Christian Jungersen: ”Vi sad sammen på en trappesten og kiggede på anmeldelsen og holdt om hinanden”

Hvor skriver du bedst?

”I gamle dage skulle jeg sidde i fuldstændig isolation derhjemme. Der måtte nærmest ikke flyve en flue forbi. Jeg blev udmattet, når jeg havde skrevet i 20 minutter. Efter mange års træning kan jeg skrive næsten alle vegne – og i timevis, men jeg har altid mine støjdæmpende hovedtelefoner på. De giver et særligt rum af stilhed.”

Hvad er din skriverutine?

”Jeg spiller 10 minutters syvkabale på min telefon, før jeg går i gang. Det renser hovedet. Som ung forfatter spillede jeg skydespil, men jeg blev så opslugt af dem, at jeg ikke kunne stoppe igen. Derfor har jeg slettet dem fra min computer. Syvkabalen er et godt trick til at komme i gang med at skrive, selv når jeg ikke rigtig gider: Jeg kan altid tage mig sammen til at spille syvkabale, og når jeg har spillet syvkabale i 10 minutter, kan jeg altid tage mig sammen til at holde op igen, fordi det er så røvsygt – og så går jeg i gang med at skrive.”

Har du andre rutiner?

”Hvis jeg skriver i 10 minutter, hvor det kører fantastisk, så kan de 10 minutter være vigtigere end to ugers arbejde. Derfor er det vigtige at jeg kommer derop, hvor jeg har ekstra tryk på hjernen. Måden at komme derhen er ikke at sidde og presse mig selv otte timer om dagen. Det, jeg skal, er at finde ud af, hvad det er, der skaber de der særlige øjeblikke af kreativitet, og hvordan kan jeg få dem til at blive mere end 10 minutter. Min erfaring er, at tilstanden indtræffer, når man er afslappet, når man er ved at vågne eller ved at falde i søvn eller står i brusebadet, eller når jeg er ude at løbe en tur. Så det indretter jeg min arbejdsdag efter.

Jeg prøver at finde ind i en zone af afslappethed, hvor jeg samtidig har fokus på bogen. Jeg kan ikke være der så længe ad gangen, så jeg arbejder typisk i to gange tre kvarter. Holder en lang pause. Skyper med min kæreste. Spiser. Går en tur. Arbejder to gange tre kvarter. Køber ind. Ser lidt videoer på YouTube. Taler med nogle venner. Spiser aftensmad. Laver nogle strækøvelser eller styrketræning. Og så arbejder jeg to gange tre kvarter. Så er jeg mørbanket. Det var den dag.”

Hvor kommer din evne til at få idéer fra?

”Det er noget, jeg har trænet mig til. I starten var det en anstrengelse for mig at finde på nogle få idéer. Efter 20 minutters brainstorm var jeg udmattet. I dag, efter manges års træning hver dag, har jeg det sådan, at jeg helst skal være et drømmeagtigt sted mindst to timer om dagen, ellers har jeg det ikke godt.

Der er masser af situationer hver dag, hvor du kan træne din evne til at finde på. Du kan sidde i bussen og underholde dig selv ved at kigge på en person, forestille dig personens barndom og kærlighedsliv, og hvordan personen taler, og hvordan du vil beskrive personen. Du skal ikke bare sige: ’Der sidder en mand i en vindjakke med gråt hår.’ Snarere noget med for eksempel ’Hvis min mormors hund havde været et menneske, ville den se sådan ud’ – eller finde på alle mulige andre usædvanlige beskrivelser. Prøv at ramme personen på kornet. Der er mange tidspunkter af din dag, som er kedelige, men hvor du kan sidde og lave hjernelege for dig selv.”

Hvor mange idéer får du om dagen?

”Folk tror, at man skal have én idé til en roman, men sådan er det ikke. Du skal have 20 idéer på hver eneste side: Sådan her skal dialogen falde. Nu skal scenen slutte. Sådan her skal stemningen være. Sådan skal følelserne være. Hele tiden. Der er enorme mængder af information. På ydersiden i historien foregår der nogle handlinger, men nedenunder foregår der enorme mængder af parallelle plots af følelser og temaer og karakterer og spænding, som ligger og veksler ind og ud mellem hinanden. Det betyder, at en roman består af mange tusinde idéer. Når jeg skriver, så skal jeg ind i en zone, hvor jeg bliver overrasket 20 gange i løbet af en skrivesession. Jeg skal sige ’Wauw, hvor kom det fra?’ i hvert fald én gang hver dag. Hvis ikke det sker, er det en dårlig arbejdsdag.”

Hvad er din bedste overspringshandling?

”Jeg hader overspringshandlinger. Jeg er en ’eat the frog’-type. Det vil sige: Gør det sure først.”

Hvornår opdagede du, at du var god til at skrive?

”De første år hvor jeg skrev hver dag fuld tid, blev det noget værre møg. Men efter to år begyndte jeg at synes, det kørte, men det syntes forlagene ikke. Min debutroman (’Krat’, red.) blev afvist af forlag efter forlag. Det var selvtillidsundergravende, for jeg følte selv, at jeg havde skrevet en god bog. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor de ikke ville antage den. Hvordan kunne jeg tage så meget fejl? Hvad er der galt med mig? Men jeg stoppede ikke. Jeg kunne ikke se noget alternativ til at skrive, også selv om jeg ikke blev udgivet. Jeg tænkte, at jeg blev nødt til at leve mit liv som nattevagt – eller med et andet job, hvor jeg kunne skrive uudgivne ting i arbejdstiden.

Men en dag ringede redaktøren på et forlag og brokkede sig over, hvad der var galt med min roman, og midt i det hele sagde han: ’Altså, vi vil selvfølgelig gerne udgive den.’ ’What?!’ Det havde jeg aldrig hørt før i de 10 år, jeg havde skrevet. Jeg var ellevild. Den udkom i 1999 og lå på bestsellerlisten i tre måneder – bogen, ingen forlag ville have. Den vandt Bogforums Debutantpris og blev indstillet til Weekendavisens Litteraturpris. En dag var jeg i min lejlighed og talte i telefon med en ven, da der dumpede et brev ind ad brevsprækken. I brevet stod der, at jeg havde fået et treårigt arbejdsstipendium. Jeg ville modtage 20.000 kroner om måneden de næste tre år. Det var livsændrende for mig. Jeg skreg så højt, at min ven i telefonen troede, at jeg var kommet ud for en ulykke.”

Hvad er den bedste kur mod en skriveblokering?

”Det er at fjerne alle indtryk. Inden for psykologien kalder man det for sensorisk deprivation. Hvis du sætter dig med en blok og kigger ind i en hvid væg, så vil du på et tidspunkt begynde at skrive, hvis du sidder der længe nok. Måske skriver du: ’Øv, jeg har ondt i røven, for jeg har siddet stille i en halv time.’ Det er fint. Så fortsætter du: ’Hvorfor har jeg ondt i røven?’ og ’Er der andre, der har ondt i røven?’ Det ene tager det andet. Så er du i gang. Hvis det skal være dybere, så kan du sidde og tænke: ’Jeg får spat af min underbo.’ Hvorfor det? Hvad er det ved din underbo, der provokerer dig? Hvorfor er det lige præcis ham, du ikke kan holde ud? Hvad er din sårbare side? Hvem er du i virkeligheden? Så er du i gang med en historie. Alle har det i sig.

Det er en kendt sag, at isolationsfængsling er tortur, og folk kan blive sindssyge af det. De får hallucinationer, selv de mennesker, som opfatter sig selv som ikke-kreative. Med andre ord: Ønsker du som forfatter at skabe noget kreativt, så skal du isolere dig. Sørg for at berøve dig selv alle indtryk. Og husk noget at skrive med.”

Er der nogen bestemt, du skriver til?

”Jeg har en fantasilæser. Det er en meget begavet person, som ikke har fået sin bogsmag ændret ved at læse noget humanistisk på universitetet.”

Hvad er dit råd til andre, som gerne vil være forfatter?

”Råd nummer ét: Skriv dagbog. Prøv at gøre den så god som mulig. Og ellers: Prøv at skrive alting ned. Når du hører et stykke musik, så prøv at finde ud af, hvordan du kan skrive stemningen ned så præcist som muligt. Brug billeder. Når du går en røvsyg tur ned i Netto for at købe kartofler, så prøv at beskrive turen på en måde, så den bliver interessant.”

Hvad er din største succesoplevelse som forfatter?

”Da jeg fik en helsides-anmeldelse i New York Times (for ’Undtagelsen’, red.), som var meget rosende. Det var stort. Jeg var i New York for at lancere bogen. Jeg var oppe og hente en kopi af anmeldelsen hos forlaget, men jeg kunne ikke rumme den. Jeg tog over til min kæreste, som var et andet sted i byen. Vi sad sammen på en trappesten og kiggede på anmeldelsen og holdt om hinanden.”