan man med fordel anvende hindbær eller blåbær i stedet.

Se opskriften her.

Foto: Mikkel Bækgaard

Hjemmelavet snaps

Ingen påskefrokost uden snaps på bordet. Og det er altså ganske nemt at lave den selv. Her løfter snapse-connaisseur og kaptajn på Christianshavns Færgecafé, Erik Frandsen, sløret for to gode opskrifter på hjemmelavet snaps. Den ene egner sig godt til det kolde bord, mens den anden bedst glider ned med varme retter.

Se opskrifterne her.

Vil du helst bare købe en snaps, kan du her læse, hvordan du vælger den rigtige flaske, og hvordan snapsen bedst serveres.