Sådan bliver moden i sommeren 2017

9 danske designchefer: Sådan bliver moden til næste sommer

Modeugen kigger på næste års sommermode

Sådan bliver moden i sommeren 2017
Offentliggjort

Sommerens modeuge i København står for døren, og i løbet af den kommende uge vil de fleste danske mærker fremvise deres kollektion, der kommer i butikkerne til næste sommer. Nogle afholder et modeshow, mens andre holder sig til fremvisning på messe, showroom eller i deres butik.

Euroman.dk har talt med ni af designerne bag nogle af tidens mest populære danske herremærker for at finde frem til designernes personlige favoritter i de nye kollektioner, og give alle os andre, der stadig har vores tanker på denne sommer et indblik i, hvordan modebilledet vil se ud om et års tid.

Wood Wood

- Karl Oskar Olsen, medstifter og kreativ direktør

”Vi har lavet denne skjorte i et forsøg på at forene en skjorte og sweatshirt. Skjorten er lavet i et relativt tykt materialer og er en, jeg tænker kan bruges til det meste. Den kommer også i en blå udgave.

Jeg har i mange år lavet en læderjakke i denne silhuet, og SS17 er ingen undtagelse. Denne har jeg lavet den i en stærk rød. Jeg tænkte, der skulle ske lidt på farvesiden denne gang, og så har vi ikke lavet den i rød før. Den kommer også i en sort, men jeg er helt vild med den røde.

Vi har altid polotrøjer med i vores kollektioner, og denne gang har vi blandt andet denne strikkede polo i råd og blå, som skiller sig lidt ud fra den ’normale’ polo.”

Henrik Vibskov

- Henrik Vibskov, grundlægger og designchef

”Jeg har valgt at give denne dobbeltradede frakke et dobbelt lag, da jeg er glad for tanken om lag på lag. Min kollektion er inspireret af arbejdet på en pølsefabrik, og det ekstra lag refererer til et forklæde eller et ekstra lag beskyttelse, man tager på, når man arbejder.

Den her tager udgangspunkt i slagterskjorter og en kimono. Jeg har valgt at vende stoffet på vrangen for at give skabe noget spil i mønstret og nogle skarpe farveskift. Vi kommer nok ikke til at sælge mange af den, specielt ikke i Skandinavien, men den er et godt billede på den historie, jeg gerne vil fortælle med min kollektion.

Jeg er inspireret af asiatisk kampsport- og madkultur og vil samtidigt gerne sætte fokus på den vestlige verdens overforbrug af kød.”

Ellen Pedersen

- Ellen Pedersen, grundlægger og designchef

”Jeg er vild med den vatterede vest fra SS17, den har en høj krave og en god længde. Derudover har den asymmetrisk dioginal dyne, som kommer fra Mondrian kunst. Jeg synes, at vesten er rigtig cool, fordi den har en masse attitude og er lavet i italiensk nylon fra Olmetex.

Rullekraver er blevet et must i mine kollektioner, og denne her er personlig og let at have på. Den er stram, lavet i polyester og har printet mønster i Mondrian-stil.

Korte, korte shorts! Jo mere ben dets bedre.

Min kollektion fra SS17 bærer præg af kombinationen mellem lette korte shorts og tunge jakker/veste. Kollektionen er mere sjov og let, og detaljerne er fokuseret på overskæringer og konstruktion. Den lyse lilla skinner igennem sammen med mørkeblå, sort, hvid og grå. Polotrøjer, rullekraver og skræddersyet shorts vil dominere til næste sommer.

Jeg tror også på sølvringe, og har fået lavet nogle af smykkedesigner Conor Joseph til min kollektion.”

Armoire Officielle

- Kjetil Aas, grundlægger og designchef

”En af mine to favoritter denne sæsonen er vores 'Bark Coat', som er en let frakke i en kakifarvet, vokset bomuldskvalitet fra den britiske materialeleverandør Halley Stevenson. Den voksede overflade gør, at jakken får en smuk patina, dets mere man bruger den.

Den er både casual og tidløs på samme tid og er på mange måder essensen af, hvad jeg ønsker at skabe med Armoire officielle.

Den anden favorit er vores skjorte-jakke, som ligner den jakke, den nu afdøde Bill Cunningham gjorde ikonisk. Med dens referencer til arbejdskultur og tone-i-tone vævede materiale fra Italienske Duca Visconti vil det blive en af mine yndlings jakker til næste sommer.

Armoire officielle´s SS17 kollektion er bygget op omkring begrebet favoritter, og er på mange måder en hyldest til de ordinære ting, der bare fungerer. og som man ikke altid lægger mærke til. På den måde er det en videreførelse af de elementer, vi altid kredser om, og det er vigtigt for os at være uafhængige af trends.”

Tonsure

- Malte Flagstad, medstifter og designchef

”En af mine favoritter er den her unconstructed-blazer, som fungerer som blazer, men forbliver uformel på en sommerlig måde.

Derudover er jeg glad for skjorten med ¾ længde ærmer og bowling-krave. Det er en simpel og let skjorte, der fungerer til hverdag og fest, i hvert fald for mig.

Vi laver vores efterhånden klassiske bomberjakke i en ny tektisk, beige og metallisk metervarer. Stoffet er behandlet således, at jakken krøller på smukkeste vis. Den kan også glattes ud igen.

Jeg synes, at der er en tendens til, at alle blander stilarter på kryds og tværs. Og det tror jeg, vi kommer til at se meget mere til. Det vil stille mindre krav til os designere, når der ikke findes en 'plug and play' løsning på, hvordan man skal gå klædt.”

Won Hundred

- Nikolaj Nielsen, ejer og designchef

”Jeg kan ikke skjule min besættelse af cowboystøvler. Til SS17 kommer der en ny version, som hedder Darryn. Det er et friskt tag på den klassiske cowboystøvle, de er spidse og lave i skaftet.

Tony er en oversize deerhunter-jakke, som har en følelse af secondhand. For mig har jakken den helt perfekte fit og farve. En klassiker, der er let og alsidig.

Jeg er vild med unisextøj, og jeg synes, at det er fedt, når drenge og piger kan deles om det samme tøj. Warsaw er en sweatshirt, som er tung og vendbar, hvilket blot gør den endnu sejere.

Vi fokuserer i bund og grund ikke så meget på, hvilken retningen moden går, for os handler det om at lave det, vi godt kan lide. Til SS17 brænder vi for print, oversize og især unisex. Det er tydeligt at se, at Won Hundred-drengen og pigen har passion for det samme. De går til de samme koncerter, kunstudstillinger og ser de samme serier.”

Forét

-Jeppe Meier og Jesper Finderup, grundlæggere og designere

”Kanvasskjorten kommer i første omgang i to faver med mulighed for udskiftning af velcro patches på brystet, således forbrugerne selv kan bestemme skjortens udtryk. Ambitionen er at inddrage skjorten permanent i vores kollektioner med mulighed for at tilføje nye patches de kommende sæsoner.

Squad t-shirten er vi også vilde med, da vi i stedet for print har arbejdet med forskellige materialer broderet på ryggen, samt designet et patch på brystet med referencer til spejderuniverset, som vi har ladet os inspirere af til udarbejdelsen af kollektionen.

Generelt er vi forelsket i patches og broderinger, hvilket vi helt sikkert kommer til at arbejde mere med på sigt. Vi er inspireret af naturens uendelige univers og den autentiske livsstil, hvilket passer perfekt ind i tidens kommende tendenser, hvor vi spår, at komfortabelt workwear og jordnære farver bliver stort.”

Barbara I Gongini

- Barbara í Gongini, grundlægger og designchef

”Jeg vil gerne udvide tøjets funktioner og skabe et særligt udtryk for individet, som bærer tøjet. Det er denne jakke et godt billede på.

Vi har skiftet lidt fokus over på sportstøj, som vi mener vil dominere til næste sommer, men det er også vigtigt, at vi ikke mister vores greb i de mere avantgarde kunder, som er vores faste kundegruppe.”

Libertine-Libertine

- Rasmus Bak, medstifter og direktør

”En af mine favoritter til næste sommersæson er vores ’Dead’-jakke, som tager udgangspunkt i den klassiske M65 jakke. Vi har lavet en version i et italiensk materiale med refleks-camoflage, som både er vandtæt og åndbar.

Jeg kan virkelig også godt lide vores nye tag på et jakkesæt med et par smalle bukser og en overskjorte i en dyb blånistret uld-kvalitet. Udtrykket er både formelt og underspillet.

For os handler næste sommer om kvalitet fremfor alt andet. Vores silhuetter og styles er primært en videreudvikling på AW16-kollektionen med blandt andet et stort fokus på bukser og bomberjakke-baserede jakkesæt. ”

LÆS OGSÅ: Sneakpeak på Henrik Vibskovs nye kollektion: ”Jeg bruger den 3-stjernede salami i min kollektion”

LÆS OGSÅ: Le Fix redesigner klassiker og ny sporty sko for Clarks

LÆS OGSÅ: Det hitter i sommerlandet: Her er de danske mænds foretrukne sommerstil