Den gode nyhed i dag er, at der er kommet ny single med svenske Kent. Den dårlige er, at det er begyndelsen på enden. Samtidigt med udsendelsen har de nemlig erklæret, at det kommende album og tour bliver deres sidste som band.
Bandet skriver selv denne afsked:
”Vi er evigt taknemmelige for jeres støtte, jeres tålmodighed og jeres kærlighed.
Annonse
At spille i dette band er det største, sjoveste og mest udfordrende, nogen af os 4 af gjort i vores liv.
Det har altid handlet om udfordringer, gåsehud og om at få så meget sjov som muligt med på vejen.
Vi ønsker denne gang at undersøge hvad der sker, hvis vi gør alt dette for sidste gang. Hvad er det for nogle følelser, som vi så kan få udtrykt?
For alt handler om følelser.
Vi er meget tilfredse med følelsen denne gang.
Dette er ikke afslutningen, fordi vi keder os sammen, eller fordi vi ikke har nogen ambitioner længere. Dette er enden på den bedste af alle gårsdagens og morgendagens festligheder, og det har en afsked i sig af sig selv.
Annonse
Vi ser meget frem til at se jer alle en sidste gang på turnéen til efteråret. Det bliver fantastisk. Desuden tror alle, at vi bør spille noget fra hver plade, så det vil blive godt at få gjort det. Vi er en familie, og for familien gør vi alt.
Vi fire kommer til at være Kent.
Dengang som nu og for evigt."
Kent blev dannet i 1990 og brød allerede igennem med deres debutalbum af samme navn. De gjorde det med en stærk samling iørefaldende melodier og en skarp, til tider skramlende, og sprød rockmusik efter især britisk forbillede.
Allerede på bandets andet album ’Verkligen’ året efter var bandet modnet i udryk, og pladen (som er et lille skandinavisk mesterværk) etablerede gruppen som et af de mest originale og interessante nye navne.
De var en del af en opblomstring af rockmusikken i kølvandet på grunge og britpop, som man også så herhjemme med bands som Kashmir. Men de formåede altid at holde fast i modersmålet og deres unikke lyd og udtryk.
Annonse
Kräm (så nära får ingen gå) – fra Verligen
I den primære sangskriver, Joakim Berg, havde de en forsanger, der kunne skrive fine poetiske tekster som her på 747 fra det tredje album ’Isola’:
Det tredje album blev deres store folkelige gennembrud også i Danmark, og de solgte hundredtusindvis af plader. På samme måde som forbilledet Radioheads ’Ok Computer’ drev Kent over mod en mere atmosfærisk rockmusik på et album, hvor de toppede både kunstnerisk og kommercielt.
Succesen blev så stor, at de som så mange andre skandinaviske bands før dem fik stormagtsdrømme, og de oversatte hele ’Isola’-albummet til engelsk. Uden at det var en katastrofe af Gasolinske dimensioner var det dog langt fra så vellykket som, når de gjorde det på svensk.
Se her, hvordan det lød:
*
Kent lagde hurtigt fiaskoen bag sig, og de blev ved med at sende hits ud, som både tilfredsstillede de store masser og det kræsne indie-publikum som her:
Musik Non Stop
Kent har altid haft en stor stjerne hos det danske publikum, og de har spillet et hav af udsolgte koncerter. De er et af de få navne, der har fået en status, hvor mange betragter dem som en af deres egne, og hvor hvert album altid blev modtaget som en begivenhed. Det gælder også nogle af deres nyere ting:
Kent har stædigt holdt fast i sit udtryk og insisteret på en umiddelbarhed i både lyd og tekst, selv om man fx dedikerede et album til døden. Den dobbelthed har været kendetegnende for gruppen selv i takt med, at de, at de i de senere år har bevæget sig mere og mere over i en elektronisk retning.
Her er den seneste single, som bliver en af de sidste. Og det lyder bestemt ikke som en træt svanesang, så måske skal man ikke tro helt på deres selverklærede død. I hvert fald vil de formentlig genopstå i andre og nye sammenhænge. Man har i hvert fald lov at håbe.
