Hvordan indretter man et godt hjem? Kaave Pour har tre tommelfingerregler, som alle burde følge
Kaave Pour dyrker det uperfekte (plettede stole), elsker at have huset fyldt med legetøj og gæster, og så ved han mere om hjemmets kulturelle betydning end de fleste.
Hvordan begyndte du at interessere dig for ’hjemmet’?
”Vi flyttede meget, da jeg var lille, og på den måde lærte jeg ret hurtigt, hvor meget det betyder at have en fast ramme for ens liv – eller manglen på samme.
Nu endte jeg med at arbejde tæt sammen med Ikea, som jeg lavede et udviklingslaboratorie sammen med, men det var sjovt nok også min favoritvirksomhed, da jeg var cirka otte år gammel. Jeg elskede at rende rundt i deres showroom-afdeling.
Annonse
Siden fik jeg lov til at arbejde professionelt med hjemmet i vores firma Space10, og efter meget betænkningstid har jeg lagt mig fast på, at ’hjemmet’ fortsat kommer til at være omdrejningspunktet for mit arbejdsliv de næste mange år frem.”
Hvad er det, der fascinerer dig ved det?
”At hjemmet er det vigtigste sted i verden. Det gør det jo virkelig interessant. Hvad angår det individuelle, spiller hjemmet en stor rolle for ens helbred og muligheder. Men hjemmet er jo endnu mere en idé om et fællesskab. For mig er det fællesskab familien, og det er det for rigtig mange. Et bindeled i livet.
Hvis vi skal trække den op på den lidt højere klinge, så kan man også tale om vores fælles hjem på Jorden og en følelse af en form for tillidsforhold og ansvarlighed over for sine omgivelser. Når man snakker om forretning og fremtid, kan det hele godt gå hen og blive lidt mekanisk og hypermaskulint, og der synes jeg – fordi hjemmet jo ikke kun er rammerne, det er også de mennesker, der bor i hjemmet – at det bliver et blødere, lidt mere kærligt, flydende koncept. Det tiltrækker mig helt klart mere end fx en selvkørende bil af glas.”
Er hjemmets rolle i samfundet underbelyst?
”Jeg ved ikke, om den er underbelyst, men den måde, man taler om hjemmet på, er nok lidt for simplificeret, i forhold til hvor vigtigt hjemmet er for en masse industrier, og hvor meget hjemmet betyder for verdensøkonomien.
Alle snakker om telefoner, og hvor meget tid vi bruger på vores telefon. Men hvis vi kigger på, hvor meget tid vi bruger i vores hjem … Der er næsten to milliarder hjem i verden. Jeg kan nærmest ikke nævne nogle virksomheder, som ikke på en eller anden måde er afhængige af hjemmet i deres forretning.
Hvis du køber tøj, hænger du det derhjemme. Hvis du laver mad, gør du det derhjemme. Du sprøjter din parfume på hjemme på dit badeværelse. Kunsten, du køber, hænger på væggene. Der er så mange ting, der ender i hjemmet, og derfor er hjemmets mange lag så interessante at dykke ned i.”
Kaave Pour bor i Københavns Nordvestkvarter med sin kone Anna Skytte og deres to børn. Parret overtog i foråret en klassisk murermestervilla, som de sammen har indrettet i samarbejde med designduoen Biensûr.
Hvordan er atmosfæren der, hvor du bor?
”Krammende og legende. Der er bløde møbler, tekstiler og farver, og det er ikke så stramt og lyst. Der står legetøj overalt – Lego, Duplo, pailletter, magneter, tegneting – og jeg elsker det, for jeg ser mig selv som en legende sjæl, og jeg ved, at jeg kommer til at savne det, når mine børn ikke vil lege med det legetøj mere. De skal bare give den gas.”
Annonse
Har du et favoritmøbel, du bruger mest tid i?
”Ja, vi har lige købt en italiensk stol i valnød med lyserød pude fra Instagram-profilen @quaranta__quattro. Det er en dansk kvinde, der finder vintagemøbler i Italien. Lige nu er det dog min kones dedikerede ammestol, og der er altid plads til, at min ældste datter også lige kan klemme sig ind, så det er nok hele familiens yndlingsstol.
Vi kender alle oplevelsen af at være et sted, hvor man nærmest ikke må sidde i sofaen, men der går vi omvendt til værks. Der er allerede lidt leverpostejs- og rødvinspletter på den stol. Men det er fint. Vi kan jo altid få den ombetrukket.”
Hvad er det seneste, du har købt til dit hjem?
”En stålrutsjebane med røde kanter. Vi havde allerede bygget en gangbro og et lille bottega til legehuset, men der manglede en rutsjebane, og jeg gad simpelthen ikke, at den skulle være af plastik, hvilket er et svært benspænd at lave.
Jeg var så heldig at finde denne her stålrutsjebane med røde kanter i Viborg, og det passede med, at ejeren alligevel skulle herover med nogle cykler, så vi har lige fået den.”
34-årige Kaave Pour var medstifter og direktør i Space10, hvor han arbejdede med fremtidens hjem i samarbejde med Ikea globalt. I dag er han medejer af restauranten Graziano på Nørrebro, stifter af en ny europæisk tænketank og driver design- og teknologivirksomheden Sun—Sun.
Hvad er dine bedste råd til at skabe et hjem?
”Der er tre ting, jeg synes er vigtige. Det første er at dyrke det uperfekte. Et hjem er ikke bare noget, du kan købe dig til. Det er det, jeg nogle gange synes kan være lidt frustrerende ved boligmagasiner; det er altid så rent, pænt og tomt, og der er jo aldrig nogen mennesker på billederne.
Jeg synes, mange har en tendens til at tænke hjemmet som et sted, hvor man stiler efter det perfekte, og hvor alt passer sammen. Men det er i det uperfekte, at man kan slappe mest af, siger min erfaring mig.
Det næste er at gøre hjemmet til et sted, hvor man kan arkivere minder. Fx ved at bygge det op omkring artefakter og ting, man har taget med hjem fra rejser, eller som ens børn har lavet på et tidspunkt.
Annonse
Det sidste afhænger selvfølgelig af, om man har plads til det, men jeg synes, det er ekstremt vigtigt at finde en god balance mellem at gøre plads til både dit private jeg og dit sociale jeg, så man både har rum til at være for sig selv, men at man også skaber plads til at kunne invitere venner og familie over.
Hvis man har styr på de tre ting, tror jeg, man har en større chance for at føle sig hjemme.”
Hvad laver du så, når du er alene hjemme?
”Ingenting.”
Hjemmet rummer kunst fra venner og familie. På væggen bag Kaave Pour ses et værk af han og hans kones nære ven, filmskaber og billedkunstner Mathias Arvedsen.
Den grønne oase i Nordvest er fyldt med hyggelige kroge. Og spørger du familien, er højdepunktet den netop færdigbyggede legeplads med legehus og rutsjebane.
Hvad er ingenting?
”At ligge på sofaen, se en serie, tage en lur. Lidt ligesom, hvis man er syg, hvor man går i dvale. I mine yngre år kunne jeg godt have en følelse af, at jeg slummede den for meget, men nu synes jeg, at jeg har gjort mig fortjent til også at kunne slappe af, så jeg gør det med god samvittighed, hvilket selvfølgelig er helt essentielt.
Og så er jeg også bare kommet til den erkendelse, at man ikke kun kan buldre, men at det også er vigtigt at koble helt af, og der er vores hjem helt klart min charging station.”
Er der huslige pligter, du gør en særlig dyd ud af, og som du faktisk værdsætter?
”Jeg går meget op i vores planter. Vi har virkelig mange krukker, potter og plantekasser, som skal varetages. Det er ikke, fordi jeg ved særligt meget om det, jeg kan bare godt lide at vande, klippe til og sætte ting i jord.
Det der fysiske arbejde med hænderne gør, at jeg zoner fuldstændig ud og kun har fokus der. Nogle gange hjælper min datter til, hun synes, det er sjovt med haveslangen, og så har hun fået ansvar for to planter, som hun holder meget øje med.”
Annonse
I dag er du medejer af en restaurant. Hvordan har dine erfaringer spillet ind i, hvordan Graziano er endt ud?
”Mit mål for de næste 10 år er at arbejde videre med idéen om ’Det nye hjem’. Det er også grunden til, at jeg gik med i det her projekt. Vores filosofi med Graziano er at skabe et hjem væk fra hjemmet, det har været vores mantra fra starten af.
Mange af de ting, vi har gjort ved stedet, har været med den strategi for øje. Fx at vi kalder Graziano for ’Trattoria. Bottega. Famiglia’, men også at vi har inviteret familie og venner med ind i ejerkredsen, og at vi har designet det sådan, at du går igennem butikken (bottega er italiensk for butik, red.) og forbi køkkenet for at komme ind i restauranten.
Væggene er også fyldt med billeder, der har en relation til stedet og menneskerne bag. Som jeg talte om tidligere, forsøger vi at fejre det uperfekte: Du skal ikke være bange for at smadre et glas eller smide din jakke i et hjørne, og ja, du kommer måske til at få serveret din kaffe i et glas fra Inco. Det vigtigste er, at du føler dig hjemme, når du kommer.”
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.