”Fra Mols til Skagen” sang Aud Wilken til Melodi Grandprix 1995, husker nogen af os – Michel Michaud synger den omvendt, men absolut ikke på sidste vers, selvom alle nok regnede med, at den stod på pension efter Skagen. Michaud og Mols skal vi nu vænne os til. Og det er et rigtigt godt!
Michel Michaud er startet forfra igen, denne gang i nyrenoverede rammer, der på mange måder minder om det, han kom fra i Gl. Skagen på Ruths Hotel, hvor maden kontrasterede det kolde interiør og lidt konferencehotellignende med kongeblå gulvtæpper. Molskroens nye strandhotel med brasserie og A Hereford Beefstouw ligger et langt stenkast fra selve den gamle Molskro. Michauds køkken har altid stået for det råvarestyrede og meget klassiske, og brasseriet rummer da også Michauds egne imitationer af Michauds klassikere som eksempelvis hans berømte rørte tatar, jordbærsymfonien og ikke mindst hans tomattærte. Enkle retter, hvor helheden, ideen, falder til jorden, hvis ikke hver bestanddel er i grotesk høj kvalitet.
Tavlen på væggen talte et par sæsonbetonede nyheder. Frikassé af knurhane og perlehøne med rabarber og asparges. Udsigten mod Ebeltoft Vig gav lyst til havmad. Betjeningen er trygt lagt i hænderne på en landets bedste tjenere, Tabita Mortensen, som blev Nordens bedste tjener tidligere på året.
Min medspiser valgte kammuslinger med sauce vierge og pighvar bagt på benet samt gateau fabien, mens jeg plukkede de nævnte retter fra tavlen samt jordbærsymfonien til dessert. Prisniveauet er generelt fornuftigt, selvom de dyre råvarer, eksempelvis pighvarren, gør visse retter mere end ’pebrede’, bl.a. fordi Michauds krav sandsynligvis er stramme, hvad størrelse og kvalitet angår. Pighvarren var netop enorm. Stykket med rygbenet var skåret et eller andet sted fra midten af en kolossal fladfisk, for ’koteletten’ var vel 7-8 cm høj! Ved siden af fisken stod to stykker toast med hhv. aïoli og sort oliventapenade. Stegesky under fisken – kan det blive mere enkelt? Côte d’Azur på en tallerken og fabelagtigt! Fisken var perfekt, saftig, fast, og aïolien brændte af safran, mens tapenaden klart var hjemmegjort af små oliven, måske fra Nyons?
Annonse
Inden pighvarren havde de små kammuslinger med sauce vierge, smeltet smør i fiskefond med urter, gjort min medspiser salig, selvom purløgsstykkerne i krydderurtesalaten var for grofthakkede og blev som græsstrå i munden.
På min side af bordet var knurhanefrikasseen anrettet med små ’duske’ af strandportulak og hønsefondsbaseret sauce. Knurhanestykkerne var faste og velsmagende, mens urten mest tilførte sprødhed og sart let syrlig og salt saftighed.
Perlehønebrystet var efter fransk forskrift viklet om vingebenet, så formen dekorativt simulerer et rundt kvindebryst. Fuglen var saftig, men det var tilbehøret, som løftede retten. Syrlig gastrik på rabarbereddike med braiserede stykker af rabarber i og store stammer af grøn asparges. Sæsonen indkapslet og modig styrke på syren.
Desserterne var kunstfærdigt anrettet, friske og igen baseret på håndselekterede råvarer med nænsom og dygtig tilberedning. Vi fik champagne fra Diebolt-Vallois og tør riesling 2012 fra Von Buhl til de fire salte retter, selvvalgt fra vinkortet, som ikke er omfattende, men med fornuftig bredde og pris.
PS: Vi studsede over de ellers så dekorative kummer med laurbærtræer af plastik i det åbne, lyse brasserie – en skidt imitation, der står i stærk kontrast til Michauds ægte mad.
__________
Brasseriet på Molskroen Badehotel er sikkerheden selv. Ingen vilde eksperimenter her, men det forventer man heller ikke hos Michaud. Intet ved maden stikker ud, alt er velfriseret og sensorisk i top. Tilberedningen er præcis, og maden er enkel, neddroslet gourmet. Feel good movie på restaurant. Ebeltoft Vig er blevet et anbefalelsesværdigt spisested rigere.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.
