”I betragtning af at det er på Christianshavn og midt i København, så sidder du på et sted, hvor der er ro og kan kigge ud på sidekanalerne, hvor folk sejler, og dem, der har råd, bor dejligt ud til vandet. Det ligger i Henning Larsens byggeri på den anden side af Den Sorte Diamant, og det er et lækkert byggeri. Maden er dejlig, det øvre bistro-niveau til rimelige penge, Gourmet-light. Det er et af de steder, som har været med til at hæve mellemniveauet i København, som ellers ikke har været særligt interessant.”
No.2, Nicolai Eigtveds Gade 32, Kbh. K, tlf. 33 11 11 68
"Det er måske et sted, som ikke rigtig mange tænker over, men det er et flot sted at sidde ude at spise. Beliggende på en landlig del af København, hvor du har udsigt til Christiania og voldområderne. Det er skøn, klassisk dansk sommermad; en stegt rødspætte, asparges-anretninger og wienerschnitzel. Et folkeligt sted, uden overhovedet at være plat eller vulgært. Et københavnersted."
Ravelinen, Torvegade 79, Kbh. K, tlf. 32 96 20 45
"Gourmetmad uden at være højtravende, men virkelig godt tilberedt, et godt vinkort - og ja, at sidde ved Øresund og kigge mod Sverige, det er sommer. Sletten drives af folkene bag Michelinrestauranten formel B, og det er en af de allerbedste restauranter, vi har i landet."
Sletten, Gl Strandvej 137, Humlebæk, tlf. 49 19 13 21
"De har jo lidt en Fritz og Poul-odør, snobberne i 'Rytteriet', over sig, og det er heller ikke uden grund. Men det er dejlig, klassisk og enkel bistromad, og det er dejligt at sidde på deres terrasse foran hotellet og få noget fisk og skaldyr. Du skal bare holde dig væk i uge 29, hvor der holder fire Lamborghinier og to BMW'er ude foran."
Ruths Hotel, Hans Ruths Vej 1, Skagen, tlf. 98 44 11 24
"Selve byen er indbegrebet af, hvad du synes er hæstligt på Vestkysten. Det er kiosker, surfudlejninger og klipklappere, men når du så kommer ned til stranden, så ligger Café Stranden helt ude ved klitterne, og jeg forstår slet ikke, at de har fået lov til at bygge der. Det drives af Hans Beck Thomsen, som tidligere havde Henne Kirkeby Kro, og det er relativ enkel mad, men du kan bare mærke, at det er en topkok, der har lavet det. Fuldstændig i orden. Fisken er hentet lige overfor, og alt er pivfriskt. Du sidder ved den store stand og med blå himmel, det er så ærkedansk."
Café Stranden, Strandvejen 490, Henne, tlf. 75 25 41 00
"Det er et nyt sted på Christianshavn ude ved volden, og det er Kamilla Seidler, der fik titlen som Latinamerikas bedste kvindelige kok i 2016, da hun arbejdede i Bolivia for Claus Meyer, der driver det. Lola ligger ved den gamle mølle på voldanlægget, hvor hun laver helt fantastisk mad, sådan et verdenskøkken. Hun tager inspiration fra Sydamerika, Middelhavsområdet og Østen."
"Og så er det et fantastisk sted at sidde, hvor du tænker: 'Er det virkelig København det her?' Det ligger lidt hævet på voldanlægget, så du kan se skyline og Kløvermarken, og der er fred og fuglekvidder. Du føler, at du er lidt i naturen."
Lola, Christianshavns Voldgade 54, Kbh. K, tlf. 53 55 58 63
"De blev heldigvis reddet efter konkursen, og de siger indtil videre, at de genåbner moderskibet på Bornholm i starten af juni. Efter min mening er Kadeau Bornholm det allerbedste sted at sidde ude at spise i hele Danmark. Og en af de allerbedste restauranter."
Kadeau Bornholm, Baunevej 18, Vester Sømarken, tlf. 33 25 22 23
"Vestsjællands Noma. På deres forrygende bistro kan du også sidde fuldstændig fantastisk udenfor og kan kigge ud på den store køkkenhave og Lammefjorden."
Bastionen, Dragsholm Alle, Hørve, tlf. 59 65 33 00
Se, hvad vi ellers skriver om: Restauranter og Corona-virussen