Danmarks hurtigste cykelbud: ”Jeg er nok lidt et konkurrencemenneske”

Da forbrugerne sidst i november tumlede sig rundt i København på Black Friday, skød Jimmi Bargisen i et stjernemønster gennem byen på sin sorte ladcykel, mens han forsøgte at komme først fra Gammel Torv til Kongens Nytorv, Dronning Louises Bro, Vesterbro, Frederiksberg og tilbage til udgangspunktet.

Jimmi Bargisen var deltager i et uformelt kapløb for cykelbude, og hans hårdeste konkurrent var ærkerivalen Angus Edmond, forsvarende verdensmester i løb for cykler med et enkelt gear. Man skulle tro, at newzealænderen Edmond på sin lette et-gearede racer var svær at hamle op med for danske Bargisen der kørte på en noget tungere ladcykel af eget design.

”Men jeg gik alligevel hen og vandt. Det var ret tilfredsstillende,” siger Jimmi Bargisen, der er dét aktive cykelbud i Danmark, der har kørt i længst tid.

Han begyndte at køre som bud i 2002, mens han var på orlov fra Danmarks Tekniske Universitet. Han fik aldrig færdiggjort studiet til civilingeniør, da han først havde oplevet glæden ved at blive betalt for at køre stærkt gennem København.

”Jeg kan slet ikke holde det ud, hvis jeg ikke får rørt mig. Sådan har jeg altid haft det. Hvis jeg den dag i dag ikke får cyklet et par dage, er jeg nødt til at løbe 10 kilometer. Jeg er afhængig af motion,” siger Jimmi Bargisen, der i de første år af sin bud-karriere kunne lave 200 kroner i timen eks. moms på en god dag.

”Så er det jo sjovt. Når man laver det på noget, man godt kan lide. Hver eneste dag er en konkurrence, når man kører på provision. Man bliver presset af sin styrmand. Og man presser sig selv. Selv om man allerede har kørt 100 kilometer på en arbejdsdag, får man ekstra energi, hvis man pludselig får at vide, at nu er der altså travlt.”

Men det var ikke kun lønnen og motionen, der motiverede Jimmi til at blive i sadlen, selv om han troede, at jobbet kun skulle vare et par måneder, inden han skulle tilbage på læsesalen. Han holdt også af den koncentration, som han var nødt til at opretholde for at gøre arbejdet godt.

”I 2002, da jeg begyndte, fik man det hele over radioen. Gerne fire forskellige adresser og fire forskellige personer på en gang, som man skulle huske, mens man navigerede rundt. Det var meget mere krævende dengang. I dag får du det hele på en håndholdt computer.”

Hvis han dengang kom til at glemme, hvor det nu var den tredje tur lige gik hen, kunne det være svært at komme igennem på den fælles radio og få kontakt med den styrmand, der sidder hjemme på kontoret med det samlede overblik og fordeler de indkomne ture blandt budene. Desuden var der en risiko for, at styrmanden blev irriteret, hvis han stillede lidt for mange spørgsmål. Så det gad han ikke:

”Det var bare om at holde tungen lige i munden, ”

I et fag, som mange kun befinder sig i midlertidigt, mens de studerer eller holder pause fra studierne, skal man bevise sit engagement, inden man bliver accepteret af de bude, der har valgt det som levevej. For Jimmi Bargisen gik det hurtigt med at finde sig til rette på cyklen, men det tog et par år, inden han faldt til og fik venner.

Hans sociale liv i branchen begyndte først rigtig at blomstre, efter at han i 2004 deltog i sin første internationale konkurrence for bude, en 30 kilometers køretur på kryds og tværs af Berlin, på en banecykel uden bremser. De konkurrerende skulle runde en række checkpoints, men måtte selv bestemme den nøjagtige rute. Jimmi Bargisen, der havde forberedt sig grundigt ved at køre byen igennem og finde den efter hans mening hurtigste vej, fik en tredjeplads.

Året efter deltog han i New York i verdensmesterskaberne for cykelbude på lukket bane. Han blev kåret til den rytter, der overordnet var bedst til en række discipliner. For eksempel en 250 meters sprint, en kappestrid om at kunne stå stille længst tid på sin cykel, en konkurrence i at lave det længste bremsespor ved at blokere pedalerne og en konkurrence i at køre baglæns i cirkler på cyklen.

”Det er nogle ret fjollede discipliner nogle af dem. Men jeg gik ret meget op i tricks dengang,” siger Jimmi Bargisen, der de næste mange år deltog i alle mulige former for cykelbudløb, både de formelle mesterskaber på baner eller lukkede ruter og de mere uformelle løb i åben trafik – i miljøet kendt som alleycats.

Fra omkring 2006 til 2010 kappedes han med en tre-fire andre ryttere fra blandt andet USA og Japan om at være verdens hurtigste cykelbud. Igennem årene har han blandt andet vundet de nordamerikanske mesterskaber for bude, de europæiske mesterskaber på ladcykel og opnået en andenplads til verdensmesterskaberne for bude.

”Det tiltalte mig, det internationale liv, hvor man møder mennesker fra mange forskellige lande og oplever byerne ved at cykle rundt i dem med de lokale cykelbude. Og jeg er nok lidt et konkurrencemenneske. Så det var sjovt, da jeg fandt ud af, at jeg kunne gøre mig gældende. Jeg gik ekstremt meget op i det, jeg ved ikke engang hvorfor, det var ikke fordi, der var damer i det eller sådan noget. Der er bare nogle mennesker, der er skruet sådan sammen,” siger Jimmi Bargisen, der trænede op til mesterskaber ved at køre med ekstra vægt på cyklen, når han var på arbejde, og løbe op og ned ad trapperne på Rigshospitalets 17 etager, når han havde fri.

Mens Jimmi Bargisen skabte succes og netværk ude i verden, begyndte cykelbudbranchen imidlertid at smuldre hjemme i Danmark. Nedgangen i branchen gik stik modsat af den digitale udvikling. Efterhånden som det blev muligt at uploade stadig større filer til nettet, var der ikke brug for, at folk som ham kørte rundt med filmruller, fotografier, cd’er, dvd’er og manuskripter.

Da han begyndte i 2002, var der omkring 150-200 bude i København. I 2010 var de kun 50. Jimmi Bargisen, der ikke havde lyst til at droppe faget, så en lomme i markedet i de genstande, der er for store til at transportere i rygsækken, men som man ikke nødvendigvis behøver en bil til. Hans niche blev ladcykler.

Han var så småt begyndt at køre de ture, som chaufførerne ellers fik, på en amerikansk ladcykel. Folk stoppede ham ofte på gaden og spurgte begejstret, hvor han havde den fra. Så han tænkte, at der måtte være et marked for smukke, aerodynamiske cykler med lad, og ikke kun blandt professionelle.

Han tegnede sin egen model, som han fik produceret i 100 eksemplarer og solgte gennem butikken TrackBikeShop, som han havde åbnet sammen med et par kolleger nogle år forinden, og hvor de havde haft stor succes med at sælge banecykler, som de selv opkøbte brugt og satte i stand.

Hans partnere tændte ikke så meget på ideen om ladcykler, før de 100 cykler ret hurtigt var væk. Så syntes de, det var mere interessant.

”Men der havde jeg på en måde mere lyst til at holde det for mig selv, når nu jeg havde brugt så lang tid på at tegne og udvikle cyklerne,” siger Jimmi Bargisen om ladcyklen, der ikke vejer mere end en bedstemorcykel, men kan lastes med ganske store ting.

”Jeg har set dem med en topersoners sofa på ladet.”

I dag sælger han både ladcykler og citybikes af eget design over nettet og i butikken Ben Ben i Nordre Frihavnsgade på Østerbro.Samtidig er han medindehaver af og bud hos cykelbudfirmaet By-Expressen, der kun kører med ladcykler. Firmaet åbnede han i 2012 sammen med en kollega og sin kone, der er uddannet landskabsarkitekt, men også har kørt som bud.

De kendte hinanden en smule fra budmiljøet, da hun en dag kom ned i TrackBikeShop, hvor han solgte hende en cykel.

”Så kørte vi en tur i skoven på mountainbike, og så blev vi gift og fik børn.”

Jimmi Bargisen kombinerer i dag tre dage om ugen som et af de knap 40 tilbageværende cykelbude i byen med to dage om ugen, hvor han passer sit cykelfirma.

”Man skal være lidt speciel oven i hovedet, hvis man skal leve sit liv som bud uden at have et andet fokus oven i. De fleste folk, som jeg kender fra den internationale cykelbudverden, og som bliver i gamet, driver også deres eget firma ved siden af.”

Han har dog svært ved at forestille sig helt at droppe budjobbet og udelukkende at dedikere sin tid til firmaet.

”Tanken om kun at sidde på at kontor – det er jeg bare ikke skabt til,” siger Jimmi Bargisen, der fortæller, at der er bude i USA, der fortsætter helt indtil pensionsalderen.

Det er han ikke sikker på, at han gider, trods alt. Tanken om at blive gammel i det danske gråvejr tiltaler ham ikke. Han har til gengæld en drøm:

”Enten skal jeg på et tidspunkt sælge mit brand, så jeg bliver fri for at tænke på penge. Eller også skal jeg i løbet af de næste 16 år, indtil mit yngste barn fylder 18, spare så meget op, som jeg kan. Så ville jeg forlade det hele og udforske verden. Køre rundt i Østen fra by til by og dykke. Sammen med min kone. På hver vores ladcykel.”

---------------------------------------------------