Helt på månen: Disse ure har været i rummet

”WE CHOOSE TO go to the Moon in this decade, not because [it’s] easy, but because [it’s] hard.” Sådan sagde John F. Kennedy i september 1962. Det skete under en berømt tale i Houston, Texas, hvor en tusindtallig skare på Rice University hørte deres præsident melde nationen ind i rumkapløbet. Det var værdikamp for fuld skrue.

Selvom datidens missioner i rummet ingen militære formål havde, så sendte stormagterne klare signaler med deres teknologiske formåen. Det var et ideologisk skakspil over stratosfæren, og amerikanerne var ved at tabe. Russerne var nemlig foran på point, for de havde i 1957 sendt Sputnik-satellitten i kredsløb om Jorden og i 1961 opsendt den første mand i rummet.

Begge begivenheder var store propagandasejre for Sovjetunionen, som blev mødt med bekymring i Washington. Problemet for Kennedy var at få overbevist Kongressen og sine landsmænd om det geniale i at bruge milliarder af skattedollars på det ydre rum. 58 procent af amerikanerne var ifølge Gallupundersøgelser imod, de så hellere pengene brugt på noget mere jordnært, men ’Månetalen’, som Kennedys tale blev kendt som, skubbede i den grad til folkestemningen.

Kennedy tegnede et billede af rummet som en ny frontier, som talte til amerikanernes selvforståelse og fik ridset situationens alvor op: USA havde en interesse i at overbevise en verden opslugt af kold krig, om at det var bedre at teame op med dem og resten af den frie verden fremfor Sovjet og proletariatets diktatur. Den amerikanske regering igangsatte Apollo-projektet og vandt i sidste ende på knockout: Rumkapløbet kulminerede i 1969, da amerikaneren Neil Armstrong som det første menneske satte fødderne på Månen.

MÅNELANDINGEN VAR MULIGVIS ’et kæmpe spring for menneskeheden,’ men det var også et kæmpe skridt for de mange industrier, der var involveret i projektet. Der var nemlig også et kommercielt kapløb ved siden af det politiske om at komme først til fadet med den bedste teknologi: Apollo-programmet kostede 150 milliarder i nutidens dollars, og en del af pengene gik til giganter som flyfabrikken Boeing, der byggede løfteraketten Saturn V, samt telegiganten Motorola, der stod for det digitale uplink, der gjorde det muligt for Neil Armstrong at sende sin ’one giant leap’-tale direkte hjem i stuerne.

Men også mindre kendte navne som Velcro, hvis bånd gjorde det muligt at fastspænde ting i det vægtløse rum, deriblandt ure uden på rumdragten, blev verdenskendt. Det samme kunne man sige om ur-industrien og de brands, som blev en del af historien.

SIDEN 1969 HAR Omega Speedmaster kunnet kalde sig ’det første ur på Månen,’ men det var ikke det første ur i rummet – eller det eneste ur på Månen. Æren for det førstnævnte tilfalder det russisk fremstillede Sturmanskie, der sad på Yuri Gagarins håndled, da han 12. april 1961 sensationelt blev den første mand i rummet. Sturmanskie (russisk for ’Navigatør’) blev oprindeligt fremstillet af det statsejede First State Watch Company, som Stalin havde ladet grundlægge i 1930. Fabrikken var en del af kommunistpartiets første femårsplan og skulle udstyre østblokken med præcise måleinstrumenter og armbåndsure.

Problemet for Sovjetunionen var, at de ingen nævneværdig ur-industri havde på det tidspunkt, så i stedet opkøbte russerne i 1929 to amerikanske urproducenter, der var gået konkurs: Det drejede sig om Ansonia Clock Company og Dueber-Hampden Watch Company. Der blev fragtet rub og stub fra New York til Moskva – inklusive 21 urmagere og andet teknisk personale – som lagde grunden for den nye fabrik. Sturmanskie var et for datiden eksklusivt pilotur, der ikke var tilgængeligt for offentligheden, men kun udstedt til kadetter fra flyveskolen i det sovjetiske luftvåben.

Gagarin brugte sit eget Sturmanskie-ur i rummet, dét, han havde fået i 1957 som nyuddannet pilot, som var udstyret med et robust mekanisk urværk med 17 juveler og et logo for Sovjetunionens luftvåben på den hvide urskive. Med en diameter på blot 33 mm var uret småt efter nutidens standarder, men det fungerede fejlfrit i rummet og er i dag udstillet på Moskvas Rumhistoriske Museum.

First State Watch Company skiftede i 1964 navn til Poljot og slog året efter en anden rekord i rumkapløbet: Fabrikken lancerede kronografen Strela (russisk for ’pil’), som byggede på et berømt schweizisk udviklet urværk, Venus-kaliber 150/152. Det var en attraktiv sportskronograf med en hvid skive, gyldne visere og arabertal samt to subdials, der sad på håndleddet af Aleksej Leonov, da han i 1965 blev den første til at gennemføre en rumvandring – det man også kalder Extravehicular Activity eller EVA – da han forlod rumskibet under missionen Voskhod 2.

Set i det lange historiske lys var det alt sammen skønne spildte kræfter: Sturmanskie og Strela overlevede Sovjetunionens sammenbrud i 1991, nu som privatejede virksomheder, men de opnåede aldrig kultstatus hos andre end samlere af obskure klenodier fra Sovjet-tiden, og i dag laver de mest halvbillige re-editions.

Til sammenligning har der været mere opmærksomhed om de gamle vintage-ure, som da Sotheby’s i New York i 1993 afholdt en auktion under overskriften ’Russian Space History’ med salg af udstyr fra det sovjetiske rumprogram, heriblandt flere Strela-ure, der havde været med i rummet. Auktionen var så vellykket, at Sotheby’s nogle år senere gentog succesen. Det ændrer dog alt sammen ikke ved, at de russiske rum-ure er gået i glemmebogen trods deres imponerende track record.

MEN RUSSERNE VAR ikke de eneste, der så sig overhalet indenom af historien. Mere overraskende er det måske, at et dengang ærkeamerikansk brand som Bulova ikke optræder i den kollektive bevidsthed som et klassisk ’rum-ur’ på linje med Omega Speedmaster.

Bulova blev grundlagt i New York i 1875 og blev hurtigt et anerkendt urmærke. Ikke kun fordi man fremstillede ure i høj kvalitet, men også fordi Bulova gjorde en dyd ud af reklamer i radioen og dagbladene og allerede i 1927 havde Charles Lindberg – den første mand til at flyve solo over Atlanten – som brandambassadør.

I løbet af deres årelange partnerskab med NASA hjalp Bulova med at udstyre 46 satellitmissioner med deres Accutron-tidtagningsteknologi, der var et banebrydende batteridrevet og elektrisk styret værk, som brugte en stemmegaffels frekvens til at måle tiden. Det var langt mere præcist end datidens mekaniske ure og blev første gang taget i brug i Vanguard 1-satelitten i 1958.

Teknologien var så revolutionerende, at alle tidtagningsinstrumenter, herunder instrumentpanelure, på NASA’s bemandede rumfartøjer op til og med Apollo 11 i 1969 var udstyret med Accutron-teknologien. Og selvom de fleste urnørder vil vide, at Buzz Aldrin som den første astronaut tog et Omega Speedmaster med på Månevandringen, så er der måske færre, der ved, at samme Buzz Aldrin efterlod en Bulova Accutron-timer på Månens Sea of Tranquility for at hjælpe med at overføre vigtige dataoverførsler. Dér står den endnu.

En af dem, som har beskæftiget sig indgående med Bulovas bidrag til Apollo-programmet, er Carl E. Rosen, der er Bulovas egen brandhistoriker. Rosen mener, at Bulova kan kalde sig et vaskeægte måne-ur, fordi en af deres kronografer rent faktisk blev brugt på en mission på Månen: Omega Speedmaster blev i 1965 NASA’s officielle armbåndsur, men det forhindrede ikke kaptajn David R. Scott i 1971 i at tage et Bulova Lunar Pilot med som backup på Apollo 15-missionen.

Det viste sig at være en god beslutning, for efter sin anden rumvandring opdagede Scott, at glasset på hans Speedmaster var poppet af – måske som følge af de ekstreme temperaturer.

”Han brugte i stedet sit Bulova til den tredje og sidste rumvandring og på resten af missionen. Også da man skulle tilbage til Jorden, og timing var altafgørende for ikke at brænde op i atmosfæren,” siger Carl E. Rosen.

Spørgsmålet er så, hvorfor man ikke har brugt mere krudt på at markedsføre Bulova som rum-ur, ligesom Speedmasteren.

Har I sovet i timen?

”Bulova-uret var jo ikke officielt udstedt af NASA, så derfor blev det ikke markedsført på det tidspunkt. Men måske var det en ’lost opportunity,’” siger Rosen og tilføjer. ”Set i bakspejlet er det et vidnesbyrd om Bulovas pålidelighed.”

En ting er sikker: Kaptajn Scotts Bulova er fortsat det eneste privatejede ur, der har været på Månen, og blev i 2015 solgt på auktion for 1,6 millioner dollars. Og måske er Bulovas store bidrag til rumforskningen alligevel ikke helt glemt. I år lancerede man en jubilæumsudgave af Lunar Pilot i anledning af 50-året for Apollo 15-missionen.