Old money møder Japan: Er dette forårets mest stilsikre sko?
Vinny’s genfortolker deres yndlingsloafer i samarbejde med det traditionsrige amerikanske mærke J. Press.
Vinny’s kaster sig ud i et møde mellem japansk finesse og amerikansk tradition i deres nyeste samarbejde.
Det danske skotøjsmærke har slået pjalterne sammen med de amerikanske preppy-pionerer J. Press – et brand med én fod solidt plantet i Ivy League-traditionen og den anden på opdagelse i Tokyos stilunivers.
Sammen genfortolker de den klassiske Yardee-loafer – en signatursko fra Vinny’s – nu med et japansk twist.
For Virgil Nicholas, manden bag Vinny's, har J. Press aldrig blot været et brand.
”J. Press har altid repræsenteret mere end bare stil – det står for en særlig attitude og en vis standard,” udtaler Virgil Nicholas i en pressemeddelelse.
Amerikanerne har et solidt sartorialt stamtræ. J. Press blev grundlagt på Yale University i 1902 og blev siden det første amerikanske mærke solgt på det japanske marked.
”Brandet har inspireret mig siden jeg var helt ung, så at samarbejde med dem i dag føles både meningsfuldt og full circle,” siger Virgil Nicholas.
Et par af de nye loafers koster 2600 kroner, og du kan købe dem lige her.