Forfatteren bag ’Det hele handler ikke om dig’: ”Jeg kunne godt tænke mig at se flere papiraviser i gadebilledet”

Sådan holder journalist og forfatter Niels Overgaard sig opdateret.

Offentliggjort

Hvordan ser dit medieforbrug ud om morgenen? 

”Jeg har adgang til alle danske aviser digitalt pga. mit arbejde, så mit daglige nyhedsbeat starter med Gyldendals medieovervågningsmail, hvor jeg følger med i, hvad der er blevet skrevet om vores forfattere og Gyldendal. Og så prøver jeg at have et overblik over mediebilledet bredt, men meget af det er selvfølgelig overfladisk.”

Holder du noget på print?

”Derhjemme får jeg både Financial Times og The Economist på print. Det lyder mere prætentiøst, end det er. The Economist har jeg holdt i mange år, det har lidt været min bibel ift. de store globale historier. Jeg kan godt lide, at den kommer en gang om ugen, hvor der er tid til at have lidt afstand til begivenhederne og sætte dem i kontekst og perspektiv. 

Med Financial Times tog jeg et virkelig godt tilbud med papiravisen hver dag (seks dage om ugen) i et år. I hverdagene hober de sig op, men så sætter jeg mig i weekendmorgenerne og lader ugens aviser fylde hele bordet, mens jeg har en kande kaffe ved hånden. 

Mit yndlingsmedie for tiden er deres weekendudgave, som kommer lørdag, men som først lander i min postkasse søndag. Især deres Life & Arts-sektion er jeg vild med, deres faste klummeskribenter, featureartikler om kultur i en bred forstand og et format som ’Lunch with the FT’.”

Hvilke udenlandske medier læser du?

”Udover printmedierne har jeg digitale abonnementer hos The Wall Street Journal og The New York Times. Det er totalt spild af penge, for jeg bruger dem meget lidt, det var på grund af valget sidste år, at jeg ville følge dem. 

Men til gengæld er de vanvittigt billige. Jeg tror, at de hver koster mindre end en kop kaffe på en café. Jeg burde dog nok sige dem op, så lidt som jeg bruger dem.”

Er der en særlig journalist, hvis byline du kigger efter?

”Der er flere FT-klummeskribenter, som jeg skal læse. Janan Ganesh, Simon Kuper og Jo Ellison er klare favoritter. Herhjemme kan jeg godt lide Aminata Corr Thranes evne til logisk tænkning og skarpe pen i Berlingske. 

Jeg er som regel interesseret i Christian Bennikes artikler i Weekendavisen, og så bliver jeg altid klogere af at læse Bodil Skovgaard Nielsens boganmeldelser i Information og Niels Lillelunds klummer i Jyllands-Posten. Og så er René Fredensborg jo sært dragende i sine forskellige vanvidsridt. Altid en fornøjelse at følge på Facebook og på eb.dk.”

Hvis du fik en time ekstra serveret i døgnet, hvilket medie ville du så bruge mere tid på?

”Det bliver det artige svar, men det er nu også det ærlige svar: Helt klart bogen. Jeg synes ikke, at jeg har brug for flere informationer, jeg har mere brug for andre perspektiver formidlet af folk, der har tænkt sig om.” 

Hvad er dit forbrug af sociale medier?

”For højt. Det er jo både et arbejdsredskab til mit day job på Gyldendal og mit gedulgte forfattervirke, og så er det jo en måde at holde kontakt rent socialt. Tilsammen betyder det, at jeg bruger langt mere tid på det, end jeg ønsker, hvilket er en kilde til kontinuerlig frustration for mig.”

Hvad læser du, som ikke er strengt arbejdsrelateret?

”Mit liv er én stor pærevælling på den front. Alt der handler om kultur og samfundet er både egen interesse og relevant for mig som kommunikationschef, forfatter og foredragsholder. Måske er fodboldnyheder dog ikke den store arbejdsrelaterede ting, når alt kommer til alt.”

Har du en mediemæssig guilty pleasure?

”The Guardians fodboldsektion online. Det er en guilty pleasure både pga. indholdet, som ikke kan siges at være arbejdsrelevant uanset hvilken hat, jeg har på, og fordi jeg altid klikker ’I’ll do it later’ på deres opfordring til at donere økonomisk til avisen. Det må jeg få gjort noget ved.”

Hvad savner du i nutidens medielandskab?

”Jeg kunne godt tænke mig at se flere papiraviser i gadebilledet. Jeg ville ønske, at flere caféer, pizzeriaer, shawarma-bikse, bagere, barer og restauranter sørgede for at abonnere på en papiravis eller to. Det er sgu bare mere classy at se på en, der læser avis, end den der ret stiknarkomanagtige måde, man sidder på med sin snoldede lille telefon i hånden.” 

Niels Overgaard

Født i 1981. Journalist og forfatter. Strategi- og kommunikationschef på Gyldendal. Tidligere kommunikationschef i PFA. 

Debuterede i 2020 med ’Det hele handler ikke om dig’ og fulgte siden op med ’Mere er aldrig nok’.

Aktuel med ’Det skal nok gå’, som udkommer på Gyldendal den 25. marts.