4 skelsættende episoder, der kendetegner vanviddet i italiensk fodbold

Det politiske landshold

"VM 1938 bliver afholdt i Frankrig, og på dette tidspunkt knager Europa vitterligt, for det er året inden, at 2. Verdenskrig bryder ud. Benito Mussolini er ved magten i Italien, og han bruger sporten som et vindue til at manifestere sin politik, og VM er selvfølgelig der, hvor man har den helt store opmærksomhed.

Da Italien går på banen under slutrunden i en kamp mod Norge, der spiller man den officielle hymne for det italienske fascistparti for fuldt skrald på anlægget. Stadionet er pakket med tilskuere, som buher konstant af de italienske spillere. Buhråbene kommer også fra italienere, der er i eksil i Frankrig og gør alt for at vise deres vrede overfor det italienske landshold, der er et politisk landshold.

Italienerne spiller ikke i blåt, men er sortklædte, hvilket er farven for fascistpartiet, og da de stiller sig op på en lang række under præsentationen, hæver de armene alle sammen i en romersk hilsen, der jo ligner en fascistisk hilsen.

Den italienske landstræner Vittorio Pozzo har et citat, der indkapsler deres vedholdenhed trods den vrede, som spillerne blev udsat for, meget præcist, mens de står og laver den romerske hilsen: ’Hvor længe det varede, skal jeg ikke kunne sige (…) Den tyske dommer og de norske spillere kiggede bekymrede på os. På et tidspunkt begyndte det at stilne af (…) Vi havde lige taget armene ned, men så begyndte den voldsomme demonstration igen. Med det samme: ’Hold, vær beredt. Hils.’ Og så løftede vi vores arme igen for at slå fast, at vi ikke var bange. Efter at have vundet frygtens kamp kunne vi gå i gang med at spille,’ har landstræneren udtalt sig.

Det er et ret vildt øjeblik og et godt eksempel på, hvordan sporten og politikken var en sammenflettet størrelse for det italienske fascistparti. Mussolini vidste godt, hvor kraftfuldt et værktøj det var generelt. Han var ikke specielt interesseret i fodbold selv. Han blev tit fotograferet i racerbiler eller med ski under fødderne, men han kunne godt se, at han alligevel var nødt til at holde af fodbold på en eller anden måde. Som årene gik begyndte han mere og mere at manifestere sin politik gennem fodboldkampene, og denne kamp ved VM var en foreløbig kulmination.

Da Italien senere ender med at vinde VM-slutrunden i 1938, hæver de også armene og laver den romerske hilsen foran den franske præsident."

Napolis første Scudetto i 1987

”Serie A er midt i sin gyldne æra i 1986-87-sæsonen, og man har fire år tidligere åbnet op for to udlændinge i stedet for én i truppen. Samtidig er der nogle ekstremt ressource- og pengestærke præsidenter, som har midlerne til at købe verdens bedste spillere. Serie A er fyldt med de allerbedste spillere, man overhovedet kan forestille sig. Diego Maradona ender i Napoli og vinder ene mand mesterskabet til klubben i 1987.

Fodbolden betyder noget helt specielt i Napoli, det er en religion for mange mennesker. Man ser Maradona-portrætter på væggene i byen, og man har Maradona som en helgen-figur ved siden af Jomfru Maria og Jesus derhjemme. Man ser ham på T-shirts og kasketter. Man ser ham overalt i gadebilledet i de her sene 80’ere, og man opfatter ham som en slags frelser, der kan revanchere det fattige Syditalien, der er blevet kuet af det rige og industrielle Norditalien i så mange år. Lige siden, at Italien blev dannet i 1861, har man i det rige nord set ned på det fattige syd.

Så da Maradona endelig skaffer dem deres første Scudetto nogensinde, eksploderer Napoli. klubben er oppe imod stjenebesatte mandskaber – fra Juventus med Platini og Laudrup til Inter med Rummenigge og Passarella.

Festen går løs i Napoli med mesterskabet. Alle byens indbyggere er ude og fejre det i gaderne. Man hopper og danser på bilerne, drenge og piger kører rundt på deres vespaer med flag, og man afholder ligefrem falske begravelser. Man laver optog i byen med kister, hvor der typisk står skrevet ’Juventus’ eller ’AC Milan' på – alle de rige norditalienske klubber, som altid har vundet Serie A.

Udenfor en kirkegård i Napoli laver man et stort banner til alle de døde, hvor der står: ’I ved ikke, hvad I er gået glip af’. Nu har alle de arrogante klubber fået som fortjent efter årtiers beskyldninger om, at de var fattige, dovne, beskidte og uuddannede i Syditalien, tænker man.

De falske begravelser beskriver godt de regionale spændinger i Italien, men også den religiøse betydning af ’calcio’ – italiensk fodbold. I Italien er fodbold noget, du vokser op med. Fodbold er en del af opdragelsen, og man følger det hold, som ens familie nu engang holder med. Sådan er det bare. Fodbold fylder så ekstremt meget for en typisk italiensk familie. Dengang i 80’erne var der op mod 10 millioner tilskuere på en sæson. Altså med forbehold for gengangere, så var hver femte italiener inde at se fodbold i Serie A på et år. Det taler sit tydelige sprog.

Med Napolis første mesterskab eksploderer navnet Diego i Napoli. Man opkalder sine sønner efter Maradona, og han bliver enhver mors søn og enhver kvindes kæreste. Der knytter sig en lille og sjov historie til Maradonas betydning i Napoli; hos en lille fiskeforhandler er der en ansat, som bliver fyret ganske enkelt af sin arbejdsgiver, fordi han ikke ønsker at bære Maradonas trøje med nummer 10 på ryggen. Nogle uger senere vender han tilbage med trøjen på og synger en sang om Maradona, og så får han sit job tilbage."

Barnet under det hvide lagen

”Rom-derbyet mellem Roma og Lazio – kaldet Derby della Capitale - er et af de absolut mest elektriske opgør i fodboldverdenen. Da de to klubber mødes i 2004, må dommer Roberto Rosetti stoppe kampen på grund af romerlys, og han kan høre, at der fra tilskuerpladserne bliver råbt ’mordere, mordere, mordere’. Men på dette tidspunkt aner man ikke, hvad der er op og ned. Der kommer senere en udmelding over stadionanlægget, hvor der bliver gentaget flere gange, at ’ingen er døde’.

Der er altså sket et eller andet på dette stadion, som er usædvanligt. Det viser sig, at der er nogle tilskuere, som har set, at der ude foran stadion ligger et barn med et hvidt lagen over sig og er omgivet af læger. De her tilskuere er sikre på, at barnet er slået ihjel, og det er grunden til, at der er nogle mennesker, som går helt amok inde på stadion.

Pludselig går tre ledere fra det fanatiske ultas-miljø ind på banen. De forcerer den olympiske løbebane og går ind på grønsværen til blandt andre Francesco Totti fra Roma, der er deres helt store idol. Det er bestemt ikke hverdagskost, at de sådan bare går ind på banen. Totti vælger at henvende sig til de tre hooliganledere. Den ene er klædt i en sort læderjakke, og han lægger hånden på Tottis skuldre, nærmest på en patroniserende eller truende måde. Holdkammeraten Emerson kommer løbende over til dem og ser fuldstændig chokeret ud.

Totti vil høre hooliganlederne om, hvad der er sket. De fortæller ham så, at der er en dreng, som er blevet dræbt af en politibil i høj fart inden kampen. Efterfølgende går Totti over til sine medspillere og siger, at nu aflyser man kampen med det samme. Noget, som de tre fra ultras ligeledes forlanger, skal ske.

Det ender med, at Roms øverste politichef helt absurd også går ind på banen og kræver, at kampen skal genoptages på grund af offentlighedens sikkerhed. Han er bange for, hvad der vil ske ude på gaderne, hvis kampen bliver aflyst. Inden kampen har der som altid også været optøjer mellem de to klubbers fans.

Samtidig ringer præsidenten for den italienske ligaforening til dommeren inde i røgen af romerlys og fastslår, at kampen skal afblæses, hvilket den så bliver. Der er flere millioner af seere, der ser de her vilde scener udspille sig på tv-skærmene derhjemme.

Episoden illustrerer, hvordan fodbolden er stærkere end politiet i Italien. Det er et knusende nederlag for Roms øverste politichef, at han ikke kan trumfe sin holdning igennem. Bagefter er der også en masse slåskampe ude foran stadion, og mellem 150 og 200 politifolk bliver såret.

Det viser sig efterfølgende, at barnet, som det hele handler om, ikke er død. Han har i stedet haft svært ved at ånde i tåregassen, som der har været. Derfor har han fået et lagen over hovedet som et slags filter, og han er ikke i livsfare.

Der findes mange teorier om barnet med det hvide lagen. Enten mener man, at rygtet om den døde dreng havde spredt sig spontant på tilskuerrækkerne. Eller også var det en bevidst koordineret handling fra de her ultras, fordi de havde et afstumpet ønske om kaos og på den måde vise sin magt gennem kaos. Politichefen havde også en teori om, at det kun handlede om at ydmyge politiet.”

Calciopoli-skandalen

”I 2006 bliver Italien verdensmestre, mens landet står midt i sin største fodboldkrise. Det samme gjorde sig gældende, da Italien vandt VM i 1982. Der stod man også midt i en stor skandale.

Denne sommer i 2006 er korruptionen i italiensk fodbold ved at blive optrevlet. I Juventus har man en direktør, der hedder Luciano Moggi, som er enormt dygtig til at finde verdens bedste spillere til klubben som Fabio Cannavaro, Gianluigi Buffon, Zinedine Zidane og Pavel Nedvěd. Det er så også det mest positive, man kan sige om Moggi.

For det negative ved ham er, at han indfører en slags skyggestat i staten. Altså, en lille verden, hvor der er nogle regler, han bestemmer. Man kalder Moggis skyggestat for la Cupola, på dansk kuplen.

Det handler om, at Moggi blandt andet udvælger dommerne til særligt vigtige kampe. Moggi ønsker ikke, at Juventus skal få de bedste dommere til deres kampe, fx bliver den nok mest kendte og anerkendte dommer, den skaldede Pierluigi Collina, næsten aldrig valgt. I de få kampe han dømte Juventus, gik det nemlig ikke klubben særlig godt.

Hvis jeg skal komme med et godt eksempel på, hvordan la Cupola virker, så foreslår Italiens indenrigsminister i foråret 2005 at aflyse alle kampe i en weekend, fordi Pave Johannes Paul 2. ligger for døden. Men det vil Moggi ikke tillade. Det skyldes ganske enkelt, at antallet af skadede spillere hos en af de kommende modstandere til Juventus bugner, så det er fuldstændig fordelagtigt for Juventus at møde klubben netop den weekend. Moggi fatter knoglen og ringer til indenrigsministeren og får ultimativt sin vilje.

Man ved den dag i dag stadig ikke, hvor længe la Cupola har fungeret. Har det foregået i årtier bare anført af andre personer? Det er det helt store spørgsmål, og som giver rystende horisonter, fordi har italiensk fodbold så altid været bestukket?

Skandalen bliver afsløret i 2006, fordi Italien nok er det land i Europa, som har lettest ved at få adgang til telefonaflytninger. Modstanderhold begynder at komme med meldinger til politiet om: ’Det her er simpelthen for underligt’, og derfor går politiet i gang med at aflytte Moggis utallige telefoner. De opdager blandt andet, at Moggi inden et vigtigt opgør mellem Juventus og AC Milan foretager sig 42 opkald til kampens dommer og til en af de andre præsidenter i sin skyggestat. Det mønster gentager sig i marts 2005, hvor han ringer 34 gange til en dommer – endda også på selve kampdagen.

Telefonaflytningerne ender med at knalde Moggi, men han havde mange andre omkring sig. Det var ikke kun hans projekt, Moggi var bare ansigtet på det og lederen i la Cupola. Da afsløringerne kommer frem, bekræfter det kun, at råddenskaben i italiensk fodbold stadig lever. Man troede, at man havde luget det hele ud tilbage i 1982, hvor der var en kæmpe skandale med illegale bookmakere, der fik spillere med på at arrangere resultaterne.

Med Calciopoli kommer der nogle sanktioner mod Juventus, der bliver tvangsnedrykket til Serie B og bliver frataget to mesterskabstitler. AC Milan får lov til at blive i Serie A, men får fratrukket 15 point inden sæsonstart og bliver sparket ud af Champions League.

Men for Serie A er konsekvenserne af Calciopoli-skandalen fuldstændig katastrofale. Mindst 30 VM-spillere fra alle mulige lande ønsker at forlade rækken, som kun få år forinden havde været klodens stærkeste liga. Pludselig har man billedet af, at Serie A er et kaotisk cirkus med korrupte dommere og ledere.

Så selvom Italien bliver verdensmestre, står Serie A i en kæmpemæssig krise. En krise, som forandrer Serie A’s status i mange år frem."

Derfor har jeg skrevet bogen

"Der findes folk, der kan lide at skyde fasaner, andre kan lide at gå til ballet, og for mig er Serie A og italiensk fodbold en interesse, jeg har haft, siden jeg så VM-slutrunden i 1990. Jeg faldt på cyklen den sommer og blev båret op i sengen i min mors soveværelse, hvor hun rullede tv'et ind.

Der var otte kanaler, og jeg tændte på den ene knap, og så var der VM i Italien med dette her fuldstændig mageløse persongalleri med Carlos Valderrama, Roger Milla, David Platt og alle tyskerne med Andreas Brehme og Jürgen Klinsmann. Det var bjergtagende for mig, og så begyndte jeg at samle på Panini-hæfter og Serie A-klistermærker. Jeg stjal faktisk også på et tidspunkt et Serie A-hæfte nede i det lokale supermarked, fordi jeg ikke turde spørge min mor, om hun ville købe det til mig.

Serie A er blevet min interesse, og det er også en følelse og noget historie for mig. Jeg bliver mindet om, hvor jeg kommer fra, fordi jeg husker så mange ting igennem Serie A. Jeg bliver mindet om, at jeg også har været et barn engang."

Hvilket italiensk hold er du fan af?

"Det vigtigste for mig er at få de to Milano-klubber tilbage som reelle udfordrere til Juventus, for Serie A med Juventus i monopol er sørgeligt, desværre. Men jeg er interisti, altså Inter-fan. Jeg kom til at holde med Inter, fordi jeg opdagede, at de havde de tre tyskere Andreas Brehme, Lothar Matthäus og Jürgen Klinsmann på holdet. I 1993 fik jeg også erhvervet mig en falsk Inter-trøje på Mallorca med et meget ringe Bergkamp-aftryk bag på ryggen, selvom jeg i virkeligheden ville købe Sampdorias, fordi jeg var så forelsket i deres trøje."

Hvad er status på Serie A i dag?

"Serie A er stadig martrede af nogle problemer - lige fra racisme på lægterne til faldefærdige stadioner, men samtidig er ligaen også på vej fremad. Man kan blandt andet se det ved, at Juventus har hentet en af verdens allerbedste spillere i form af Cristiano Ronaldo, som er blevet symbolet på den mulige genrejsning af Serie A.

Det er blevet en utrolig attraktiv og seværdig liga i den forstand, at der bliver scoret enormt mange mål, hvilket man ellers ikke altid har forbundet med italiensk fodbold. Der er også ved at komme et indtog af udenlandsk kapital med rige udlændinge, der opkøber mange af de historiske klubber, fx er Inter opkøbt af en kinesisk elektronikkæde, mens en amerikansk rigmand har købt Fiorentina. 

Når rigmænd opkøber klubber, vil de selvfølgelig gerne gøre dem til deres egne, og så er vi inde i det spændingsfelt, der hedder følelser, kultur og historie på den ene side, og så på den anden side den kommercielle virkelighed, men også den historieløse og ansigtsløse fodbold. Altså, endnu en mainstream klub, drevet af en milliardær, hvor man ikke rigtig kan mærke klubben mere. Det er dét spændingsfelt, som Serie A befinder sig i lige nu. 

Man ved godt, at hvis Serie A igen skal blive verdens stærkeste liga, så er man nødt til at give køb på nogle af de følelser og noget af denne her rige kultur og historie, der er forbundet med de her gamle stadioner, som vidner om storhed, men samtidig er ved at revne og gå i stykker i bogstaveligste forstand. I Italien er der en meget stram lovgivning, der beskytter bygninger over 30 år, og alle deres stadioner i Serie A er jo fra 1900-hvidkål. Men i år har man faktisk lempet på denne lovgivning, så det bliver muligt at renovere de gamle stadioner. Politikkerne er godt klar over, at der er et sikkerheds-issue.

Får man moderne stadioner i Serie A, vil det skabe en selvforstærkende cyklus, der påvirker indtægtskilder som tv-rettigheder, sponsoraftaler og billetindtægter. Man vil få et stærkere brand, og klubberne vil kunne erhverve sig større navne og tiltrække endnu flere tilskuere.

Men hvis Serie A skal være verdens bedste liga igen, bliver det altså på bekostning af det, som mange af os har forelsket os i. Det er uundgåeligt. Vil man værne om historien fra 80'erne med Diego Maradona og van Basten, eller vil man vitterligt være verdens stærkeste liga igen? Der er dog lang vej endnu."

Christian Nørgaard Larsens 'Halvguderne - 100 år i italiensk fodbold' kan købes fra i dag. Bogen er udgivet på Byens Forlag.