Julie Hastrup holder af at hænge ud ved en gammel ventesal ved vandet: "De laver maden i et stort drivhus, hvor de dyrker en stor del af de grøntsager, de bruger i retterne"

Her fortæller forfatter og journalist Julie Hastrup om, hvor hun bedst kan lide at hænge ud i København.

Julie Hastrup holder af at hænge ud ved en gammel ventesal ved vandet: 'De laver maden i et stort drivhus, hvor de dyrker en stor del af de grøntsager, de bruger i retterne'
Offentliggjort

Når jeg skal udtænke plots til mine bøger, gør jeg det bedst på gåture langs vandet i København. Jeg vandrer og lader tankerne flyde, så inspirationen kommer.

Mange af mine ture starter fra mit hjem ved Inderhavnsbroen og ud mod Refshaleøen og ender på en lille perle af et sted, der hedder La Banchina. Det ligger på Refshalevej, lige i starten af den del af ’Reffen’, hvor alle de fede madsteder ligger, og ikke så langt fra Lille Bakery.

Restauranten er en gammel ventesal og mere eller mindre bare et gammelt afskallet træskur med plads til en 15-20 stykker, hvor de serverer kaffe, bagværk, frokost og aftenretter. Det ligger med udsigt mod Flådestation Holmen og Operaen, og nede foran skuret har man bygget et par træbroer, der ligger og flyder på vandet, ud i bassinet.

En tøndesauna troner oppe på kajkanten, og kokkene står og laver maden inde i et stort drivhus, hvor de også dyrker en stor del af de grøntsager, de bruger i retterne.

Når jeg er på min lille vandring på vej derud, går jeg fra de meget befolkede områder ved Kongens Nytorv til mere og mere øde veje, og meget af turen går jeg ofte lidt alene uden at møde alt for mange. Jeg kan godt lide de der huller, der er opstået ude på Refshaleøen, hvor der enten er mange mennesker samlet det samme sted, eller der ingen mennesker er, og der virker helt øde.

Jeg har gået på Christianshavns Gymnasium, og dengang var Refshaleøen et stort militærområde med noget industri længere ude, men vi tog alligevel derover og sad ved vandet og så solen gå ned bag byen.

I dag er der meget mere liv, men den industrielle følelse er der stadig, og kombinationen af et næsten østeuropæisk, råt look, og naturen og vandet, synes jeg virkelig, er fed.

På La Banchina er der på en måde en slags klondike-stemning, hvor det hele er lidt selfmade og meget uprætentiøst.

Der er banket nogle brædder sammen til borde, og alle trinene på trapperne er helt skæve og slidte. La Banchina serverer simple grøntsags- eller fiskeretter med godt brød til og måske en lækker dyppelse, og den primære opdækning er et par småborde og en disk langs vinduet i det lille skur, hvor man sidder på taburetter og har kig til vandet.

Man kan spise både ude og inde. Det er på ingen måde fine dining, men de bruger gode råvarer, der er i sæson, og de kan få meget lidt til at smage af meget. Man sætter selv sit service på plads i en bakke, når man er færdig med at spise, og der er selvfølgelig primært naturvin på kortet.

Når jeg når derud, starter jeg altid med kaffen, enten alene, eller hvis jeg mødes med en ven, og sidder bare og nyder udsigten og nærheden til vandet. Jeg kan anbefale at tage et håndklæde med og hoppe i, for vandet ved La Banchina er meget rent ligesom i resten af Københavns Havn, og så er det hele vestvendt, så der er eftermiddags- og aftensol.

Jeg har noget med vand, og jeg bliver meget inspireret til at skrive, når jeg opholder mig tæt på vand. Netop fordi jeg er vild med La Banchina, har jeg brugt restauranten som setting i min forrige bog, ’Vildskud’, der udkom for to år siden. Jeg har skrevet en scene, hvor en yngre kvinde sidder og hygger sig med sin søster og nogle veninder, og så sker der noget, der midt i alt det hyggelige, og så dør hun.

Julie Hastrup

(f. 1968) Forfatter og journalist, har tidligere arbejdet på DR og TV 2 Lorry. Hun debuterede som krimiforfatter i 2009 og har siden udgivet ni romaner i bestseller-serien om drabsefterforsker Rebekka Holm. Hun er lige nu aktuel med det nyeste selvstændige bind, ’Kryb’, der er udkommet på Politikens Forlag. Hele serien er solgt til filmatisering.

Se, hvad vi ellers skriver om: Restauranter i København