10 bløde pakker, du bør ønske dig i julegave

Bløde julegave-pakker behøver ikke kaste rynkede bryn og halvhjertede krammere af sig. Vi har fundet 10 stykker tøj, der bliver et hit under juletræet.

Julegaver
Offentliggjort

Intet uldent

Eviggyldig

Den hvide t-shirt er at finde i de fleste klædeskabe, og det er sjældent, at en enkelt af den klassiske beklædningsdel er nok. COS har lavet en hvid T-shirt i økologisk bomuld, som er lidt oversized og sidder godt.

Vinterværn

Gaven vil ikke se ud af meget under juletræet, men til gengæld vil modtageren sætte ufattelig stor pris på en god kvalitetshue og komme til at gå med den hver eneste dag de næste mange måneder.

Som søvnhypnose

Det er svært at finde følelsesmæssige paralleller til, når du lægger dig træt og udmattet på en nyredt seng med spitzenklasse stramtlagte lagner. Det er ét af de områder, som du sidst bør gå ned på lige meget, om du er en fattig studerende i en fodkold lejlighed, eller om du befinder dig i den anden grøft. En veltilberedt seng med lækre lagner er svær at matche.

Sig det med fleece

Fleecen er ikke længere kun forbeholdt spejdere, campister og havearbejdere, men har vundet indpas i både modeverdenen og i menigmandens garderobe. Og det forstår vi godt. Den er praktisk, lavet i et behageligt materiale, holder dig varm, og så kan jakken kombineres med de fleste ting.

Et slag for løse underdrenge

En længe negligeret, overset og undervurderet beklædningsgenstand, nemlig boksershorts, vinder disse dage mere og mere frem, og det er der god grund til. Flot print og finurligt design virker bare bedre på et par løst siddende underdrenge som boksershorts. Den gennemgående kritik af boksershorts har længe primært været møntet på deres irriterende syninger, der generer alle de forkerte steder, men kritikken er faktisk uden hold og blot et udtryk for manglende erfaring i universet, så lad dig ikke narre.

Arbejd-arbejd!

Den har en stærk historik og har været båret af alt fra jernbanearbejdere, kunstmalere og sågar den første streetstylefotograf nogensinde, Bill Cunningham. Den blå arbejdsjakke er evigt aktuel. Universal Works har lavet en fed nyfortolkning.

Skjortekriger

Hverdagens kampe er den slags, som man ikke kan flygte fra. Der kæmpes krigeriske kampe på både hjemmefronten og på arbejdspladsen. Som en kriger i kamp, skal du i hverdagen også forholde dig til 17 ting i minuttet. Mens en kriger typisk er iklædt en jernrustning, bør du nok finde dig en anden type rustning end den af jern. En, der kan fungere på både arbejde og derhjemme. En skjorte for eksempel.

Ingen undskyldninger

Din løbetræning skal også holdes ved lige i vintermånederne, selvom vejret ikke inviterer til det. Det handler bare om at klæde sig ordentlig på. Denne løbejakke fra Patagonia er både vind- og vandafvisende og åndbår.

Røde strømper

Røde strømper til et par opsmøgede, mørke denim jeans og nogle lave Dr. Martens-sko. Det er et tight look.