Titler er ikke længere det vigtigste for Viktor Axelsen. Men hvad motiverer så verdens bedste badmintonspiller?

Hvem inspirerer dig?

”Der er ikke nogen bestemt personlighed eller atlet, der inspirerer mig. Jeg har ikke nogen idoler på den måde. Der er mange forskellige, som jeg ser op til på forskellige måder. Tennisspillere som Roger Federer og Rafael Nadal og Novak Djokovic inspirerer mig på mange måder. Men det er ikke sådan, at jeg har et enkelt forbillede. Det kan også være mine venner, der inspirerer mig.”

Men generelt personer, der går den der extra mile?

”Ja, præcist. Et eksempel som Usain Bolt, der fik at vide, han var for høj til at løbe 100 meter, er også inspirerende for mig. Han er anden personlighed end mig, men den barriere, han har formået at bryde ned, er interessant.”

Hvad med som dreng? Var der nogen, du så op til dig?

”Jeg kan huske, at den første biografi, jeg nogensinde læste, var André Agassis. Den, syntes jeg, var interessant, selvom han hans barndom var meget anderledes end min. Jeg kommer ikke fra en familie, der har pacet mig på nogen som helst måde, men rent menneskeligt havde han noget at byde på.

Jeg så selvfølgelig også op til de danske badmintonspillere – Peter Gade, Morten Frost, Poul-Erik Høyer og så videre, som alle sammen var kommet langt før mig. Men i takt med at jeg blev højere, begyndte jeg at kigge på andre høje badmintonspillere. Bao Chunlai fra Kina, blandt andre.”

Hvad tror du, det betyder at have nogen, som man som ung kan lade sig inspirere af og spejle sig i?

”Jeg tror helt sikkert, at det er enormt vigtigt at have idoler. Nogle, der er superdygtige til de, de laver. Jeg brugte ufatteligt mange timer på at se YouTube-videoer med fx Bao Chunlai. Jeg forsøgte at spejle mit spil i hans, forsøgte at efterligne hans teknik i optrækket. På den måde er YouTube jo fantastisk.”

Du har skrevet i din bog, at det for så vidt ikke betyder noget længere for dig at vinde titler, men at det nærmere er et eksperiment for dig at se, hvor langt du kan nå med dit talent. Hvad er det, der driver den kamp for dig hver dag?

”Vi skal give livet mening på en eller anden måde. For de fleste – i hvert fald for mig og Natalia (Rohde, Viktor Axelsens kæreste, red.) – er den største glæde i livet selvfølgelig vores børn og at skabe en familie. Men samtidig er det at stå op til noget, som jeg hele tiden glæder mig til at udforske og forsøge at skubbe grænserne af, også meningen med livet for mig.”

Hvad er det, det giver dig, siden du er villig til at gå så langt i dine efterstræbelser?

”Det giver mig en lyst til at være et bedre menneske. Der er ingen tvivl om, at den læring, jeg har fået ved at være en ung atlet og rejse rundt i verden og konkurrere på banen, har givet mig så meget mening.

Jeg har haft en unik mulighed for at se, hvor langt jeg kan komme inden for badminton. Det er svært at sætte ord på, hvor vigtigt det er – for alle, tror jeg – at have noget, de gerne vil blive bedre til. Om det er astrofysik, badminton eller håndbold, tror jeg, er ligegyldigt.”

Har du ritualer?

”Nej, det har jeg ikke, for som jeg også har snakket med B.S. (Christiansen, red.), der hjælper mig mentalt, om, så skal man passe på med den slags. Hvis pludselig drikkedunken ikke står ordentligt, eller klokken ikke er præcist dét, når man skal gøre dét, så kan man blive slået ud af det. Derfor forsøger jeg at have så lidt af det som muligt.”

Er der noget, der går igen, når du vågner en søndag morgen og skal spille en stor finale? Hvad er det for nogle ting, du tænker på, når du står og drikker din kaffe?

”Jeg prøver egentlig på at gøre det til en så normal ting som muligt. Gøre fuldstændig, som jeg ville gøre til en førsterundekamp, så jeg ikke får det kørt op i hovedet som noget alt for specielt.”

Det ligner også, at hver en kamp, du spiller, er en finale.

”Ja, altså jeg går ind til hver evig eneste kamp på samme måde. Jeg tager mit arbejde og mit badminton enormt seriøst. Jeg ved, at jeg kun har én chance for at blive så god som overhovedet muligt. Det tager jeg bestemt ikke let på.”

Betyder det noget for dig at gå over i historiebøgerne?

”Det betyder selvfølgelig noget. Mest, fordi jeg ved, at det kan inspirere den næste generation.”

Hvordan ser du dig selv og det niveau, du er på nu, i sammenligning med det niveau, spillere som Lin Dan og Lee Chong Wei var på, da de var på deres højeste? Er det noget, du tænker over?

”Næ, egentlig ikke. Jeg bliver tit spurgt, om man kan sætte os op mod hinanden, men for det første er det umuligt at gøre, eftersom vi kan ikke gå tilbage i tiden, og du kan ikke rigtigt måle det på nogen som helst måde. Det bliver bare gætterier og egne meninger. Det er selvfølgelig sjovt at snakke om og tænke på, men det er ikke noget, jeg bruger særligt meget tid på.”

Det er jo efterhånden blevet sådan, at det nærmest er at betragte som en fiasko, hvis du ikke vinder samtlige turneringer, du stiller op i. Prøv lige at sætte nogle ord på det pres. Hvordan er det at leve og træner under?

”Presset kommer, fordi jeg gør det så godt, og det ser jeg som et privilegie. Samtidig hviler jeg også i det. Og jeg er helt bevidst om, at jeg nogle gange vil tabe. Så må jeg tage den derfra. Men det største pres kommer fra mig selv. Hvis du havde sagt til mig for fire år siden, at jeg kun skulle gå hen og tabe en håndfuld kampe, så havde jeg sagt, at du var sindssyg. Jeg er enormt glad for det, jeg har præsteret.”

Hvordan føles det egentlig at være – lige nu – den absolut bedste inden for en sportsgren, der dyrkes af så mange mennesker?

”Det føles superfedt. Det er klart, at det føles vildt, når jeg har altid drømt om det. Også lidt surrealistisk, men samtidig er jeg bare glad og stolt. Jeg ser mig bare som en badmintonspiller, der er på jagt efter sit højest mulige niveau.”

Frygter du den dag, at kroppen ikke længere vil det samme som hovedet?

”Næ, for den dag kommer. Vi bliver alle ældre. På et tidspunkt kan min krop ikke følge med de unge mere. Nobody beats time. Det er jeg fuldt bevidst om. Det vil blive en ny udfordring for mig. Så må vi se, hvordan det kommer til at gå.”

Hvor kan du bedst lide at spille?

”Jeg kan rigtig godt lide at spille i Tokyo. Mest, fordi jeg elsker sushi og maden generelt. Min sponsor Yonex er også derfra. Det er bare et fedt sted. Gode haller, fed by.”

Hvad har været din vildeste oplevelse i forbindelse med badminton været?

”Det må have været at spille OL uden tilskuere (i Tokyo i 2021, red.). At gå ind til en OL-finale – den største kamp i min karriere – i en hal, hvor der kun sad fire fra den danske delegation og så 20 fra Kina var fuldstændig vanvittigt.

Derudover må jeg sige Denmark Open på hjemmebanen sidste år, hvor jeg slog Kento Momota i finalen. Og at spille i Istora Senayan i Indonesien er altid vanvittigt, fordi lydniveauet er så vildt.”

Hvad håber du på, at man vil huske dig for?

”En kompromisløs, seriøs idrætsmand, der gjorde alt, hvad han overhovedet kunne for at opnå sit fulde potentiale. Og en, der havde hjertet med på rette sted, og som man kunne møde i øjenhøjde.”

‘Vindervilje’ af Viktor Axelsen og Nikolaj Albrechtsen udkom på Lindhardt og Ringhof i november 2022