Antallet af nye rygere blandt unge er igen stigende. Det er nedtrykkende. Tallene taler sit eget tydelige sprog, og kigger man et øjeblik bort fra de hardcore facts og i stedet ind bag cigaretrøgen, er der utallige eksempler på, at det er en tendens i tiden:
Musikere gør det, skuespillere gør det, stilikoner gør det, selv verdens bedste cykelrytter joker med, at han gør det: Ryger. Modefester er bygget op omkring cigaretter, New York Times skriver featureartikler om smøgens tilbagekomst, og hvis man af og til går til privatfester, ved man, at den sjoveste fest altid opstår ved rygerne på trappen eller i køkkenet.
I kulturen går det op og ned, hvad der er in eller out. Men en af de adspurgte i artiklen, Jonas Hartz, præsenterer en række tungtvejende argumenter, der rækker langt ud over stilikoner på Instagram eller sene nattetimer i festligt lag. For ham giver det rigtig god mening, at de unge begynder at ryge:
”Som ung har du nul chance for at få et sted at bo, medmindre du er nepo baby eller aktiearving. Man kan godt argumentere for, at de unge arver et samfund, der er mere asocialt, selvoptaget og ungdomsfjendsk end nogensinde før, så måske det ikke kan undre, hvis de unge ikke gider at tage imod vores råd og formaninger,” forklarer han i vores oprulning af cigarettens comeback og fortsætter:
”Nu har de helt unge jo også skulle følge deres far på Strava og se deres mors fitness-resultater på Instagram, imens jorden er ved at gå til, så det giver meget god mening, at de kommer med en modreaktion, hvis du spørger mig. Hvis jeg var ung, gad jeg heller ikke høre på de voksnes advarsler med det generationelle tillidsbrud, de er i gang med at føre ud i livet. Jeg var også begyndt at ryge, hvis jeg var 16.”
Med et asocialt og selvoptaget samfund, der i tiltagende grad gør det mere komplekst og svært at være et ungt menneske, er det klart, at det lillebitte oprør, en cigaret kan være, bliver en løsning. Klimakrise, krig i Ukraine, inflation og boligpriser på amokløb er ydre omstændigheder, der påvirker deres liv, men som de unge ikke selv i kontrol med.
Og når man ikke selv bestemmer noget, er det klart, at man finder tryghed ved det, man selv er herre over. Enter cigaretten; en trofast kompagnon, der altid står dig bi, og som på trods af sundhedsadvarsler en masse bliver et halmstrå af frihed, de unge kan klynge sig til. Her styrer de selv slagets gang. Usundt eller ej. Det er en pris, de glædeligt betaler. Eller lukker øjnene for.
På kinesisk findes der et begreb, der hedder 報復性熬夜, som bedst kan oversættes til ”revenge bedtime procrastination.” Det er et fænomen, hvor mennesker, der ikke har kontrol over ydre omstændigheder i deres liv, tager “hævn” om aftenen ved ikke at gå i seng – fordi det er det eneste tidspunkt på dagen, hvor de har kontrol med deres egen tid, og derfor endelig er i stand til at føle en form for frihed.
Det er let at se parallellerne til rygning og danske unge. Der har altid været impulser udefra, der har været umulige at styre, men post-Covid er det som om, kriserne stikkere dybere. De unge er vågnet til en verden, der er alt andet end sjov at overtage. Glem 1980’erne. Det her er den virkelige Generation No Future.
Selvfølgelig giver det mening, at de begynder at ryge. Jeg overvejer det endda selv, selvom jeg for længst er blevet en af dem, der burde sørge for, at ungdommen arver et bedre sted, end jeg selv overtog.
Nu er spørgsmålet blot, hvad vi kan gøre for at vise en bedre vej og en bedre verden til de unge.
Et par forslag:
–Skru ned for ideen om, at oplysning hjælper. Oplysningskampagner bygger på en idé om, at vi træffer rationelle valg hele tiden. Empirien siger bare det modsatte: Vi træffer irrationelle valg hver eneste dag, året rundt.
– Hæv prisen til det groteske. Indgangsbarrieren til at købe cigaretter er åbenlyst for lav, når så mange unge finder vej til cigaretterne.
– Arbejd for et samfund, der er venligere stemt overfor ungdommen. Cigaretter er et symptom på ungdommens velbefindende, og det er stadig og vil altid være de voksnes ansvar, at det hele ikke går ad helvede til.
