Tag over sundet til krebsegilde

I hele september måned kan man stadig nå de svenske krebsegilder, selv om august selvfølgelig er krebsemåneden. Vi giver dig her krebsegildets historie og foreslår et par arrangementer.

Tag over sundet til krebsegilde
Offentliggjort

Krebsene findes i de svenske søer, åer og elve hele året. I slutningen af 1800-tallet, hvor det svenske borgerskab forelskede sig i krebsen og udviklede traditionen med krebsegilderne i den form, vi kender i dag, vblev jagten på dem dog så intens, at de små skaldyr var ved at uddø.

Derfor indførte man dengang en officiel jagtsæson fra 8. august til og med september.

Krebsegilder som sådan kan dog spores helt tilbage forbi 1800-tallet til middelalderen i Sverige. I vore dage når svenskerne i løbet af jagtsæsonen hvert år at sætte 4,5 mio. kg krebs på bordet, primært i august. Hvor meget akvavit svenskerne skal have til at skylle sådan en omgang ned med, ja, det kan man jo kun fantasere om …

Der er rig mulighed for at komme til at deltage i et krebsegilde – mange svenske restauranter, hoteller og krebseopdræt tilbyder arrangementer og ophold i perioden. Fx holder Kastanjegården i Svalöv et helt traditionelt krebsegilde, på restaurant Korrö i Linneryd kan man oven i købet være med til at tilbrede krebsene og forestå middagen, mens man på Hotel Ullinge i Eksjö selv kan komme med ud og sænke fælder i vandet og samle krebsene ind, før man går med i køkkenet.

Også Öland er med – her kan man besøge Klintakräftan i Köpingsvik, der er godkendt leverandør af svenske krebs. Her tilbydes krebsearrangementer fra tømning af fælder til gilder og overnatning.

Skal man have det optimale ud af gilderne, skal man selvfølgelig som minimum kunne synge med når helan går – se derfor før afrejse »vinosprithistoriska.se, hvor der er masser af klassiske svenske snapseviser.

Læs mere om krebsegilder og andre svenske traditioner på »visitsweden.com