Simon Staho: ”Hvis du synes, det er sjovt at lave film, så gør du noget forkert”

Jeg ville ønske, jeg havde lavet … ’Elefantmanden’ (1980) af David Lynch. En film om et menneske, der er blevet skubbet ud på samfundets yderste kant, om frygten for det ukendte og den ensomhed, der følger med at være udenfor. En fortælling om, hvordan de såkaldte monstre ofte viser sig at være mere menneskelige end dem, der foregiver at være ’normale’. 

Det, der gør filmen så rystende, er, at den ikke kun handler om en mand med et deformt ansigt – den handler om os alle. Den viser, hvordan vi bygger vores samfund op omkring vores egen frygt, hvordan vi deler verden op i os og dem. Og når først vi har skabt den skillelinje, hvor langt er vi så villige til at gå for at bevare den illusion? 

Filmisk er den også et mesterværk. Det sort-hvide format gør, at den ikke bare opleves som en historie om én mand, men som noget evigt gældende.

Jeg ville ønske, at jeg havde fået lov at instruere … Marlon Brando – men i hans senere år, nærmere bestemt tiden fra ’Last Tango in Paris’ (1972) til ’Apocalypse Now’ (1979). Her var hans maske faldet, kun håbløsheden stod nøgen tilbage i hans ansigt. Han var kynisk fortabt, gennemsyret af selvhad og selvforagt. Hvilket jo er dybt menneskeligt. 

Der er noget enormt fascinerende ved en mand, der engang var symbolet på ungdommens oprør – det perfekte ideal – og som så langsomt indså, at det ideal ikke længere eksisterede, og at det måske aldrig havde eksisteret. Den erkendelse, som han havde i de senere år, er jo både dyb og rystende, og derfor elektrisk dragende som instruktør at komme i nærheden af.

Til sidst var der næsten ingen skillelinje mellem galskab og genialitet i ham. Det føltes, som om han balancerede på kanten af en vulkan, eller nærmere som om han stod midt i flammerne, uden at han forsøgte at flygte. Og så havde han en uforklarlig energi, der kunne rive alt ned, samtidig med at det også åbenbarede noget meget råt og ægte i det at være menneske. 

Hans talent var også hans forbandelse, og han havde en styrke i den selvdestruktive proces. Det er det, jeg leder efter i en skuespiller. Ikke bare teknisk dygtighed, ikke bare håndværket, men noget langt mere uforudsigeligt. 

Den bedste film, jeg har instrueret, er … min nye film ’The Stranger’. Det er den film, der har udfordret mig mest. Tematisk har jeg forsøgt at holde et spejl op foran mig selv og andre og stillet spørgsmålet: Hvorfor insisterer vi på at dele verden op i os og dem? 

Filmen er en undersøgelse af den måde, vi dæmoniserer dem, der er anderledes, og skaber systemer, der eksploderer. Den udforsker, hvordan frygten for det ukendte former vores opfattelser, og hvordan både propaganda og paranoia bliver redskaber til at umenneskeliggøre de andre. 

Det er jo et udtryk for den tid, vi lever i – hvor anderledeshed ofte bruges som en undskyldning for krig og kaos, hvor det, vi ikke forstår, gøres til en trussel, i stedet for til noget, der kunne være interessant. Jeg ser det som den film, som har stillet de mest fundamentale og vigtige spørgsmål, jeg har til livet, til verden – og til mig selv. 

Den bedste skuespiller, jeg har arbejdet sammen med, er … Mikael Persbrandt. Jeg tror, alle instruktører drømmer om at have den ene skuespiller, der intuitivt forstår dem. En, der gør hver scene levende. En, der graver dybt nok til at finde de mest nuancerede lag i en karakter. For mig har det været Persbrandt.

Han nægter at være behagelig, han nægter at indordne sig konventioner, han udfordrer normerne og stiller spørgsmål ved de grænser, vi andre ellers tager for givne. 

Han smadrer idéen om skuespilleren som en pæn, velopdragen entertainer, der bare skal levere præcis det, som instruktøren eller publikum forventer. Men det er det, der gør ham så spændende – at hans styrke ligger i modstanden, i kompromisløsheden. 

Han tvinger én til at se verden gennem den andens øjne. Han bevæger sig dybere ned i mørket, end de fleste nogensinde ville drømme om. 

I de film, jeg har lavet med ham, har han været totalt uforudsigelig. En skrøbelig dynamitstang, der altid kunne eksplodere. Men samtidig forstod han noget, som de færreste skuespillere forstår – nemlig at stilheden kan være farligere end det mest voldsomme brøl. Han kunne fylde et rum med ét blik. Han forstod, at det usagte ofte er stærkere end det sagte. 

Mikael Persbrandt har i sit arbejde nøglen til en virkelighed, hvor tvivl og usikkerhed er drivkræfterne – som jeg tror, vi alle kender. Men hvor de fleste skuespillere stræber efter at have kontrol, efter at være overlegne, var han i vores samarbejde villig til at miste sig selv. Og i det, han mistede sig selv, fandt han sig selv. 

Den sjoveste film at lave var … at lave film er ikke sjovt for mig. Og jeg tror, at hvis du synes, det er sjovt, så gør du noget forkert. At lave film er som at gå på line uden sikkerhedsnet. Velvidende at du før eller siden vil falde. Så for mig har film aldrig været hygge. Det er en kamp mod tid, begrænsninger og en kamp mod min egen utilstrækkelighed. 

Inden filmen skal laves, ser jeg noget for mig. Men det bliver aldrig præcis, som jeg havde håbet på. Og den erkendelse er alt andet end sjov. Det er som at få en syngende lussing hver dag. Men alligevel bliver jeg ved – som Sisyfos, der skubber stenen op ad bjerget. Jeg ved, at den vil trille ned igen. Jeg ved, at jeg fejler. Men jeg kan åbenbart ikke lade være. 

Hvis jeg ikke var blevet instruktør, var jeg blevet … en falleret cirkusdirektør. Eller en mislykket munk. Eller en gal mand, der vandrer forvirret rundt i gaderne og sætter spørgsmålstegn ved alt. Forsøger at finde frem til sandheden bag vanviddet. Det er de tre muligheder, jeg kan se for mig.