Dårligt indeklima er en stille dræber: Kanariefugl fra dansk startup vil rense luften

Vi tilbringer størstedelen af vores levetid indenfor og i huse, der er topisolerede, men det er de færreste, der husker at få luftet ud de anbefalede to-tre gange om dagen, hvilket kan have flere sundhedsmæssige konsekvenser. Hans Høite Augustenborg og Andreas Kofoed Sørensen har skabt den innovative designløsning Canairi til væggen. En indeklimamåler forklædt som en kanariefugl, der drætter død om, indtil du åbner vinduet og bringer den til live igen. Nu skal produktionen finansieres gennem en Kickstarter-kampagne.

Offentliggjort

Hvordan opstod idéen til Canairi?

Hans: ”Da jeg studerede Kreativ Kommunikation på DMJX, havde vi i 2019 et innovationsforløb, hvor vi skulle løse et problem, som vi selv fandt, og lidt tilfældigt havde jeg opdaget, at der var et problem med indeklima, og at løsningen ifølge eksperter var at åbne vinduerne og lufte ud.

Selvom de fleste mennesker godt ved, at man skal lufte ud, syntes jeg ikke, at der var nogen gode løsninger til, hvordan man kan huske at få det gjort, så det bliver en vane. Rent kreativt blev jeg tændt af idéen om at lave en visuel løsning på et usynligt problem. Jeg vidste, at man kunne måle dårlig luft gennem CO2, men hvordan skulle man så aktivere brugeren? De første mekanismer, man måske kunne overveje, var, om produktet skulle lyse rødt, når man skulle lufte ud? Eller skulle den sige en lyd? Skulle man bruge en app? Men jeg kunne bare mærke, at sådanne løsninger ville gøre mig voldsomt irriteret.

Jo, hvis det brænder, er det meget fedt med en lyd, men jeg føler, at hvis ting siger lyde eller blinker, så bliver man fremmedgjort fra det. Hvis ting derimod bliver levende, så reagerer vi på dem følelsesmæssigt. Man får en instinktiv lyst til at ændre på denne situation, altså åbne vinduet for at genoplive en lille fugl. Selvom det er kunstigt og helt dumt, så er det som om, at der er noget intuitivt rigtigt i det.

Trods det bare var en skoleopgave, kunne jeg ikke lade den ligge, for idéen var for god til ikke at blive fulgt til dørs. Jeg gik så til Andreas, som er en gammel barndomsven, og jeg vidste, at han var god til tal og Excel-ark, og vi har det grineren sammen, så jeg tænkte, at hvis dette projekt nogensinde skulle blive til noget, så skulle jeg gøre det med ham.”

Hvad syntes du om idéen, Andreas?

Andreas: ”Jeg vil sige, at det er ikke den første idé, som Hans er kommet med. Generelt har vi altid spillet bold op ad hinanden, når en af os havde en god idé. Men personligt var det først, da jeg hørte om Canairi-projektet, at jeg tænkte, at nu kunne der faktisk være noget seriøst i det. Jeg kendte lidt til det med indeklimaproblemet og kunne godt se, at det var et marked, som bare vokser.

Så kom corona, og så blev det klart for enhver, at udluftning kan blive helt essentielt. Især i områder som Danmark og generelt Nordeuropa, hvor vi er så gode til at isolere vores hjem, så der ikke er nogen sprækker eller en naturlig ventilation.

Det kræver, at man selv står for sin udluftning, og det glemmer folk, fordi det ikke ligger øverst på prioritetslisten.”

Hans: ”Det er et sindssygt problem, som sundhedsmyndighederne og WHO er meget opmærksomme på. I gennemsnit bruger vi 90 procent af vores liv indendørs og typisk i et dårligt indeklima. Samtidigt er allergitallene steget markant de seneste par årtier, bl.a. fordi vi er blevet så gode til at isolere vores huse. Det er måske meget godt for varmeregningen, men det er bare ikke så godt for vores sundhed.”

Hvad kan dårligt indeklima have af konsekvenser?

Hans: ”Allergi, træthed, hovedpine, søvn- og koncentrationsbesvær.”

Andreas: ”Temperatur er noget, man kan mærke med det samme, men dårligt indeklima er ikke noget, man bider mærke i, så de sundhedsmæssige konsekvenser kommer krybende ind på dig.”

Hans: ”Det er jo ikke farligt at have dårligt indeklima i fx en uge, men det er langtidseffekterne, der er bekymrende. Dårlig søvn kender vi alle sammen til, og det påvirker alt i ens hverdag, og man bliver dårligere til at gå på arbejde osv. Der er også forskning, der viser, at dårligt indeklima i sidste ende kan have større og mere skadelige effekter.”

Andreas: ”Harvard University har fundet ud af, at man faktisk fordobler sin kognitive performance, hvilket kan lyde som et fluffy begreb, hvis man har et godt indeklima. Man kan levere mere, og derfor er det oplagt, at vores produkt også kommer til at være på arbejdspladser.”

Hvor tit skal man lufte ud?

Hans: ”Sundhedsstyrelsen anbefaler to-tre gange om dagen med gennemtræk i ti minutter ved hver udluftning. Det er et solidt råd, men det er de færreste, som følger det. Lidt på samme måde som med anbefalingen om at spise seks stykker frugt om dagen.

Og hvis man faktisk allerede lufter ud tre gange, så risikerer man, at man gør det på de forkerte tidspunkter. Vi har i hvert fald erfaret med vores projekt, at den fortæller, at man skal lufte ud på tidspunkter, man slet ikke havde regnet med. Mange har en idé om, at man kan fornemme det, fordi man tænker, at luften er lidt tyk, men det er ikke altid tilfældet. Og det er ærgerligt at lufte ud på de forkerte tidspunkter, for så har det ikke samme effekt.”

Hvorfor er produktet en kanariefugl?

Hans: ”Idéen om en kanariefugl har afsæt i analogien om kanariefuglen i kulminen. I starten af 1900-tallet havde kulminearbejderne en kanariefugl med ned i minen for at vide, om luften var giftig. Hvis kanariefuglen, der var mere sensitiv for giftige gasser, drættede om, så vidste man, at nu gjaldt det om at komme op af minen. Det er bare en stæk analogi, og man kan sige, at den er 1:1 i forhold til det, man står overfor i hjemmet, man kan næsten kalde det for vores tids kulminer.”

Hvordan virker den?

Hans: ”Der er en CO2-sensor indeni, der har en grænseværdi på 1.000 PPM, som er Arbejdstilsynet anbefaling for, hvor grænsen er for et godt eller dårligt indeklima. Så hvis den måler det eller over, dropper kanariefuglen ned, og så venter den egentlig bare på, at niveauet kommer under 1.000 PPM igen, hvilket den vil gøre forholdsvist hurtigt, efter du har åbnet vinduet, og så popper den tilbage. Det er forholdsvist simpelt.”

Hvor skal man stille produktet henne i ens hjem?

Andreas: ”Det er faktisk ikke så afgørende. Man kan ikke sætte et kvadratmeterantal på, for det afhænger af brugen af rummet. Der skal været en sammenhæng mellem antallet af mennesker, fordi det er mennesker, som der er hovedkilden til det øgede CO2-niveau, den aktivitet, man nu gør, og så størrelsen på rummet. Fx er et klasselokale et stort rum, men til gengæld er der også mange børn i, så der ville én måler sagtens kunne måle det.

Hvis du forestiller dig en normal dagligstue, hvor der sidder 2-3 mennesker, så vil det også være fint med én. Men hvis du sidder alene i en gymnastiksal, så vil det ikke være nok.

Den indeklimaingeniør, vi arbejder sammen med, fortæller os, når vi stiller samme spørgsmål, at hun har svært ved at forestille sig et rum i et hus eller lejlighed, hvor én ikke vil kunne være nok til at dække det hele, fordi CO2 er så let en gas og spreder sig relativt hurtigt, og så længe man har den hængende i nogenlunde åndehøjde, så er det fint. Det giver ikke nogen mening at have den et sted, hvor der ikke er nogen mennesker.”

Hvor meget vedligeholdelse kræver den?

Hans: ”Der er et genopladeligt batteri i, som gerne skulle holde 3-4 måneder. Man tager simpelthen bare kanariefuglen ned og sætter den i et opladerstik ligesom med ens telefon. Man kan også have den fast i stikkontakten, hvis man fx er et klasselokale, hvor det giver mening, men det er egentlig mest, fordi det skal se pænt ud, og man undgår at have en ledning hængende på væggen.

Det er et valg, som vi har taget for at adskille os for de her andre røgalarmlignende konkurrenter, der er indenfor denne her kategori. Hvorfor skal det være så grimt? Tech behøver ikke ligne tech.”

Hvor meget satser I på dette projekt?

Hans: ”Vi har begge haft to finbetalte fuldtidsjobs, som vi nu har opsagt. Andreas nåede endda at købe en lejlighed inde i København. Så ved jeg også, at Andreas mener det og har en større motivation for at lykkes nu.”

Hvor står Canairi henne i processen nu?

Hans: ”Vi har flere færdiglavede prototyper, som vi har testet igennem flere måneder nu. Og vi får bare supergod feedback tilbage fra alle vores testpersoner, så produktet virker og spiller. Vi har blandt andet haft den ude hos en lille familie i Brønshøj med to børn, hvor faren havde været meget opmærksom på at lufte ud hele tiden, men børnene syntes, at det var vildt irriterende, fordi der blev koldt.

Men fra dagen, hvor deres Canairi blev fuldt installeret, sagde børnene omgående: ’Mor, fuglen er død.’ Så børnene blev pludselig til små indeklima-ambassadører, og det var bare fedt at høre, at fuglen gjorde en forskel fra dag 1.

Vi har et færdigt produkt, men mangler bare penge til produktionen. Vi mangler cirka en halv million kroner til at opstarte en produktion, og derfor har vi netop launched en Kickstarter-kampagne, hvor vi forhåbentlig får indsamlet en masse penge, så vi kan komme i gang.

Mens vi har opbygget Kickstarter-kampagnen, har vi fået opkald fra forhandlere, som gerne vil forhandle produktet, og for et par dage siden, snakkede vi med en større dansk virksomhed, som gerne vil købe 2.000 produkter til deres kontorer. Så vi har forudbestillinger for cirka en million kroner, men vi skal selvfølgelig have nogle penge til at lave dem først.”

Andreas: “Vi har netop vundet Design Educates Awards 2022 i kategorien ‘Product Design, og det har en stor betydning for os. Hvis man gerne vil være et designprodukt, så kan man gøre nogle forskellige ting udover selv at sige det. Fx at sørge for at blive solgt sammen med andre designprodukter eller få et designaward til at anerkende det som et stykke design. Nu er det ikke bare mig og Hans, der kalder det for et designprodukt.”

Hvilken pris kommer fuglen til at ligge på ude i butikkerne?

Andreas: ”Vi forventer, at den kommer til at ligge på 1.450 kroner inkl. moms. Men hvis du er blandt dem, som støtter os gennem vores Kickstarter-kampagne, giver vi 50 procents rabat. Vi er også i gang med at lave nogle aftaler med forskellige arkitekthuse, der godt kunne tænke sig at købe en større bunke af dem ind til ind, hvor de sidder. Og der laver vi nogle forskellige pakker og skræddersyer tilbuddene, hvis man er en virksomhed. Produktet skal stå klar til september.”

Hvad er jeres ambitioner?

Hans: ”At forbedre luftkvaliteten i folks hjem og dermed forbedre sundhed og velfærd. På en kæk dag kan vi godt lide at sige, at vores målgruppe er alle, som bor indenfor. Og det er det selvfølgelig ikke, fordi der er mennesker, som bor steder, hvor der er for forurenet eller nærmest ikke er indenfor.”

Andreas: ”Dette her produkt snakker et universelt sprog, så derfor får vi også henvendelser fra hele verden. Vi ser egentlig, at vi har to slags konkurrenter. Der er konkurrenterne, der laver indeklimamålere, og på det danske marked er der vel 5-6 kendte stykker, men når en bruger ser vores produkt, kommer vi ikke til at ligge sammen med andre indeklimamålere. Vi kommer måske til at stå ved siden Kay Bojesen-aben og Louisiana-plakaterne, så vi konkurrerer i høj grad også med designprodukter og de her dåbs-og konfirmationsgaver.”

Hans: ”Ja, vi kan godt lide at se Kay Bojesen-aben som vores allerstørste konkurrent, og vores ambition er at blive den nye danske designklassiker, som ikke bare ser pæn ud, men også har et sundhedsmæssigt formål.”