Rasmus Seebach ser tilbage på de seneste 10 år: ”Jeg tog hiphopperen af og begyndte at spille noget rigtig flødeorgel”

Han er folkekær, folkenær. Rasmus Seebach tager ud til fællessang på folkeskoler og synger en ballade til et bryllup. Han skriver beskeder til sine fans på sociale medier og afslutter dem med ”kram Ralle”. Når han fortæller om de sidste 10 år, er det nærmest som at lytte til én lang Seebach sang. Det er jordnært. Lige til. Der er ingen kringlede søforklaringer om noget som helst. Man kan nærmest høre ham synge det over en popmelodi, når han siger: ”Jeg har indgået en aftale med mine fans. Jeg laver musik, og de lytter.”

De sidste 10 år har han været manden bag hits, der bare har hængt fast. I hjernen hos nogen og i hjertet hos andre. Da singlen ’Engel’ udkom, gjorde den Tommy Seebachs søn til en, der også havde et fornavn for den almene dansker. Sangen var en del af Rasmus Seebachs selvbetitlede debutalbum, der senere er blevet efterfulgt af fire albums med numre som ’Natteravn’, ’Øde Ø’ og ’Millionær’, albums, som alle ligger på listen over de 100 mest solgte albums i 2018, selvom det første udkom tilbage i 2009. Det sjette album udkommer 8. november og er dedikeret til sangerens fans - for der er mange, der elsker ham for popsangene, som både kan handle om kærlighed, depression og det at miste nogen, man holder af. Rasmus Seebach er folkekær. Han spiller udsolgte koncerter landet over for fans i alle aldre og har over en halv million følgere på Facebook. Men folkekær er et begreb, som musikkendere ofte er allergiske over for, og sangeren appellerer ikke rigtigt til dem, der mener, de har forstand på musik.

”Jeg tror, at alle musikere gerne vil anerkendes for det, de laver. Hvis der er en klub, man ikke må være med i, så bliver man altid sådan ’hvorfor? Kan I ikke lide mig? Hvad skal jeg gøre for at være med i jeres klub?’. Min sunde fornuft er jo god nok til at sige fred være med det. Jeg har alligevel ikke lyst til at lave det musik, de godt kan lide. Men jeg kan sagtens finde mig selv gå på gaden og prøve og fortælle mig selv, hvad jeg ville sige, hvis jeg skulle forklare, hvorfor det, jeg laver, er godt,” siger Rasmus Seebach.

Inden han blev kendt som manden bag adskillige af Danmarks største hits, havde sangeren selv svært ved at bekende sin kærlighed til poppen.

”Det bliver nok hurtigt en imageting. Jeg kan huske, da jeg lavede hiphop-musik i en årrække, og det ikke kunne blive dystert nok. Men så kom jeg hjem, og der ville jeg egentlig bare gerne lave popmusik. Det var, som om jeg tog hiphopperen af og hængte ham på en knage, og så jeg satte jeg mig ved min fars keyboard og begyndte at spille noget rigtig flødeorgel. Jeg håbede virkelig på, at der ikke var nogen hiphoppere, der så mig sidde der. Jeg tror, at særligt for lidt kulturelitære mennesker, der gerne vil være noget særligt, så bliver det hurtigt en imageting. Jeg synes egentlig, at det virker en anelse uintelligent, hvis man ikke forstår, at hvis rigtig mange mennesker godt kan lide det, så er der måske nogen kvaliteter i det, som man ikke kan underkende,” siger Rasmus Seebach, mens han slår lidt ud med hænderne.

”Men jeg prøver heller ikke på at omvende folk og sige ’ej er du sikker? Prøv lige at høre den igen, den bliver god!’ Folk skal have lyst til at synes, hvad de synes.”

Hvis du læser en anmeldelse af Rasmus Seebachs musik, så starter det faktisk ofte lovende. Ord som hitmager og popsnedker fletter sig ind i hinanden. Han bliver både beskrevet som ’stemmen, der samler danskerne på tværs af alder’ og ’ørehængernes konge’. Men. Der kommer altid men. Og så sniger ord som banalt og kliché sig ind i blandingen af ord fra anmelderne. Rasmus Seebach er både ’for meget tandsmør’ og ’alt for meget af det gode’.

”Jeg kan sagtens undre mig over, at mennesker, som på mange måder dykker ned i musik, ikke finder ind til de kvaliteter, forskellige genrer har. Hvis man er super glad for musik, så bør man fortælle sig selv, at man skal hoppe ind i den situation, musikken er lavet til,” siger Rasmus Seebach.

Men selvom popmusikken kan være en udskældt genre, så er pop det, som Rasmus Seebach har lyst til at lave. Det fandt han ud af, da han rappede med sin bror i duoen G-Bach. Brødrene blev ved at lave musik sammen, men efterhånden blev hiphoppen overhalet indenom af det mere poppede, og det blev starten på produktionsselskabet Top Notch Music, hvor Rasmus og Nicolai Seebach skrev og producerede musik til andre kunstnere, fx nødhjælpssangen ’Hvor små vi er’. En dag skrev Seebach sangen ’Engel’. Egentlig var det slet ikke meningen, at sangen skulle være hans. Men det blev den, og den tidligere hiphopper sprang ud som popsanger.

”Hvis jazz og syrerock var det eneste musik, der fandtes, så ville jeg slet ikke lave musik. Og jeg er ikke i gang med at tilfredsstille nogle mennesker, der hellere vil høre noget andet. Jeg kan lide musik, som jeg laver det. Det er det, der giver mig et kick. Jeg kan lide rigtig meget musik, og jeg kan låne fra alle mulige genrer, og der er rigtig meget musik, der rører mig. Men musik kan også blive så kringlet og snørklet, at jeg nok bare inderst inde synes, at det ikke lyder særlig godt. Det er tit det, som mange af de kulturelitære mennesker synes er fedt. Så måske taler vi bare ikke samme sprog,” siger han.

De sidste 10 år med pladeudgivelser og koncerter beskriver Rasmus Seebach selv som ”en lang, sløret fuldstændig vanvittig fest”. Højdepunkterne fra karrierens første årti varierer. Et af dem er en aften i Aalborg, der endte med en grådkvalt Aqua-Lene.

”Et højdepunkt for mig har været, da jeg skulle spille til DR’s store juleshow. Det blev rimelig hurtigt stablet på benene, at jeg skulle være med, fordi det gik rigtig godt for mig. Der nåede ikke at være så meget forberedelse. Jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg skulle stå foran en væg af de smukkeste og dygtigste strygere, som bakkede mig op i ’Den jeg er’, som handler om min far. Lige pludselig stod jeg i Aalborg og sang den her tekst, som jeg ikke rigtig havde sunget, siden jeg indspillede den i studiet. Og så hørte jeg hele Danmarks Radios Symfoniorkester spille introen, og jeg stod der og tænkte, at det måtte være det vildeste, jeg havde prøvet. Jeg kunne næsten ikke synge det uden at græde. Men jeg fik alligevel gjort det sådan nogenlunde. Jeg kom ud fra scenen, og så stod Aqua-Lene og græd. Jeg var jo ikke vant til at hænge ud med Aqua-Lene, men hun stod backstage og græd til min sang, og jeg tænkte, hvad har jeg gang i her? Det er lige heromkring, at jeg opfatter, at det er stort, det jeg har gang i,” siger Rasmus Seebach.

Et andet højdepunkt er et overraskende venskab med verdensstjernen Lionel Richie.

”Jeg blev ringet op og spurgt, om jeg havde lyst til at lave sange med Lionel Richie. Han er jo verdens største stjerne og har lavet så mange store hits. Hans pladeselskab spurgte mig, om jeg ikke kunne tænke mig at indspille en sang med ham. Jeg syntes, at det lød så mærkeligt, så det var ikke engang sådan, at jeg bare sagde ’ja, selvfølgelig’. Jeg tænkte mere, ’hvad vil de?’ Er der nogen, der laver en joke? Jeg endte med at snakke med Burhan og fortalte om det. Han kiggede bare på mig og sagde ’hvad mener du? Det er det sygeste, der er sket’. Jeg endte med at tage af sted, og jeg kom hjem til Lionel Richie sammen med TV2. Så stod vi og indspillede i studiet, og da vi var færdige, skulle man tro, at det bare var det. Men han ville gerne hænge ud. TV2 var væk, og vi tog ud og spiste mad og hyggede. Og så var jeg sådan lidt ´Nå men okay, nu hænger jeg bare ud med Lionel Richie, nu er vi bare venner’, og vi udvekslede telefonnumre,” fortæller Rasmus Seebach og fortsætter.

”Efterfølgende vågnede jeg en morgen, hvor jeg havde fået en sms. Den var fra Lionel Richie, og der stod ’Hey brother, how are you doing’. Det er en af de ting, hvor jeg virkelig tænker nu, at det var vildt. Senere var det sådan, at hvis han kom til Danmark, så mødtes vi og tog ud og spiste, og han mødte min mor. Så jeg havde lige pludselig lidt et venskabsforhold til en sanger, som jeg har syntes var fed, siden jeg var helt lille. Det var ret fedt. Og enormt surrealistisk.”

Sangerens første årti som en af Danmarks største popstjerner er ved at gå på hæld. Med udgivelsen af ’Tak for turen’, der både indeholder nye sange og gamle klassikere, sætter Rasmus Seebach punktum for de første 10 år i karrieren. Og selvom titlen på albummet kan tolkes som en afsked, så er det på ingen måde et farvel fra den populære sanger.

”Jeg har lavet virkelig mange genrer på mine plader gennem tiden. Jeg har været nede i noget, som minder om en meget traditionelt svensk, akustisk sangskriver. Jeg har lavet noget med en country-agtig lyd. Jeg har lavet flere ’nu smadrer vi klubben’-sange. Jeg har lavet ting, hvor jeg rapper, og jeg har lavet reggaesange. Jeg har også lavet rocksange, hvor alt er indspillet, som om vi var et rockband. Jeg har været rundt i så mange genrer, og det vil jeg blive ved med. Når jeg er færdig med en sang, så kan jeg underligt nok godt høre, at hvis det var Kurt Cobain, der sang over bunden af det her track, så ville man sige, at det var en dyster rocksang. Men fordi det er mig, så bliver det bare noget andet. Og det er jo helt klart min styrke, at jeg kan binde en sløjfe om rigtig mange genrer og få det til at lyde som mig selv. Jeg bliver ved med at synge, og jeg tror, at ligeså snart jeg har sunget oven på et stykke musik, så vil man sige, at det lyder, ligesom Rasmus Seebach altid har gjort. Sådan tror jeg også, at folk sagde om min far. Det er jo bare Tommy Seebach.”