”Når forældre brokker sig over, at de bruger tid og penge på deres børns træning, tænker jeg: ’Sikke dog en jammer og klagesang’”

DER ER TO TING, man skal vide, når man vil interviewe Holger Rune og hans mor til Euroman:

1. De vil rigtig gerne lave interviewet.

2. De har ikke tid.

Og så foregår al kommunikation gennem Aneke Rune, der i dobbeltrollen som både mor og manager for sin søn styrer alle de facetter af Holger Runes liv, der handler om alt det, der ikke handler om selve tennissen.

Eller rettere: Holger Rune har måske efterhånden fået en stab omkring sig, der er mere kvalificerede til at rådgive ham om spillet på banen, fysikken, kosten, strategien, restitutionen og kroppen, men der er stadig kun én person, der har kendt ham hele livet og kender ham bedre end nogen anden.

Skal man have en interviewaftale med Aneke og Holger Rune hver for sig, må man for det første væbne sig med tålmodighed. For hviledage, sådan nogen, hvor man fx kan tale med pressen, har aldrig rigtig fungeret i Holger Runes liv.

Da han var barn, havde Aneke hørt, at det var godt med en ugentlig spillefridag, så børnene ikke kørte sur i det. ”Hvad har jeg gjort galt, hvorfor skal jeg straffes?!” var den purunge Holgers svar, og så tænkte Aneke ’jamen, så lad ham dog spille tennis, han elsker det jo.’ Og sådan blev det.

De seneste år har Holgers liv primært bestået af tre elementer: tenniskampe, tennistræning og rejser.

Og Holger Rune og hans team rejser ikke bare ud og hjem. De rejser videre. Turneringerne fordelt på året ligger så tæt, at der kun sjældent er plads til at rejse til Monaco, hvor Holger har adresse, eller til Danmark, hvor Holger netop har købt en lejlighed og et sommerhus.

Det foregik sådan, at Aneke fandt tre-fire stykker, som de sammen tog ud og så på, og så valgte han den bolig, han bedst kunne lide.

For nylig fortalte Holger sin mor, at han måske godt kunne tænke sig at købe noget i Miami også, og så taler de lidt om det, indtil de finder ud af, om det er en god idé. Hvis det er det, begynder Aneke at kigge mere seriøst på et sted, Holger kan købe.

MEN DET VAR DEN INTERVIEWAFTALE, vi kom fra, som vi her på magasinet har arbejdet på at få i hus gennem mange måneder. Selvom tenniskalenderen på ATP Touren ligger fast, forskubber resultater og rejseplaner og whereabouts sig så ofte, at aftaler kun kan være så bindende, at de kan blive aflyst uden sure miner.

Hullerne med tid til at snakke og blive fotograferet har vist sig og er forsvundet igen on/off i løbet af 2023.

Lige indtil tre dage i december; interview på FaceTime, to timers fotografering i Monaco på Holgers fridag, opfølgende interview over telefonen et par dage senere, inden Holger og Aneke for Gud ved hvilken gang i året skulle boarde et fly og forbindelsen forsvandt.

Trip trap træsko, og så var den fortælling ude, og her er, hvad Aneke Rune har at sige om at være mor til Holger, hvad Holger Rune har at sige om at være søn af Aneke, og hvad begge har at fortælle om den sport, der fylder så meget – hvis ikke alt – i deres begges liv.

Holger Rune: ”Jeg kan ikke huske min allerførste ketsjer. Men jeg har tydelige minder om de første gange, jeg spillede tennis med min søster, Alma.”

Aneke: ”Holger var Rafael Nadal-fan, så det var en Babolat-ketsjer (Babolat sponsorerer også Holger Rune i dag, red.). Han var en lille hidsigprop, så den var vind og skæv, fordi den hele tiden blev kylet ned i jorden i raseri over Almas bedre forhånd.

Holger skiftede meget ketsjer som lille, fordi han var en idoldyrker af særligt Roger Federer og Rafael Nadal, og da han opdagede Roger, skulle han selvfølgelig også have en Wilson.”

Hvad var det med de idoler, Holger?

Holger Rune: ”I starten, da jeg bare spillede skumtennis, vidste jeg ikke, hvem Roger Federer og Rafael Nadal var. Men da jeg opdagede dem, blev de mine meget store helte.

Jeg gik ekstremt meget op i alle detaljer og lurede, hvordan de gik klædt, og hvordan de spillede. Jeg blev fascineret af deres mindset. Min træner syntes, det var lidt sjovt, at jeg skiftede teknik og stil, hver gang jeg havde set noget nyt.

Den ene dag kom jeg helt classy til tennis som Federer med bandana, lyseblå Nike-trøje og slicede min baghånd, så elegant jeg kunne. Den næste mødte jeg op i ærmeløs trøje og rev til bolden og stønnede, når jeg anstrengte mig. Som Nadal.”

Aneke Rune: ”Jeg har aldrig forholdt mig til, om Holger var god eller ej. Jeg har forholdt mig til hans passion. Med det samme havde han et kæmpe drive for tennis. Holger var ultrapassioneret, helt besat af det.

Han youtubede tennis, ønskede sig ketsjere, outfits og plakater med Federer. Han øvede sig hjemme i stuen og ude i haven. Det var ikke svært at se, at der var noget, der triggede drengen.

Og det hjalp jeg ham med at forfølge, ligesom alle forældre vil gøre, hvis de har børn, der brænder for noget.”

HOLGER RUNE FIK først lov til at begynde til tennis, da han var seks år gammel, hvor Skovshoved Tennisklub tillod, at man startede. Indtil da var han nødt til at sidde og kigge på, når hans storesøster Alma spillede holdkampe. Men allerede før det, var det meget klart for ham, at han ville være den bedste i verden.

I begyndelsen var det skumtennis og minitennis to gange om ugen om eftermiddagen, men atypisk for sine kammerater, som primært spillede for sjov, var der en klar forskel at se hos Holger.

Han gik straks hjem og øvede sig. To timers træning i klubben om ugen og så skumbold op ad væggen indenfor eller på muren ude i haven. Konstant og hele tiden.

Aneke Rune: ”Og det gjorde ganske enkelt, at når han kom til næste træning, så var han en lille smule bedre end de andre. Ikke på grund af talent, men fordi han øvede sig. Han havde sit eget lille univers med Federer og Nadal som de store helte, og det dyrkede han til det yderste.”

Holger Rune: ”Jeg kan huske, at det tit var i bilen til og fra træning og kamp, at vi talte sammen. Der var spillet frisk i erindringen, og så var det et godt sted at få talt om det.

Jeg fortalte om mine drømme om at komme op og spille Wimbledon og French Open og senere at vinde dem og gøre mig gældende i Grand Slams. Min drøm var at blive nummer 1 i verden.”

Taler I stadig om de drømme?

Holger Rune: ”Ofte. En gang om ugen, måske to gange om ugen. Gerne mens vi spiser aftensmad, hvor vi sidder og snakker. Det er jo ikke, fordi man skal tænke og tale tennis, hver gang man spiser. Men man kan ikke træne hver dag uden at have et mål, og derfor er det meget godt at få genopfrisket hele tiden.”

Taler I om andet end tennis?

Aneke Rune: ”Hvornår er det ikke sport, når man taler med en elitesportsmand? Uanset om det handler om, hvor det er smart at have en bolig, hvor lang tid det tager at flyve til Australian Open, eller hvor det er godt at holde ferie i forhold til pre-season, så er det meget sjældent, at sporten ikke ligger lige under det, vi taler om.”

Holger Rune: ”Vi taler om alle mulige random ting. Men det er meget tennis, der fylder.”

DET ER OGSÅ TENNIS, der fylder det meste, når man interviewer Holger Rune. Det er ikke, fordi han ikke gider tale om andet. Det er bare fordi, tennis, siden Holger var helt lille, har fyldt så meget, at alt andet stort set er blevet fravalgt.

Det kræver en vis grad af egoisme; ikke nødvendigvis forstået på en negativ måde, men blot ved en meget klar erkendelse af, at valg også kræver fravalg. Der var ingen anden vej end tennis.

Holger ville med egne ord ”blive sindssyg af holdsport,” fordi han ville være den på holdet med de højeste ambitioner. Det er nemmere at have samme mindset som resten af holdet, når holdet kun består af en selv.

Holger Rune minder også om, at selv de bedste atleter i holdsport primært er verdens bedste, fordi de fokuserer så meget på sig selv.

Spørger man Holger Runes mor, hvad der imponerer hende ved ham, er det hans enestående disciplin, der lyser klarest. Holger Rune elsker at sove længe (en enkelt gang kan en interviewaftale ikke falde i hak, fordi han gerne sover til klokken 11 om formiddagen).

Han elsker is og kager. Han elsker at dovne den på sofaen. Men det går bare ikke, når man vil være i verdenstoppen. Derfor ringer vækkeuret, de fleste dage i hvert fald, klokken 07.30. Derefter står den på to timers styrketræning. To timers tennis. En time på øjet. To timer tilbage på tennisbanen. Fysisk træning. Og så behandling.

I løbet af sæsonen er der meget sjældent tid til, at Holger Rune smækker benene op eller begynder at doomscrolle på de sociale medier. Diæten er også stramt doseret. Brød rører han overhovedet ikke, når først sæsonen kører.

”Der er så mange ting, hvor man tænker ’hold da kæft,’” siger Aneke Rune.

”Man skal virkelig ville det.”

Men hvad med dig selv, Aneke, som mor og manager. Hvad har det krævet af ofre at fokusere så intenst på din søn?

Aneke Rune: ”Det er fuldstændig sort for mig at tale om at ofre noget. Jeg mener ikke, at man som forælder nogensinde ofrer noget, hvis man hjælper sine børn. Jeg har gjort det, fordi det er fedt at se ilden i Holgers øjne.

Jeg har været heldig at have børn, der påskønner det, vi har gjort for dem. Når jeg hører forældre, der brokker sig over, at de bruger mange penge på boksetrænere eller meget tid på at køre deres børn til og fra træning, tænker jeg kun: ’Sikke dog en jammer og klagesang. Hvorfor gør I det så?!’”

Hvad har det konkret krævet af dig?

Aneke Rune: ”Jeg har set næsten alle Holgers træninger. I en helt ung alder sagde han til mig, at han gerne ville være verdens bedste og vinde alle Grand Slams. Det ville jeg gerne hjælpe ham med.

Men jeg har også gjort det klart for ham, at hvis jeg skulle bruge al min tid på det, så skulle han også gøre sig umage. Og ikke bare ligge og spise chokolademuffins på sofaen.”

Hvordan har den rolle ændret sig gennem årene?

Aneke Rune: ”Tidligere talte jeg meget med ham, om han gjorde sig umage nok. Det er ikke nødvendigt i dag. Og dog vil jeg sige, at han stadig kigger ud en gang imellem. ’Er det godt nok?’ Der kan jeg stadig sige, at jeg synes, han mangler 30 procent, før vi er helt deroppe.

Da Holger var 14-15 år, var han som mange andre unge ekstremt perfektionistisk, og der var min rolle nærmest omvendt. Der var jeg tit nødt til at sige til ham, at det var virkelig godt, det, han lavede. Jeg var den, der sagde ’bare chill.’”

DET ER ÅBENLYST for enhver, der kender til elitesport for solo-atleter: Der er ingen eller meget få at dele oplevelserne med. I overskrifterne i nyhederne står resultaterne, sejr, nederlag, skade, men bag de korte artikler ligger træning dag ud og dag ind, store drømme og bristede håb.

Du får venner til turneringerne, fordi I altid spiller mod hinanden. Men de er samtidig dine værste konkurrenter, så du kan ikke vise svaghed, og du må for alt i verden ikke udlevere dig selv.

Det er tydeligt, at Aneke for Holger har spillet en rolle, der på en og samme tid har været mor og manager, og at grænsen for, hvornår den ene rolle starter, og den anden slutter, ofte har været svær at definere.

Aneke Rune var som ung selv balletdanser i Den Kongelige Ballet. Det har, ifølge hende selv, lært hende meget om disciplin og givet hende et indgående kendskab til kroppen, og hvad den kan holde til (”når Holger slår en baghånd og vrider sit knæ, kan jeg nærmest mærke det på mit eget knæ,” siger hun).

Men i stedet for at tale om de ofringer, det koster at satse alt, taler hun hellere om et rigt børneliv.

Aneke Rune: ”Man får så mange oplevelser, når man er atlet på det niveau. Selv fik jeg opera, ballet og alt muligt andet ind i mit liv, som ’almindelige’ børn aldrig fik.

Holger fik lande, kulturer og sprog, som de andre 12-13-årige aldrig kom i nærheden af. Man får ikke det samme, som hvis man bliver hjemme, men man får ved Gud noget, man kan bruge.”

Holger, tænker du aldrig, at der er noget, du har savnet, når du har set dine jævnaldrende gå i almindelig skole og have almindelige venner, som ikke skulle træne konstant og være underlagt en streng kost?

Holger Rune: ”Overhovedet ikke. Hvis jeg har en fridag og spiser en croissant, bliver jeg nærmest i dårligt humør, fordi jeg ved, hvad den gør ved min krop. Vi har lige været på ferie i Dubai, og der kan jeg da godt lige bruge et par dage på at slappe af og komme i ferie-mode, men efter et par dage savner jeg min hverdag med kampe og træning og adrenalinen, der kører.”

Så vil du gerne tilbage?

Holger Rune: ”Så vil jeg bare i gang igen. Nogle finder passion i et normalt liv. Jeg finder passion i mit. Jeg elsker det.”

Trænger I ikke til ferie efter sådan en kampagne, som en hel sæson på tennis-touren er?

Aneke Rune: ”Jo. Når først sæsonen er i gang, er det uge efter uge, 10 ATP Masters 1000-turneringer, fire Grand Slams, forskellige underlag, man konstant skal omstille sig til. Hold da op, vi trængte til ferie efter denne sæson.

Holger gad ikke flyve for langt, så vi endte i Dubai, hvor der er masser af aktiviteter. En lille ø i Maldiverne, hvor der intet sker, vil aldrig gå. Der skal være vandski, padel, fitness og så videre. Efter en uge syntes Holger, at han havde holdt nok ferie. Så fik vi fløjet fitnesscoachen ind.”

NÅR MAN TALER MED Holger og Aneke Rune er det tydeligt, at det ikke bare er et mor-søn-forhold, de har. De driver en virksomhed sammen, hvor indehaveren hedder Holger, hvor Aneke er driftschefen, og hvor alle de ansatte udgøres af staben: træner, fysioterapeuter, mentaltræner, data-analytiker og andre, der har et arbejde, så længe de bidrager positivt til bundlinjen.

Holger, hvem er chefen i dit team? Er det dig eller din mor?

Holger Rune: ”Det er mig. Der er ikke nogen, der kalder nogen for chef, men i sidste ende tager jeg beslutningerne. Jeg lytter, og jeg tager input ind, men det er mit liv og min karriere, og den tager jeg ansvar for.

Når man er yngre, er det ofte forældre eller ens trænere, der beslutter ting, fordi de ved mere og har mere erfaring. Men nu er jeg moden nok til at lytte til og mærke i mig selv, hvad der er den rigtige beslutning.”

Aneke, du var engang den forælder, der skulle tage beslutningerne, fordi du vidste mere og fordi du var Holgers mor. Hvordan har din rolle ændret sig?

Aneke Rune: ”Det har været mit ansvar at trække mig gradvist tilbage. Jeg troede i en periode, at Holger ville komme og sige ’tusind tak for hjælpen, nu har jeg ikke brug for dig mere.’

Men sådan har det ikke været. I stedet har han givet udtryk for, at han gerne ville have, at jeg var med, bare ikke på samme måde, som da han var 12 år. Opgaverne har ændret sig i takt med hans udvikling.”

Hvordan det?

Aneke Rune: ”Da han var lille, var jeg jo med hele vejen. Var han klar til kamp, følte han sig nervøs? I dag blander jeg mig ikke i tennisdelen. Jeg mærker selvfølgelig, om han har det godt, men de seneste år har han fået et rigtigt team med kompetente mennesker omkring sig, der er hos ham more or less hele tiden.

Under kampe, da han var yngre, søgte han ofte ud og havde brug for hjælp fra mig. Men nu er han en voksen mand, og nu er det træneren og teamet, han rækker ud til. Men han kan stadig godt lide, at jeg ser de fleste af hans træninger.”

Holger, hvilken rolle spiller din mor i dag?

Holger Rune: ”En kæmpestor rolle. Der er flere nu, der tager ansvar for fysisk træning, tennistræning og for kosten, så det er lettere nu, men samtidig er der kommet dobbelt så mange praktiske ting, som hun står for.

Hun er der med sin support. Det er vanvittigt fedt at kunne dele momenter med én, jeg kan stole på og som har været der fra starten.”

Hvorfor er Aneke stadig vigtig at have med for dig?

Holger Rune: ”Min mor er god til at holde mig oppe på at være den bedste version af mig selv. Hun blander sig ikke i mit spil længere, for der har jeg mit team omkring mig, men mentalt kender hun mig bedre end nogen anden.”

Aneke Rune: ”Forleden aften, da jeg spiste med Holger, sagde han: ’Jeg kan mærke, at nu vil jeg ud og vinde den Grand Slam. Nu skal det være, og så må folk sige, hvad de vil.’

Folk kan godt opfatte det forkert i pressen, hvis man går ud med sådan et statement, så der er det min opgave at sige ’godt, Holger, så er det målet. Det er vigtigt, at du kommer ud med det og får sat ord på det.’”

HVIS MAN VIL gøre sig gældende i verdens tennistop, skal man lægge nye planer hele tiden. Kosten, fysikken, spillet. Alt evalueres ned til mindste detalje. Og der er planer for alt.

Det er intet tilfælde, at Holger Rune er kommet hertil, og han kommer ikke videre ved blot at gøre mere af det samme. We didn't come this far to only come this far.

Netop nu er Rune og hans team i fuld gang med at gå den foregående sæson igennem og at se frem mod den nye. Der bliver skruet på alle procenter, og i spidsen for teamet står to nye trænere, som skal bringe Holger Rune det sidste stykke – helt op til den øverste top.

Aneke Rune: ”Holger har jo fået en træner (Boris Becker, red.), der var kendt for sin serv. Jeg kan se, at der er sket meget. Boris trigger noget, også mentalt. Det er et af de områder, der kommer til at tælle.

Samtidig kommer Severin med 20 Grand Slam-trofæer i bagagen som tidligere træner for Roger Federer. De kan virkelig noget, begge to. Og Holger har allerede tourens bedste fysik.

Der sker så meget med en ung mand, der går fra 19 til 20 år og så fra 20 til 21 år. Det bliver en Holger, der har høstet meget mere erfaring, vi får at se i den nye sæson.”

Holger, hvad er dine mål for 2024?

Holger Rune: ”At vinde Grand Slams og blive nummer et i verden. Jeg vil ikke sige, hvad jeg går og arbejder på. Jeg vil hellere have, at I ser det på banen. De andre spillere skal ikke kunne forberede sig på, hvad de møder, når de møder mig.”

Kan du blive ved med at udvikle dig?

Holger Rune: ”Ja. Tennis fascinerer mig, fordi jeg kan blive ved med at udvikle mig. Jeg kan blive bedre og bedre hele tiden. Novak Djokovic udvikler sig stadig (verdens nummer et, red.), og han er 36 år.”

Hvor langt er du fra at nå dit fulde potentiale?

Holger Rune: ”Lige nu vil jeg sige, at jeg er på 55-60 procent af mit fulde potentiale. Jeg har masser at give af endnu. Det er udmærket.”