To uger har VM nu været i gang, helte og skurke har skilt sig ud, og vores panel har fået tre stikord med a, fordi de skal evaluere turneringens anden uge.
Kender du dem, der siger, ”det er bare fodbold”. De har ikke forstået noget. Fodbold er lige som et drama, det siger noget om livet i fortættet form. Og heldigvis kan man selv vælge sine hovedpersoner, dem man vil holde med, som svarer til ens idealer og livssyn.
Jeg elsker angribere som Dirk Kuyt og Alexis Sanchez. Det er ikke fordi, jeg synes, de er verdens bedste fodboldspillere. Men de spiller fodbold, som man spillede det i skolegården. Uden beregning. De arbejder bare, presser forsvarerne, løber konstant og vil hele tiden drive bolden fremad. Det er en romantisk tilgang.
Annonse
Ikke som Ronaldo, der, alle sine fodboldtekiske kvaliteter til trods, er en spiller, der virker temmelig langt fra den barnlige begejstring for fodbolden som spil og leg.
Jeg tror, antitesen til Ronaldos personlighed må være den Nigerianske målmand, Vincent Eneyama, ham så jeg i et klip stå og joke med dommerne i spillertunnelen i pausen. Der var godt nok gået to mål ind på ham, selv om han stod skidegodt. Han tog let på det, hyggede sig. Ham kunne Ronaldo godt lære noget af.
Umiddelbart forbinder jeg latinamerikansk fodbold med sambabold og underholdende presspil. Men alting har en bagside. Og bagsiden ved Neymar er, at han falder så nemt. Og jeg hader film og snyd.
Men samtidig ved jeg, at i sydamerikansk fodboldkultur, der kan det at snyde dommeren aftvinge lige så meget respekt som en fed dribling. Det har jeg i hvert fald lært, en gang jeg så en film om Maradona. Episoden med Guds hånd sammenlignede han med en veludført drengestreg. Det var som at stjæle en rig mands pung. Man skal huske på de kulturforskelle.
Jeg er Liverpool-fan og elsker Suarez som en af de få verdensstjerner, vi har haft meget længe. Da han scorede mod England, var jeg meget angst for, hvordan han ville blive modtaget i England. Nu ser det ud til, at han ved sin hjerneblødning er lykkedes med at flytte fokus til en helt anden sag.
Jeg synes, helt klart, han fortjener at blive straffet, og jeg var selv chokeret over det, han gjorde.
Men når vi hidser os op, er det, fordi han gør noget, vi ikke forstår. I Europa accepterer vi albuer i hovedet på modstanderen og grove tacklinger som hævnakter. Nå ja, den slags skal give et par spilledages karantæne, men opfattes som en del af spillet. En del af dets mandige og barske kvaliteter. Som man potentielt kan blive hårdt skadet af.
Jeg tror, den eneste måde, Suarez kan viske tavlen ren på, er ved at skifte klub. Så det var desværre nok afslutningen på hans Liverpool-kapitel.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.