Midtvejs i livet har Mads Mikkelsen næppe været skarpere, mere slyngelagtig og mere efterspurgt foran et kamera. Hvordan var det lige, at det kom så vidt for drengen, der voksede op i en baggård på Nørrebro?
Mads Mikkelsen står midt på Nørrebrogade. Det er sidst i august, vejret er skiftet pludseligt, og efteråret kom i nat. Han ser sig undersøgende omkring, op og ned ad bygningernes facader, og kaster lange blikke ind i gårdene, mens bus 5A passerer, cyklisterne hvisler forbi, og folk smutter i zigzag ind og ud af kebabbikse, cafeer og supermarkeder.
Der var her, han voksede op blandt sporvogne, unge mænd i Loden-frakker på Vespaer og cyklister med bløde hatte og rank ryg. Her lå værtshusene tæt, og fulde folk fyldte gaderne om natten, mens det om dagen vrimlede med kunder til de mange boghandlere, antikvarer, damefrisører og bagerier.
Annonse
Det var dengang i slutningen af 60’erne, hvor slumstormerbevægelsen så småt begyndte at besætte tomme ejendomme i protest mod boligspekulation, og hvor folk stod i kø foran Nørrebros Biografteater nogle få husnumre herfra for at se ’Abernes planet’, ’Olsen Banden’ og ’Min søsters børn vælter byen’.
”Det var her, jeg tilbragte det meste af min barndom,” siger Mads Mikkelsen, mens han stadig ser sig omkring og genkender de hårde rammer som etagebyggerierne, Søerne og vejkrydsene, mens alt det andet er i evig forandring. I det travle program, der tilhører en verdensberømt skuespiller, hører byvandringer i hans gamle kvarter til sjældenhederne.
Han er født i 1965 og boede de første år af sit liv i et af de mørke baghuse til Nørrebrogade sammen med sin et år ældre storebror, Lars, og sine forældre. Hans mor var sygeplejerske, og hans far var bankfuldmægtig og blev senere tillidsmand i Danske Bank. Hjemmet var fuld af især to ting: gode historier og faderens yndlingsmusik, jazz.
T-shirt: Burberry til 800 kr.
Bukser: Matinique til 1.300 kr.
Annonse
Halskæde: Trine Tuxen Jewelry til 750 kr.
De to brødre elskede, når der blev læst højt af ’Tusind og én nats eventyr’, eller når de fik lov at lytte til radioens hørespil, som forældrene optog på bånd, så de kunne høre dem igen og igen, eller når de sammen med deres far legede dukketeater.
Teatret var hjemmelavet og bestod af et tæppe, der hang mellem to dørkarme. Mens faderen rykkede op i arbejdslivets hierarki og tjente flere penge, bevægede familien sig fra baghus til forhus og ind i en herskabslejlighed.
Mads Mikkelsen elskede sit kvarter. Han kendte hver en baggård og smøge, hvert et hustag og hver en opgang. Det med opgangene kom sig af, at hans storebror havde en avisrute, der strakte sig fra Dronning Louises Bro op ad Nørrebrogade og hele vejen ud til Jagtvej.
Men hver onsdag, når storebror Lars skulle på arbejde, lod han, som om han var blevet syg. I stedet fik Mads lov til at tage ruten, og som tak gav Lars ham halvdelen af sin løn, selv om det var Mads, der havde taget turen op og ned ad alle trapperne.
”Det tog mig et par år at regne ud, hvad det var, han gjorde. Og at det kunne jeg gøre bedre, fx ved at få min egen avisrute. Jeg har ikke helt fundet den rigtige måde at hævne mig på endnu.”
Han går videre op ad Nørrebrogade i retning af Søerne. Skuespilleren kommer direkte fra fotografens studie, og anledningen er, at Mads Mikkelsen er aktuel med hele to nye film med åbenlyst blockbuster-potentiale: Marvels ’Doctor Strange’ og ’Star Wars: Rogue One’. Den danske skuespiller, der herhjemme især er kendt fra tv-serien ’Rejseholdet’, ’Pusher’, ’Jagten’ og ’Blinkende lygter’, og som internationalt slog igennem som skurk i James Bond-filmen ’Casino Royale’, er et varmt navn i branchen.
Annonse
Måske netop af samme grund har han venligt advaret om, at han ikke kan sige særlig meget, hverken om sine film, fordi produktionsselskaberne har givet ham mundkurv på, eller om sig selv, fordi han ikke gider. Men denne mandag formiddag i slutningen af august, på en improviseret spadseretur i det kvarter, hvor det hele begyndte for et halvt århundrede siden, pibler historierne frem.
Mads Mikkelsen lever trods alt af at fortælle historier, men man skal ikke tage fejl. Den danske skuespiller værner om sit privatliv som en venligt smilende dørmand, der er kønnere og mere trimmet end gennemsnittet.
På den måde adskiller Mads Mikkelsen sig ikke fra sine internationale kolleger: Det er mennesker, der lærer at beskytte sig bag solbriller og tonede ruder, og som mestrer den særlige kunst at sige noget uden rigtig at sige noget.
Skuespillere af den kaliber har lært, ofte af bitter erfaring, at lange, indviklede forklaringer og velargumenterede holdningsprægede udtalelser kan risikere at blive kondenseret ned til klikværdige one liners på netmedier og formiddagsaviser.
Her på Nørrebrogade, en af landets travleste gader, er Mads Mikkelsen i gang med flere ting på én gang. Han adlyder fotografens ordre om at gå frem, se til højre, se ligeud, se på kameraet, gå forbi bilen – og ja, mange tak, gerne gøre det hele én gang til.
På samme tid bliver han interviewet i den lille bræmme af tid, som hans agent har stillet til rådighed, inden Mads Mikkelsen skal videre i programmet, og han når samtidig at nikke venligt til de mange forbipasserende, der smiler til ham, eller hvis blikke fryser et kort sekund, fordi de har genkendt landets vel nok mest eftertragtede mandlige skuespiller.
I filmbranchen er Mads Mikkelsen kendt som venligheden selv. Han er typen, der hænger ud og sludrer med hele filmholdet til langt ud på natten, men alligevel møder til tiden dagen efter, frisk og veludhvilet. Han har ingen nykker eller sære ønsker, der skal opfyldes, før han kan præstere, han er ikke typen, der låser sig inde i sin campingvogn og nægter at komme ud, mens resten af filmholdet venter på ham.
Mads Mikkelsen stopper op. Han kigger langt ind i en tom baggård af den slags, hvor han voksede op. Dengang var det en verden af skraldeskure, plankeværker, lokummer i gården og mørnede, mørke baghuse, der lænede sig op ad hinanden. For en dreng på 10 fandtes der ikke noget bedre sted i verden.
”Jeg kunne hoppe fra hustag til hustag for at komme i skole ovre på Sjællandsgade, og det gjorde jeg hele tiden. Det var til gengæld ikke det nemmeste for mig at sidde stille. I dag havde jeg nok fået en diagnose.”
Frakke: Burberry til 17.500 kr.
T-shirt: Burberry til 800 kr.
Halskæde: Trine Tuxen Jewelry til 750 kr.
Senere, da Mads Mikkelsen var teenager, rykkede bulldozerne ind på Nørrebro og gjorde det af med store dele af hans barndomskvarter, og nu om dage er området befolket af nyåbnede restauranter, designbutikker og cafeer, hvor studerende sidder fordybet i opgaver bag bærebare computere.
Her, i hjertet af Nørrebro, søger familier fra den kreative klasse hen mod nyanlagte grønne åndehuller og legepladser godkendt af Sikkerhedsstyrelsen. Et udmærket bytte, ville de fleste nok mene.
”Men hvor er børnene henne?” spørger Mads Mikkelsen ud i luften.
”Det er sjovt, jeg synes aldrig, jeg ser børn her.
Mads Mikkelsen har fri i nogle dage, mens han venter på en verdensomspændende pressetur for ’Rogue One’, den længe ventede ’Star Wars’-film, som tidsmæssigt foregår imellem ’Star Wars III’ og ’Star Wars IV’.
Den er baseret på ’Star Wars Anthology’-serien, som består af enkeltstående historier fra det uhyre populære univers. Samtidig skal Mads Mikkelsen ud og promovere en anden film, ’Doctor Strange’, der er baseret på Marvels tegnefilm om en neurokirurg, der kommer slemt til skade i en bilulykke.
I de forløbne måneder har Mads Mikkelsen lavet efterarbejde på begge film, hvilket betyder, at han har fået skudt nærbilleder, gentaget de sætninger, som man af den ene eller anden grund ikke kunne høre, og andre småting, der ligger i slutredigeringsfasen. Hans skema er låst, filmselskabet ejer ham teknisk set, til filmen er færdig, og til pressen har fået deres bidder.
Interessen for Mads Mikkelsen er ikke blevet mindre efter hans præstation i ’Jagten’, der herhjemme blev set af 672.000 biografgængere og 785.000 i udlandet. Mikkelsen spiller en pædagog, der uretmæssigt bliver beskyldt for seksuelle overgreb på børnehavebørn.
I filmen ser vi et helt lokalsamfund vende sig mod en uskyldig mand, der langsomt går til grunde. Historien er knugende i al sin menneskelige brutalitet, men for Mads Mikkelsen var den et stykke håndværk som så mange andre film. Han går ind i rollen og analyserer den for at forstå dens virkelighed, og hvilken retning den skal bevæge sig i, og han er underspillet i sit arbejde med karakteren og sin mimik.
Den britiske avis The Guardian har beskrevet danskeren som en af verdens bedste aktive skuespillere:
”I de seneste år har han spillet den mest skræmmende af Bonds fjender, Stravinsky i ’Coco Chanel & Igor Stravinsky’, en uforsigtig mostandsbevægelsesleder i det nazibesatte Danmark i ’Flammen & Citronen’, en ynkelig københavnerkriminel i (…) ’Pusher’-trilogien, en karismatisk læge i ’En kongelig affære’, en middelalderlig fange i (…) ’Valhalla Rising’.Han har spillet enhver slags mand og givet hver eneste rolle et individuelt særpræg.”
På dagbladet Politiken deler filmekspert og kritiker Michael Bo begejstringen for Mads Mikkelsen. Han husker især den kiksede, storsvedende Svend i ’De grønne slagtere’, den sociopatiske frihedskæmper i ’Flammen & Citronen’, den sadistiske Le Chiffre i 007-filmen ’Casino Royale’ og den tegneserieagtige One Eye i ’Valhalla Rising’.
Frakke: Burberry til 12.500 kr.
T-shirt: Burberry til 800 kr.
Bukser: Matinique til 1.300 kr.
Sneakers: Garment Project til 1.000 kr.
Halskæde: Trine Tuxen Jewelry til 750 kr.
Alligevel var Michael Bo ikke specielt interesseret i at møde skuespilleren, som blandt journalister har ry for at være fåmælt og tvær i interviewsituationer.
”Skuespillere er svære at interviewe, fordi de sjældent har en tilgang til stoffet, der kan verbaliseres og blive til noget fornuftigt, men nogen i branchen forsikrede mig, at Mads var helt fantastisk nørdet med hensyn til skuespilkunst, og vi sad en time på terrassen uden for Carlton Hotel på La Croisette (i Cannes, red.) og nørdede igennem, som man kan med meget, meget få skuespillere.
Ikke et ord om privatliv eller evt. drømme om at vinde filmpriser, men hardcore skuespilteknik.”
Der var ikke ét særligt tidspunkt, hvor det gik op for Mads Mikkelsen, at han ville være skuespiller. Det var mere flydende, som en leg, der udviklede sig. Han var gymnast og instruktør i gymnastiskforeningen Gefion, siden blev han danser i Micado danseensemble, der dansede i sceneshows og på alle mulige teatre, og derfor kom han med i musicalen ’La Cage aux Folles’ på Aarhus Teater.
”Det æstetiske i dansen var jeg ikke så interesseret i, men når vi lavede noget dramatisk, var jeg meget optaget af det. Og jeg opdagede, at sådan var skuespillet jo hele tiden. Derfor tænkte jeg, at det måske var mere mig … og så søgte jeg ind på teaterskolen.”
Han betegner det som heldigt, at han kom ind på Aarhus Teaterskole, for hans gennemsnit var ikke til andre studier end dem med optagelsesprøve og dem uden adgangsbegrænsning. De næste år fandt han ud af, at han vidste, hvordan han skulle gribe en karakter an, analysere den og finde frem til, hvordan han præcist skulle spille den. Og at han var ret sikker på sine egne holdninger.
”Jeg var fra begyndelsen ret hardcore. Der var rigtig mange ting, jeg ikke kunne holde ud at se på, og mange ting, jeg ikke ville røre ved.”
Faktisk passer skuespilfaget fint til hans temperament. For trangen til at vinde og brænde igennem, hvad enten det er foran et kamera eller på en tennisbane, ligger dybt i ham. Både Mads Mikkelsens far og hans storebror Lars dyrkede sport, men de klarede bedre at tabe end ham.
Det er lige meget, om Mads spiller tennis, poker, håndbold eller laver stunts på filmsettet. Han vil være den bedste. Hver gang.
”Hvorfor overhovedet dukke op, hvis det ikke er for at vinde? Det er jo heller ikke sjovt at vinde over nogle, der er ligeglade med, om de vinder eller taber,” siger han med undren i stemme og ansigt.
Og den der med, at man skal lære sine børn at tabe og vinde med samme sind, ryster han på hovedet ad og siger skarpt:
”Nej, det skal man ikke lære dem. Det er jo netop de børn, der lærer det, der ikke kommer med til OL.”
Som skuespiller mærker Mads Mikkelsen sit konkurrencegen, når han går på arbejde blandt kolleger i store filmproduktioner med scener af den slags, der kræver mange stuntmænd.
Stuntmændenes job er dels at lære ham de særlige teknikker til at udføre bestemte stunts, dels overtager de selv, når tricket bliver for farligt. Men Mads Mikkelsen vil helst være lige så god som de professionelle stuntmænd til at slås, fræse af sted i en sindssyg biljagt eller flyve gennem luften.
”Da jeg sad og så film med mange stunts i som 15-årig, tænkte jeg: ’Åh, det vil jeg også,’ og især når det er en stor del af rollen, vil jeg selvfølgelig virkelig gerne gøre det selv.
Men jeg gør det også, fordi jeg er lidt skrap til det. Jeg er gammel gymnast og gammel danser, og der er mange ting, jeg kan. Men det, der har ændret sig den sidste tid, er, at jeg får skader. Man slår sig hele tiden. Og i dag tager det meget længere tid at komme over det.”
Da han medvirkede i ’Doctor Strange’, hvor han spiller skurken Kaecilius, en mystisk troldmandslignende figur, fik danskeren lov til selv at optræde i de risikable scener.
”Det er en enormt fysisk film, det var nærmest flyve-kung-fu,” siger han med den begejstring i stemmen, som nok naturligt følger med, når man på 20. år er i gang med at udleve sin drengedrøm.
At Mads Mikkelsen så må lære, at det i rollen som filmskurk ofte ender med det uundgåelige nederlag, når de gode vinder over de onde, lærer han at leve med.
”Det nederlag må man æde. Jeg kan godt lide at spille skurk, og hvis jeg vil spille med i amerikanske film, giver det sig selv. Når man ikke er amerikaner, kan man ikke spille andet end skurk. Og det har jeg det fint med, for alternativet er jo, at jeg ikke lavede noget i USA. Til gengæld får jeg masser af helteroller i Europa.”
Vi har sat os på en café i Ravnsborggade. Der er reserveret et mødelokale inde bagved, men Mads Mikkelsen vælger et bord ude på fortovet. Han drikker en cola og ryger stærke cigaretter, mens han fortæller om dengang, han brød igennem for alvor.
Det begyndte lige så stille at tage fart i 1996, da Nicolas Winding Refn spurgte, om han ville være med i filmen ’Pusher’. Mikkelsen skulle spille Tonny, der er narkohandleren Franks makker.
Filmen var en af de billigste danske film, der blev produceret det år – budgettet var på ca. 5 mio. kr. – men overraskende nok blev ’Pusher’ den tredjestørste publikumssucces med 185.000 solgte billetter efter Lars von Triers ’Breaking the Waves’ og dansk-svensk-norsk-tyske ’Hamsun’.
”’Pusher’ var alt det, jeg havde drømt om. Den var karakterbåren og historiebåren. Vi ville lave noget, som kunne ske i virkeligheden.”
Det helt store ryk kom først nogle år senere, da Mads Mikkelsen trådte ind i danskernes stuer som den upolerede politimand Fischer i tv-serien ’Rejseholdet’.
”’Pusher’ var kult, men slet ikke bred, og dengang var jeg desuden skaldet, og ingen kunne kende mig. Men mandagen efter det første afsnit af ’Rejseholdet’ var det som at være i en helt ny verden. Det tror jeg, at alle tv-værter eller endda vejrværter har prøvet.
For tv kommer ind i folks dagligstue, og folk føler, at de ejer dig. Det er helt anderledes end at lave film. Jeg ved ikke, om det var positivt eller negativt, det var bare anderledes.”
Ret hurtigt gik det op for Mads Mikkelsen, at gennembruddet på tv-skærmen havde den bivirkning, at han ikke længere kunne sidde i ubemærkethed og studere andre mennesker og forestille sig, hvordan det føltes at være i deres sko.
”Nu sad folk pludselig og gloede på mig, så den del af mit liv var taget fra mig.”
Har berømmelsen ændret dig?
Han ryster på hovedet.
”Jeg er af den overbevisning, at hvis du er teenager, når du bliver kendt, bliver indvirkningen på livet meget voldsom. Men er man 30 år, lægger man to og to sammen. Jeg tænkte: ’Det var sjovt, at hende, der ikke gad tale med mig i går, pludselig enormt gerne vil tale med mig i dag. Det har nok ikke noget med mig at gøre.’ Hvis du er 15 år, bliver det mere mudret.”
I international sammenhæng er Mads Mikkelsen nok bedst kendt for sin rolle som skurken Le Chiffre i James Bond-filmen ’Casino Royale’, og blandt hans seneste store roller er også tv-serien ’Hannibal’, der kørte i tre sæsoner.
” … Og pludselig kunne jeg købe en bil,” siger han tørt om sin succes.
”Men jeg har heldigvis ikke lavet ting, der har vendt livet helt rundt. Det er godt, for jeg vil gerne have, at livet former sig langsomt. Det skal ikke rives rundt og vendes.”
Sin erfaring til trods har han alligevel aldrig oplevet noget så stort og så hemmeligt som optagelserne til ’Star Wars’-filmen ’Rogue One’, der har premiere i december.
For Mads Mikkelsen var rumuniverset mere eller mindre ukendt land – som dreng foretrak han Bruce Lee og Charles Bronson frem for
Luke Skywalker, Chewbacca og prinsesse Leia – men han kunne ikke sige nej, da tilbuddet forelå.
Mads Mikkelsen spiller faderen til den kvindelige soldat Jyn Erso, der kæmpede for de gode under den galaktiske borgerkrig. Jyn Erso bliver spillet af Oscarvinderen Felicity Jones, der er bedst kendt fra filmen ’Teorien om alting’.
’Star Wars’-filmene er en kæmpemæssig forretning omgærdet af et enormt hemmelighedskræmmeri. Således fik Mads Mikkelsen manuskriptet tilsendt via en krypteret forbindelse, fordi det ville være en katastrofe, hvis det blev glemt på en café eller mailet ud af produktionsholdets kontrol.
Uheldigvis er Mads Mikkelsen efter eget udsagn en IT-idiot, der bare sad og trykkede og trykkede og ikke kunne få teknikken til at virke og samtidig var hunderæd for at komme til at sende det til nogen ved en fejl.
Sikkerhedsprocedurerne fortsatte, da optagelserne gik i gang. Her måtte Mads Mikkelsen og hans kolleger iføre sig kapper, secrecy capes, når de bevægede sig mellem makeuppen og settet, således at kun et minimum af filmmedarbejdere fik kendskab til de forskellige roller i filmen.
Sagen er, at ’Star Wars’-filmene følges af nogle af filmbranchens mest hårdhudede fans, som spekulerer vidt og bredt om plots og medvirkende i rumsagaen, der trækker tråde tilbage til den første film fra 1977. Mads Mikkelsen respekterede selvfølgelig reglementet under optagelserne, men indimellem skabte det alligevel lidt problemer, at han ikke kunne bevæge sig frit i pauserne med sit kostume.
”Filmholdet havde det lidt svært med sådan en som mig, der gerne ville ud og ryge. Pludselig kunne der opstå panik, hvis jeg glemte at tage den på.”
Han afviser venligt at fortælle mere om arbejdet på ’Star Wars’-filmen.
Faktisk er han allerede kommet til at sige alt for meget. Under et interview med tv-stationen Sky News kom han til at afsløre navnet på sin rolle og fortrød straks sine ord.
Nyheden om hans fortalelse endte på alle mulige medier, ligesom han var kommet til at give en autograf med sin hemmelige rolles navn. Pludselig vidste fansene, hvem han skulle spille, og det viste sig, at de gik pænt meget op i det.
Mads Mikkelsen er gift med koreograf Hanne Jacobsen, og sammen har de børnene Carl og Viola. Han bor i Hellerup, når han altså ikke bor på et hotel i udlandet. I løbet af de seneste år har optagelserne til fx ’Star Wars’ bragt ham til London. Da han optog ’Hannibal’, var det i Toronto.
”Der sker hele tiden noget nyt. Så får jeg lov til at ride på en hest i fem måneder, så spiller jeg klaver, så laver jeg flyve-kung-fu. Det vigtigste er selvfølgelig at få lov til at fortælle en god historie, men mit hverdagsliv er unægtelig meget varieret, og jeg prøver ting, som man ellers skulle betale mange penge for at få lov til at prøve,” siger han, og han har en vis lethed over sig, når han taler om sit hverdagsliv, som om han var en 20-årig, der fortalte om et fjumreår.
”Folk har set noget meget forskelligt i mig. Jeg har – med et Gitte Stallone-udtryk – været blessed, fordi folk har set mig med forskellige øjne. Casteren til ’James Bond’ havde set mig i ’Elsker dig for evigt’. Franskmanden, der mente, at jeg skulle castes til Michael Kohlhaas-filmen (’Age of Uprising: The Legend of Michael Kohlhaas’, red.), havde set mig i ’Pusher’.”
Mads Mikkelsen er altid i tvivl, når han siger ja eller nej til en film. Det er ekstremt vigtigt for enhver skuespiller at vælge rigtigt, når de får tilbudt en rolle, for et rigtigt valg betyder ikke kun succes her og nu, men også på længere sigt.
Casterne til de næste store film ser nemlig altid med. Om en bestemt film er et rigtigt eller forkert valg, handler for ham langt hen ad vejen om instruktøren.
”Medmindre det er en film, der er så godt skrevet som ’Jagten’. Den kunne min grønthandler have instrueret. Forstå mig ret, jeg er glad for, at det var Thomas Vinterberg, men manuskriptet var så sjældent godt, at det ikke kunne gå galt. De fleste tror, at det er instruktøren, der guider skuespillerne, som ikke aner, hvad de laver.
Men sådan er det sjældent. Faktisk er det ofte modsat. Jeg gætter på, at ca. 50 % af alle instruktører er som andre mennesker, som man kan have en intellektuel eller emotionel samtale med. Og den anden halvdel er nærmest introverte, og man skal hive deres fantasi ud af dem, oversætte den og gætte den.”
Som han sidder der på en café en formiddag på Nørrebro, virker Mads Mikkelsen som en simpel mand i ordets bedste betydning. Han er en glad dreng, der har fulgt sin lyst og fået en masse gode oplevelser ud af det. Skulle der være noget, der bekymrer ham eller har gjort hans liv svært, er det umuligt at læse i hans pokerfjæs.
Alligevel kan han godt blive usikker, når han står over for en kæmpeproduktion eller en superstjerne, eller hvis han af en eller anden grund mister fodfæstet. Som det skete i begyndelsen af optagelserne til tv-serien om kannibalen Hannibal Lecter, som han nåede at optage tre sæsoner af, før den stoppede. Her fik den danske skuespiller et råd af sin amerikanske kollega Laurence Fishburne, efter han havde været i karakteren Hannibal i et par uger.
”Der var en masse snak om rollen. Fx talte vi om, hvor meget han kan gå rundt og være ond hele tiden, og hvor britisk han skal være. Om han skulle sige ’teacup’ eller ’teecup’. Jeg fik lyst til at råbe: ’Men jeg kan ikke høre forskel!’ Jeg var nok blevet lidt usikker. Laurence Fishburne afbrød pludselig optagelserne til vores scene med et: ’Kom lige med.’
Vi gik udenfor, og han sagde: ’Det er jo dit kontor, dette her. Det er dig, der er den. Det virker ikke helt, som om du har taget pladsen.’ Det gør jeg også normalt, men jeg havde glemt at gøre det. Men det gik jeg ind og gjorde.”
Mads Mikkelsen sidder lidt uden at sige noget. I det fjerne glider trafikken på Nørrebrogade forbi som en behagelig summen. Sidste år fyldte han 50 år.
”Man kan jo håndtere det ved at gå helt i desperation, købe en åben sportsvogn, dyrke en helvedes masse sport og vælge nogle modstandere, der er ældre end én selv, så man kan vinde,” siger han med et snedigt smil.
Men det er faktisk ikke, fordi alderen generer ham, siger han. Det er mere det, den indikerer.
”Selv med min meget optimistiske udregning er der kun halvdelen af livet tilbage. Det er irriterende.”
Og så alligevel. Måske er det ikke så galt at være Mads Mikkelsen en mandag formiddag i København.
”At blive ældre er o.k. i sig selv, og hvis man har svært ved at vinde pga. fysikken, må man jo bare finde på et nyt spil.”
For tredje gang bliver han afbrudt af agenten, der mener, at interviewet er slut.
Mads Mikkelsen gør mine til at runde af. Det regner. Han rejser sig og sætter sine blå solbriller op i håret. Så forsvinder han ned ad Ravnsborggade for at finde sin cykel.
