Få eksklusivt smugkig på Per Flys krimidrama om en au pairs mystiske forsvinden i whiskybæltet
Den Robert-vindende instruktør står bag ny Netflix-serie om de hemmeligheder, der lurer under overfladen i Danmarks rigeste kvarter.
Rollelisten i Netflix-dramaet ’Reservatet’ er stjernebesat. Fra venstre til højre er det Lars Ranthe, Marie Bach Hansen, Danica Curcic og Simon Sears.
I nattens mulm og mørke forsvinder en ung filippinske au pair fra sin værtsfamilies bolig på de nordsjællandske velhaver-veje.
Mens politiets opklaringsarbejde er fodslæbende, begynder naboen Cecilie, spillet af Marie Bach Hansen, og hendes au pair at grave i sagen og langsomt bryder intriger, magtstrukturer og mørke hemmeligheder blandt Danmarks rigeste frem i lys lue.
Det er plottet til den kommende Netflix-serie ’Reservatet’, skabt og skrevet af Ingeborg Topsøe og instrueret af Per Fly.
”Da jeg fik præsenteret projektet, var jeg først og
fremmest begejstret for seriens univers. Nordkystens attraktive og æstetiske
verden som ramme for en fortælling om sociale klasser. Under den pæne overflade
lurer hemmeligheder og konflikter. Jeg var nysgerrig på, hvad der sker, når
facaden slår sprækker – og det menneskelige træder frem,” udtaler Per Fly i en pressemeddelelse.
Per Fly er ikke uvant med serieformatet og instruerede tidligt i sin karriere ’Taxa’, mens han senere stod bag kameraet på fire afsnit af ’Borgen’ og DR-dramaet ’Bedrag’.
Sidstnævnte vandt en Robert for bedste danske tv-serie i 2017.
På rollelisten til ’Reservatet’ findes — udover Marie Bach Hansen — Danica Curcic, Simon Sears, Lars Ranthe og Sara
Fanta Traore.
Og så får Excel Busano, der selv er tidligere au pair, sin debut som skuespiller.
’Reservatet’ får premiere den 15. maj i år. Du kan få en forsmag på krimidramaet herunder: