Moden er en vendekåbe. Først håner vi et stykke tøj, afskriver det som et levn fra en fjern fortid, noget, der var moderne, men kun på den uforklarlige måde, der altid adskiller historie og nutid.
Og så, som et stædigt genfærd, vender det tilbage, ikke bare som en detalje i en kollektion, men som en central figur i en nyfortolkning af, hvad det betyder at klæde sig cool.
I 2025 er det hættetrøjen med lynlås, der gør krav på at blive taget seriøst igen – eller måske for første gang nogensinde.
Vi forstår ellers godt, hvorfor du havde givet op på den. I årevis har den haft stærke konnotationer til Mark Zuckerberg og andre tech bros med tendens til kun at lyne halvt op.
Men efter, at Meta-manden har sluppet sit klamme tag om lynlåshættetrøjen til fordel for bobbet hår, synlig halskæde og oversized T-shirts – efter at vi alle havde kastet den på møddingen for en stund – har hættetrøjen haft tid til lige at sunde sig og trække ny luft ind. Og nu er den så blevet samlet op af mere værdige bannerførere.
En af dem er japanske Auralee, der åbenbart ikke kan sætte en fod forkert, og som til modeugen i Paris i starten af året viste, hvordan man tager hættetrøjen med lynlås ind i en ny æra.
Her var der ikke tale om de smalle American Apparel-versioner, der hærgede i slutningen af 00’erne og start 10’ernes lidt dystre indietider. Ej heller om 90’ernes ekspressionistiske skaterudgaver i teltlignende størrelser.
Den lignede sig selv, forstået på den måde at det var en bomuldstrøje med elastikrib, lommer, hætte og snører (de var bundet!). Men det, der stod i kontrast, var, at den var velkonstrueret. Den forstod sig på proportioner. Ikke for lang, ikke for smal, ikke for bred, ikke for kort. Og uden at bryde med sin uprætentiøse natur.
Den nye hættetrøje med lynlås skal nemlig ikke læses ind i en streetwear- og sneakers-kontekst. Den har fået en ny rolle at spille i herretøjsgarderoben. I en tid, hvor business casual er blevet endnu mere afslappet, og hvor hybride arbejdsformer har gjort formelle dresscodes mindre relevante, kan hættetrøjen med lynlås ses som en naturlig overgangsgenstand mellem hjem og kontor – og det, der kommer efter kontoret.
Med den rette pasform kan du bære den over en skjorte, endda skjorte og slips, og kombinere det med et par velsiddende herrebukser og lædersko. Smække den over en 240 gram tung T-shirt og under en herrefrakke. Den er sådan, Auralee har fortolket den.
Det er også sådan Fursac, som den stilfulde franskmand Gauthier Borsarello står bag, ser på den. Det er del af den elaborerede casual officewear-æstetik, hvor brands som svenske Our Legacy og danske Mfpen er med til at føre feltet an.
Og det er med disse venner, denne bølge og forståelsen af, at når man tager selv de mest simple ting og forfiner dem, så kommer der noget bedre ud af det; at hættetrøjen med lynlås siger goddag til en ny omgang i manegen.