Helle Helle gør én særlig ting, inden hun begynder at arbejde: ”Det er rigtig godt at få bevæget den hjernemuskel”

Jeg oplever i de her år en meget stor frihed i forhold til at skrive. I alle årene har der været enormt meget struktur på, hvornår jeg har kunnet og skullet skrive. Det har faktisk været ret presset. 

Da jeg debuterede, var jeg gravid, og jeg var også enlig mor i mange år. Og jeg rejste rundt og holdt mange foredrag. Jeg sagde ja til alt. Men det, at jeg er blevet ældre og har fået mere tid, som bare er min, har gjort, at jeg skriver med en kæmpestor frihed. Også fordi jeg er blevet mere ligeglad.

Jeg er A-menneske, så jeg er altid ret tidligt oppe. Om morgenen har jeg forskellige procedurer. Jeg drikker lunkent vand med citron. Jeg aer min kat. Jeg lister rundt i huset og gør klar til dagen. Det er, desværre, et meget koldt hus, vi bor i, min mand og jeg. Derfor går vi rundt i UGG-støvler indenfor. Det har vi gjort i 20 år. Jeg bruger også meget lang tid på hudpleje.

Inden jeg skal skrive, går jeg en tur. Bagefter laver jeg kaffe og morgenmad. Jeg tager det med ind i stuen i en stol, hvor jeg har et lille, rundt glasbord og en fodskammel, og så sidder jeg der. I en loungestol, faktisk. Og så er det, som om det ligesom glider umærkeligt over i, at jeg begynder at skrive. 

Benene oppe på skamlen i de der støvler, nogle gange med hætten på i mit joggingtøj. Det fungerer godt, netop fordi det ikke er sådan noget med, at nu skal jeg rigtig sætte mig til skrivebordet. Jeg gør det, fordi jeg har lyst til at skrive på det, jeg arbejder på.

Jeg har glemt at sige noget meget vigtigt. Når jeg sætter mig ned i stolen med min kaffe, så gætter jeg kryds og tværs som det første. Det har jeg gjort hele mit liv. Jeg er opvokset med det, og jeg er dybest set, måske, blevet forfatter på grund af krydsogtværser. Nej, det passer nok ikke. Men kryds og tværs betød meget i min barndom. Det var noget, min mor gættede, og som vi talte om sammen. Jeg blev meget optaget af, at der findes synonymer. Altså andre ord for ord. 

Så når jeg sætter mig i stolen, tjekker jeg ikke mails, jeg kigger ikke på mobil, jeg forpester ikke min hjerne med verden udenfor, før jeg begynder at skrive. Så vidt muligt. Jeg sidder bare og kigger på min krydsogtværs. Kommer i tanke om, hvad et andet ord for ’tilbagevenden’ kan være. 

Det er rigtig godt at få bevæget den hjernemuskel faktisk. De senere år er jeg også stoppet med at skrive i krydsogtværsen. Jeg prøver at huske, hvilke ord der skal stå. Det træner min hjerne og varmer mig op til at skulle skrive. I redigeringsfasen sidder jeg også hele tiden og slår op på krydsord.net.

I de perioder, hvor jeg ikke skriver, bruger jeg gåturene til at tænke på, hvordan min næste roman skal begynde. Jeg går og tænker over sætninger. Jeg går først i gang med at skrive, når jeg har de første tre-fire sætninger i mit hoved. Jeg skriver ikke noget ned. Hvis det er godt nok, husker jeg det. Det er altid så spændende at gå og tænke: Hvad kunne være den gode åbningssætning?

Jeg sidder og skriver, indtil mit blodsukker ikke kan falde længere. Nogle gange fire-fem timer. Det ligger meget i mit baghoved, at man skal være tilfreds med lidt. Og ikke tro, at der hver dag skal skrives noget fuldstændig fantastisk på så og så mange sider. Det er fantastisk at skrive én god side. Også en god halv side. Hvis man hele tiden kræver for meget af sig selv, eller man forestiller sig, at den her roman skal kunne dét og dét, dræber det romanen fra begyndelsen. Tit siger jeg til mig selv: ’Det er bare en lille bog. Det er bare en lille bog.’

Tit, når jeg er færdig med at skrive, træner jeg. Jeg træner med kettlebells, det har jeg gjort i snart 10 år. Tunge kettlebells, som jeg svinger og løfter og laver alt muligt med. Fire dage om ugen. Det er supersmart. Det er højeffektiv træning og tager kun et kvarter plus lidt opvarmning inden.

Efter frokost – altid en salat af forskellig art – arbejder jeg ikke mere. Jeg bliver meget træt, når jeg har spist. Der går min dag over i alt muligt andet og gudskelov for det. Jeg er så stærkt et A-menneske, at mit energiniveau nærmest er jævnt dalende fra klokken 8.30, indtil jeg besvimer klokken 19.30. Jeg kan mindre og mindre, og mit sprog forsvinder.

Jeg skriver på en Mac. Det har jeg altid gjort. Jeg købte min første i 1996. Den kostede 18.000 kroner. Vanvittigt mange penge dengang. Jeg skriver ikke i Word, men i TextEdit. Det er det mest primitive program overhovedet. Ligesom en skrivemaskine. Det kan intet. Heller ikke tælle ord eller enheder, så jeg sidder faktisk selv og tæller. 

Nu er jeg begyndt at tælle i kilobyte. Hvis jeg har skrevet tre kilobyte på en dag, så er det en virkelig god dag. Undervejs holder jeg øje med det samlede antal. Det lander altid det samme sted. Jeg vil så gerne have, at mine bøger bliver 203 kilobyte. Men når jeg så begynder at redigere dem, ryger de altid under 200.

Jeg skal kende slutningen for at kunne begynde at skrive. Alt derimellem kommer undervejs. Det er noget, som jeg skal lade mig rive med af. Den bedste vej er altid den, jeg ikke har forudbestemt. Mine personer er også ret uplanlagte i det, de foretager sig. 

Det er gådefuldt for mig, hvad det er, der sker, når man skriver. Det bliver en større og større gåde for mig, hvordan det kan lade sig gøre at skrive en roman. Der kan være så meget sprog i en roman, som jeg faktisk ikke vidste, jeg havde i mig.

Med årene er min redigering blevet voldsommere og voldsommere. Jeg redigerer nærmest i lige så mange måneder, som jeg skriver. Ved siden af mig, mens jeg skriver, har jeg et papir liggende, hvorpå jeg lynhurtigt noterer ord, jeg allerede har brugt nogle gange. Mange gange, måske. Når jeg så er færdig, skal jeg igennem hele den liste.

Jeg kan godt komme til at skrive ’faktisk’ hele tiden. Og der er jo ikke nogen, der gider læse en side, hvor der står ’faktisk’ hele tiden. Så det drejer sig om at beholde det helt rigtige ’faktisk’ og så fjerne eller ændre de andre. Det kunne være til ’egentlig’, ’i grunden’, ’hvis det skal være rigtigt’, ’i virkeligheden’, ’faktuelt’, ’ergo’, ’altså’, ’endelig’. Men selv inden for dét er der nuancer. Sproget er også fortællingen. 

Helle Helle

Født i 1965 og opvokset i Nakskov. 

Døbt Helle Olsen, siden blev det til Helle Krogh Hansen (under hvilket hun debuterede med en novelle i 1987) og til sidst Helle Helle. 

Uddannet fra Forfatterskolen i 1991. Har siden udgivet 14 titler og til følge modtaget en lang række priser og legater. 

Bor til leje i en bolig hos Sorø Akademi sammen med sin mand, kunstneren Mikkel Carl. 

Aktuel med romanen ’Hey Hafni’, der netop er udkommet på forlaget Gutkind.