The Asteroids Galaxy Tour

Mette Lindberg: ”Vi er større i udlandet end i Danmark. I Vietnam har vi optrådt for 100.000 mennesker"

Den futuristiske indie-pop-duo The Asteroids Galaxy Tour har siden 2007 spillet over 1000 koncerter i hele verden. Her fortæller Mette Lindberg i syv små afsnit om at varme op for Amy Winhouse og være på turné med Katy Perry.

The Asteroids Galaxy Tour
Offentliggjort

1. Amy Winehouse i 2007 i Store Vega. Da vi blev spurgt, havde vi ikke engang øvet i bandet endnu. Oprindeligt ønskede Amys produktion ikke at have et band, men vores daværende manager David Enthoven var gode venner med Amy Winehouses manager, så vi fik lov til at sætte det op, som det band vi var.

Vi spillede kun 20 minutter, og jeg var helt grøn i at stå på en så stor scene. Kroppen rystede, og armene føltes lange som en orangutang. Jeg kan ikke rigtig huske noget, fra da vi optrådte, jeg lukkede bare øjnene og sang i nervøsitets-blackout.

Vi fik aldrig mødt hende. Samtidig tror jeg også, at hun var lidt for fuld. Men hun havde en helt vidunderlig stemme, og jeg beundrede hende meget og ville ønske, hun stadig var i blandt os.”

2.

”Folk trækker tit på smilebåndet og synes, at tour riders er lidt hovskisnovski. Men man skal se det som en arbejdsplads. Når du rejser hele verden rundt og spiller så mange koncerter, er der visse ting, som skal være i orden, når du ankommer til et spillested.

Forestil dig, at du mødte ind på et kontor, hvor du ikke havde andet end en stol og en tom brugt kop. Hvis tingene er der som aftalt, får man ro i sit sind, hvilket er nødvendigt for at optræde.

Man kan ikke medbringe alt selv. På vores nuværende rider står der otte stole, minimum en sofa, humus, brød, avocado, håndklæder og vand. I en lang årrække stod der saltlakrids, som blev fremskaffet lige meget, om vi var i Chile, Philippinerne eller LA. Det er nok det mest besværlige, vi har forlangt."

3.

”Katy Perry er sjov, skarp og real. Hun inviterede os med som opvarmning på en Europa-tour i 2009, og det var vildt at opleve, hvor nærværende hun var med publikum til trods for, at det var et stort cirkus på scenen med oppustelige katte og donuts. Hun gentog aldrig sig selv mellem sangene. Vi har hængt ud med hende flere gange siden, og hun holdt en privatfest på en yacht i Brasilien, som kun var for hendes dansere, Rihanna og os. Her lavede Katy Perry en dansekonkurrence, og vi kunne vinde penge, hvis vi dansede fedest. Det blev så ikke mig, der vandt.”

4.

”Vi er større i udlandet end i Danmark. I Vietnam har vi optrådt for 100.000 mennesker foran Hanoi Opera House en nytårsaften. En koncert, der blev tv-transmitteret ud til 86 millioner mennesker i Asien. Modsat stod vi i Kolding i 2012 og spillede foran 15 tilskuere.

Men jeg mister ikke lysten til at gå på scenen, selv om salen er næsten tom. Tværtimod kan det få mit energiniveau helt i top. De 15 mennesker skal bare have en unik oplevelse, og jeg får ekstra meget lyst til at vise, at alle andre skal ærgre sig over, at de ikke var en del af oplevelsen.”

5.

”Først sagde jeg nej til at være dommer i X Factor. Jeg følte, at der var for lidt musik og for meget følelsesporno. Men så tænkte jeg over, hvor meget indflydelse og egen musiksmag jeg havde mulighed for at flette ind i programmerne. Lars (Iversen, red.) og jeg havde brug for at holde en pause med koncerter og for at samle ny inspiration hver for sig. Så jeg kom til at sige ja.

Det har været utrolig sjovt, lærerigt, men også hårdt arbejde at lave X Factor. Det strækker sig over syv måneder og tager al den energi og tid, du har, dag og nat. Men jeg er glad og taknemmelig over at have været med til at lave så stort og folkeligt et program.”

6.

”Vores sværeste koncert var i Rumænien en nytårsaften, hvor vi spillede udenfor på en rådhusplads i minus 30 grader. Det føltes i forvejen lidt som 1995, og der var et lasershow, hvis grafik mindede om dengang, hvor PowerPoint lige var kommet frem.

Der var kun én varmekanon på scenen, og det var så koldt og vinden så voldsom, at vores fingre frøs til is. Jeg havde flyverdragt, hue, halstørklæde og vanter på, men kunne næsten ikke holde mikrofonen og kæmpede med vejrtrækningen. Jeg havde mange spørgsmål i mit hoved: ’Hvorfor skal vi spille her? Og hvorfor dukker folk overhovedet op?’”

7.

”Hvem køber et helt album i dag, når vi har streamingtjenesterne? Vi kan godt lide det gammeldags albumformat, men nu taler det mere til os at hælde singler ud i løbet af året, fordi det er friskt og mere ærligt at komme med musik, når det er helt nyt frem for at bruge to år på at lave ti sange.

Vi undgår selv at få følelsen af, at sangene er for gamle og inviterer i stedet lyttere ind i den stemning, som vi er i lige nu. Det gør også, at de enkelte numre kan have stor variation. Planen er, at vi samler dem til sidst og udgiver et album på et tidspunkt, men vi aner ikke, hvad det bliver til på denne måde.”

LÆS OGSÅ: Sådan ser pigerne fra Smashing Pumpkins-coveret ud 25 år senere

LÆS OGSÅ: Stjernefotografen Søren Solkjær: "Jeg leder efter de øjeblikke, hvor folk lader paraderne falde"

LÆS OGSÅ: Dansk fotograf: Kendrick Lamar har plagieret min stil