Mandeforsker Svend Aage Madsen: ”Mange mænd har ikke formuleringer nok for mange af de tilstande, de er i”

Har du nogensinde rævesovet for at undgå et skænderi med din kone?

”Nej. Hvis der er et skænderi under opsejling, så går jeg altid ind i et andet værelse og sover der. Der er ikke nogen grund til at lade som om.

Det er ikke, fordi jeg ikke vil skændes, men det der med at rævesove er, som om man ikke har hørt, hvad ens partner egentlig siger. Der synes jeg, det er meget vigtigt at sige, nu gider jeg fandeme ikke tale mere om det. Og det gør min kone heldigvis også.” 

Har du forsøgt at charmere dig til et sæde på business class?

”Jeg ved ikke, om jeg ligefrem charmerede mig til det, men da min gode ven Dennis og jeg engang var i Australien på en konference, så kom vores bagage ikke med. Den nåede aldrig frem i al den tid, vi var dernede. Vi fløj med British Airways og fandt ud af, at bagagen var blevet skubbet af båndet i Bangkok. 

Da vi skulle rejse hjem, gik jeg op på deres kontor og sagde: ’Altså, I har ikke kunnet få vores bagage frem i de her 14 dage, vi har været her, hvad kan I så gøre for os nu?’ Så røg vi op på første klasse, hvor vi sad i hvert sit lille ’æg’, som kunne slås bagud. Det var den mest vidunderlige flyvetur, jeg nogensinde har været på. Og det var helt rimeligt, at vi fik det, synes jeg.” 

Har du et ar, der fortæller en historie? 

”Ja, på min venstre arm. Som halvandetårig havde jeg lige lært at gå, og så rev jeg en gryde med kogende kartoffelvand ned over mig. Dengang troede man ikke, at man måtte hælde koldt vand på, hvis sådan noget skete, så min far kørte mig fra vores hjem og ud til Kalundborg Sygehus. 

Der var jeg så indlagt i tre måneder og fik transplanteret noget hud fra mit lår op på armen. Jeg har fem ar der. Da jeg var barn og ung, var jeg ret stolt af de ar og syntes, at det var lidt sejt.”

Hvornår blev du en mand?

”Jeg voksede ind i ungdomsoprøret i 1968 som 17-årig, og der var det begreb ikke så vigtigt. Jeg flyttede hjemmefra i 2.g og boede i et kollektiv ude på landet sammen med nogle andre unge hippier. Og så tog jeg direkte fra eksamensbordet til Thy-lejren i et folkevognsrugbrød. Det var en løsrivelsesproces. Men den startede faktisk meget tidligere, fordi min far og jeg, da jeg var 12-13 år, fik et afstandsforhold til hinanden. 

Han var karetmager og havde et karosseriværksted i Jyderup, hvor vores hus og værkstedet nærmest hang sammen. Han var imod, at jeg skulle i gymnasiet og læse, så han spurgte mig, om jeg ville overtage hans virksomhed. Det tænkte jeg ikke lige, at jeg skulle. Så i stedet tog jeg fem år senere til Thy-lejren, hvor jeg var skæv det meste af tiden, og direkte derfra til Indien og Nepal. 

Senere kørte jeg gennem ørkenen i Iran i folkevognsrugbrødet. Det var kæmpestort at komme væk fra lille Nordvestsjælland og ud i den store verden.” 

Hvad ville du ønske, at din mor havde fortalt dig?

”Helt ærligt, så ville jeg ønske, at hun havde sagt, at hun aldrig skulle have giftet sig med min far. Det var i 1947, hun blev gravid, og så var de nødt til at gifte sig. Jeg vidste det nok godt, men det fik den konsekvens for mig, at det blev tydeligt, at der havde været noget galt imellem dem, da min mor blev gammel og forholdt sig til døden. 

Jeg sagde: ’Vi bestemmer jo, hvordan vi begraver dig,’ og så sagde hun: ’Ja, det ved jeg godt, men du skal bare love mig, at jeg ikke bliver begravet ved siden af din far.’ Det har præget mit liv, at de havde et parforhold, som ikke var kærligt og fyldt med glæde. 

Af det har jeg lært, at det eddermame er vigtigt at finde ud af, om man er sammen med den, man elsker, eller ej. Jeg er – heldigvis – sammen med den, jeg har elsket overalt nogensinde overhovedet. Og stadig elsker.”

Er du kommet til skade på et dansegulv?

”Det tror jeg ikke. Jeg har ellers danset meget i min ungdom. Da jeg var 15 år, lavede jeg sammen med to andre gutter, noget vi kaldte ’Beatplace’, en rockklub i Jyderup, som entrerede med alle de moderne danske rockorkestre. Sir Henry and his Butlers, Defenders, alle dem der var oppe i tiden.” 

Har du siddet i et fly og bedt for dit liv?

”Nej. Jeg er udpræget ateist. Jeg meldte mig ud af folkekirken, da jeg var 18 år, og det dumme svin til præsten sendte udmeldelsesbrevet til min far, som så blev sur. Men på en cykeltur i Frankrig med min kone for mange år siden, nord for Toulouse, forsøgte jeg at nærme mig Gud. 

Vi kørte opad og opad i de der vilde bjerge, og på et tidspunkt sagde jeg til mig selv: ’Hvis det går nedad rundt om det næste hårnålesving, så tror jeg på Gud.’ Men så gik det selvfølgelig opad igen. Siden har jeg ikke givet ham en chance.”

Hvad bør enhver mand vide om kvinder?

”At der er nogle meget store forskelligheder vores køn imellem. Rigtig mange mænd synes, at nu har vi snakket nok om det. Mens kvinder meget ofte gerne vil snakke mere – og så er der altid lige en runde til. Hvis ikke man sætter en bagkant, så kan det være meget svært at få stoppet en samtale. 

Det er ikke, fordi der er noget galt med kvinderne, det er bare, fordi der er så store forskelle imellem os. Jeg oplever, at mange mænd har det sådan, at: ’Så snakker vi om det i et kvarter, og så taler vi ikke mere om det før på torsdag igen.’”

Hvad er det sværeste ved at være mand? 

”Jeg oplever, at mange mænd ikke har formuleringer nok for mange af de tilstande, de er i. Diskussionen i dag går meget på udsagnet: ’Mænd skal åbne sig.’ Men man skal ikke regne med, at der så til sidst springer en kvinde ud af enhver mand. 

I mændenes forandringsproces lige nu er der noget helt nyt på vej. Et sprog, som handler om at håndtere de tilstande, man har, som passer godt til mænd. 

Hvis mænd kommer ud i en sammenhæng, hvor de føler sig trygge, så snakker mænd jo også fanden et øre af om alle mulige ting. Så vælter det ud med følelser, bare på en anden måde og med et andet sprog end det, kvinderne har. Det er, synes jeg, lige så meget omgivelsernes manglende evne til at høre, hvad mænd rent faktisk siger, der er problemet.”

Har du været involveret i et road rage?

”Nej, men jeg kan godt finde på at blive sur i trafikken. Vi bor langt ude på landet, og det, jeg har det allersværest ved, er når en anden lægger sig en meter bagved mig og bare kører aggressivt. Det kan jeg ikke fordrage. Så trykker jeg et par gange på bremsen for at vise, om han ikke vil lægge afstand. 

Min kone siger: ’Prøv at lade være med at lade dig genere af ham.’ Men når de der lygter ligger lige op i ens nakke, og man ser dem i spejlet, så tænker jeg tit: ’Der skal ikke meget til, før det går galt her.’” 

Hvis du kunne ændre én ting ved dit udseende, hvad skulle det så være?

”Min bror og jeg ligner hinanden ret meget, og han har lige fået løftet sine øjenlåg, så man kan se hans øjne igen. Så det burde jeg nok også få gjort.”

Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at du havde én dag tilbage?

”Jeg ville sætte mig og have det mest fornøjelige måltid, man kan forestille sig. Jeg har altid tre dåser foie gras (det skal være gås) stående i køleskabet. Lidt rejer også, måske. Og så ville jeg nyde en Barolo af den gode klasse og høre ’Don Giovanni’ sammen med mine kære ude i solskinnet på vores græsplæne.”