Dagbog fra Hotel Corona – del 3: “Hello freedom and fuck you corona. Jeg håber, du snart fordufter ud i glemslen og bliver der til evig tid”

Dag 06

I øvrigt er det min skønne kærestes fødselsdag i dag, så dagen starter ud med skønsang og et forsøg på at male vores visne gren grøn og gøre tilværelsen bare en anelse munter. Men det er sgu lidt svært, må jeg indrømme, når vi begge ligger og sveder, mens vi glor op i loftet og synes, at tilværelsen viser sig fra sin værste side.

Laura har overtalt mig til at vise hende, hvad min gave til hende er. Af gode grunde kunne jeg ikke få den med herind. Heldigvis falder den i god jord, og det hjælper lidt på den trykkede stemning. Vi beslutter os for at se en dokumentar, der hedder ’The Phenomenon’. Findes der en bedre måde at slå tiden ihjel på end at se amerikanske konspirationsteoretikere tale om ufo'er og aliens?

Vi vælger at smide lidt penge efter noget takeaway fra GRØD for at peppe fødselsdagsstemningen en smule i vejret. Skidt med, at vi ikke kan smage det, så længe vi sidder tilbage med følelsen af at have puttet noget i munden, der er nogenlunde lækkert og tilberedt fra bunden.

Laura har fået fødselsdagsgæster, der står ude foran vores vindue og prøver at holde os muntre med lidt god energi. Heldigvis for os er vi indlogeret i stueetagen med en formidabel udsigt til hotellets parkeringsplads. Lige så kedelig og grå den er at se på, ja, lige så praktisk er den, når man skal have besøg. Og hvor kan man ikke undervurdere effekten af at snakke med andre mennesker, og selvom FaceTime er en fin opfindelse, så kan det ikke måle sig med det at have en fysisk samtale med et andet menneske. Også selvom der er flere meters afstand, en trappe og en græsplæne imellem en.

Dag 07

Vi vågner og for en gangs skyld, har vi det faktisk nogenlunde. Jeg vover pelsen og beslutter mig for at teste min krops velbefindende med en røvfuld arm- og mavebøjninger, og modsat dag 02 i isolation – hvor jeg som en meget afkræftet Charles Bronson måtte opgive efter 5 minutter – reagerer min krop faktisk fint på de fysiske strabadser, jeg udsætter den for. For første gang i næsten en uge begynder jeg at se en smule optimistisk på tilværelsen.

Jeg går i bad og sæber mit hår ind i en krads tjærebalsam, som skal afhjælpe min psoriasisramte hovedbund. Det er der som sådan ikke noget nævneværdigt over, men det er der til gengæld over lugten. Det er ikke meget, men en lille snert af noget kradsbørstigt når mine næsebor, da jeg skruer låget af flasken. I ren og skær begejstring skriger jeg efter Laura, at hun skal skynde sig at komme. Det stakkelse menneske tror, jeg er faldet og har slået mig, men ingenlunde. Jeg har bare lugtet noget for første gang i en uge, og på mange måder føles det som om, jeg har tillært mig en helt ny sans, som jeg ikke har haft før. Også selvom jeg kun kan lugte en brøkdel af, hvad jeg kunne før, corona fik mig ned med nakken. Heldigvis kan hun også lugte en lille snert, og som to lykkelige idioter, der opfører sig som nogen, der lige har vundet i Lotto, danser vi en lille sejrsdans ude på toilettet.

Jeg kigger på uret og så videre over på Laura. Jeg kan mærke, at det er nu.

“Klokken er nu 14:00, og jeg erklærer os hermed for symptomfrie. Om 48 timer er vi ude herfra,” siger jeg.

Hun kigger på mig med en vis skepsis, og siger: “Er vi det?”. Jeg kan godt forstå hendes bekymring, for er vi nu også det? Det er på en eller anden måde grænseoverskridende, at man selv har magt og autoritet til at kunne erklære sig selv for rask og dermed sluse sig selv tilbage i det samfund, som man har været afskåret fra og uønsket i. Men jeg bliver bare nødt til at stå fast på, at det er vi. Ingen af os har længere nogen symptomer, og vi bliver jo nødt til at vende timeglasset på et eller andet tidspunkt.

Vi er nået til et punkt, hvor vi intet produktivt kan foretage os. Hvis der er en mur at ramme, så har vi ramt den nu. Det hjælper selvfølgelig, at vi føler, vi så småt er ved at genvinde vores tabte sanser og heldigvis er ved at komme ovenpå igen, men muren er vi stadig løbet ind. Som to midaldrende fritidsløbere, der løber en 10 km til det lokale bystævne og giver den, som om de er Mo Farah, der er ved at sætte verdensrekorden til de Olympiske Lege, men finder ud af halvvejs, at de har glemt de magiske gelbarer og mikroskopiske vandflasker til at holde væskebalancen ved lige. Så pressede er vi.

Vi bingewatcher ’Jul i Valhal’, mens vi venter på vores aftensmad. Selvom aftensmaden ikke har været nogen stor kulinarisk oplevelse, så har der alligevel været et dagligt element af forventningsglæde at spore, når vi nærmede os det tidspunkt, hvor vi vidste, at aftensmaden ville blive serveret. Jeg er egentlig ikke helt sikker på hvorfor, men jeg tror, det har handlet om at fragmentere sin dag så meget som muligt for at gøre det bare en lille smule udholdeligt at være i. Hvis dagen bare skulle være en lang sump uden noget opbrud, så ville vi knække nakken på det.

Dag 08

Trisser ud på gangen og henter bakken med vores morgenmad. Inden jeg spiser den, laver jeg mit hjemmelavede træningsprogram ala Patrick Bateman x Oliver Valentin. Jeg kan mærke, at min krop er ved at komme i fuldt vigør igen.

Selvom vores fysiske og mentale tilstand er i bedring, så er vores lyst til at foretage os noget, der bare er nært beslægtet med noget konstruktivt, fuldstændig forduftet. ’Gilmore Girl’, ’Keeping Up with the Kardashians’, ’The Simpsons’ og ’Alene Sammen’. Bring it, baby. I’m all yours.

Har overgået mig selv på ny og må nu være sunket til et nyt lavpunkt. Jeg har simpelthen toppet mit dårlige realityforbrug med at kaste mig ud i at se ’Flip It Like Disick’. For dem, som ikke skulle være bekendt med dette program, og det håber jeg virkelig ikke, at der er mange, der er, så er det en slags spin-off til ’Keeping Up with the Kardashians’. Her giver Kourtney Kardashians eksmand, den notoriske playboy Scott Disick, den som en anden bolig-mogul og tager rundt og opkøber og istandsætter latterligt dyre villaer i Malibu og omegn, mens han strør om sig med kække kommentarer og et noget ekstravagant syn på tilværelsen – Fx når han køber et hus til flere millioner dollars, uden overhovedet at være ude at besigtige det selv.

Er nået til afsnit 3 af ’Flip It Like Disick’ og jeg tror vitterligt ikke, Laura og jeg har udvekslet et ord i hen mod 4 timer. Men det er vel også en styrke i et parforhold at kunne nyde hinandens selskab i stilhed?

Oddser på en desperat Manchester United-sejr over Manchester City. For at citere mig selv fra i tirsdags, hvor United tabte til Leipzig og dermed også forårsagede, at jeg endnu engang tabte penge på odds: “Er United virkelig ikke blevet bedre? Og hvornår stopper jeg med at oddse med hjertet…….” Til gengæld har jeg fået serveret mit hidtil bedste måltid under mit ophold. En omgang spaghetti bolo med revet ost og en lille salat on the side. Jeg havde ganske vist ikke tænkt store tanker om den, hvis jeg havde fået den serveret ude i det virkelige liv, men for Hotel Corona er den ganske udmærket, og når der er fremskridt at spore, små som store, synes jeg, at man skal applaudere det.

Laura og jeg er endelig begyndt at snakke sammen igen. Vi ser en dokumentar om egyptiske pyramider, og hvordan tilblivelsen af diverse sarkofager har fundet sted. Hvor er det vildt, at man har kunne finde ud af at lave sådan nogle ting. Det synes jeg stadig, det ville være, hvis man gjorde det i dag. Bare wow. Verden er og var vild.

Dag 09

Jeg ved ikke, om det var forventningsglæde eller bare dårlige søvnvaner, der gjorde, at jeg først faldt i søvn ved 04-tiden, men da jeg allerede vågner igen lidt over 4 timer senere, er jeg på ingen måde træt. Jeg vækker Laura og kan næsten ikke være i mig selv over, at vi endelig kan checke ud i dag.

To bank på døren og lyden af fodtrin på vej væk. Det er sidste gang, vi får et måltid serveret her på Hotel Corona. På trods af, at maden har været sølle, tenderende til det ringe, så har det alligevel været rart, at man har haft muligheden for at være en del af en madordning, og især en, der har været gratis. Det havde alt andet lige været en smule bittert at skulle ruinere sig selv med alverdens takeaway-køb, når man nu ikke kunne smage noget som helst.

Vi går i gang med at pakke vores ting sammen. Det tager kun små ti minutter og hvad så nu? Det er stadig små to timer til, vi kan checke ud. Heldigvis mangler jeg stadig de sidste afsnit af ’Flip It Like Disick’, og Laura mangler vist at gennemføre et par baner i ’Super Mario’.

Vi er ude. Jeg er sikker på, at samtlige mennesker, jeg passerer på gaden, er bevidste om, jeg har været smittet med corona. Jeg fortæller det til Laura, og hun har det på samme måde. Det er dybt fjollet, men de ca 800 meter fra Hotel Corona til min lejlighed på Baldersgade føles usandsynligt lange og en lille smule ubehagelige at tilbagelægge. Dels fordi ens krop ikke fungerer, som den plejer. Man kan godt mærke at den har været sat i bero i noget tid. Mine lægge og lår syrer til, og trafikken føles voldsom, faretruende og lidt for intens. Men dels føles det også ubehageligt, fordi man føler sig som en persona non grata. Nu når man har stået uden for virkeligheden så længe, skal man også lige finde sin vej tilbage ind i den igen.

Vi har været forbi min lejlighed og stillet et par tasker og sagt hej til mine roomies, og nu er vi udenfor igen. Som to køer, der lige er blevet lukket på græs, suger vi samtlige indtryk til os. Hurtigt går følelsen af at være en persona non grata over, og den erstattes i stedet af en euforisk glæde over ikke at være lukket inde på Hotel Corona længere. Jeg spejder lidt desperat efter et værtshus, der har åbent, men erfarer hurtigt, at de jo selvfølgelig har lukket. Satans. Men i det mindste er vejret godt – december taget i betragtning – og på trods af, at mine ben syrer lige så meget til, som Pim de Keysergrachts ditto i en solid spurt mod en 12-årig i et indkøbscenter i Herning, føles det bare fantastisk at kunne gå frit rundt igen.

Vi rammer Lauras lejlighed på Oehlenschlægersgade. Nu glæder jeg mig bare til at gå ud og bruge penge på noget takeaway, som jeg næsten ikke kan smage. Har læst på Politiken, at Holy Krapow på Vesterbro er the place to go, så nærmest inden vi har fået skoene af, er vi på vej ud af døren igen og sætter kursen mod Sankt Jørgens Allé og Holy Krapow. Jeg har nu været ude i det fri i næsten to timer, og jeg har allerede givet fingeren til mit rygestop og røget fem smøger, mens jeg samtidig er så overstimuleret af indtryk og det at se mennesker igen, at jeg opfører mig som et børnehavebarn juleaften. Hello freedom and fuck you corona. Jeg håber, du snart fordufter ud i glemslen og bliver der til evig tid. Sincerely yours, Oliver.