”Det er ikke fordi, der mangler møbel- og designbrands i Danmark – måske er der tilmed for mange. Så da vi for lidt over fire år siden lancerede vores tre første stole, skulle vi overveje, hvordan vi kunne bidrage med andet end bare at sende endnu flere produkter ud på markedet. Alene i EU bliver der hvert år smidt 12 millioner ton møbler ud.”
Hvordan tænkte man bæredygtighed i møbelbranchen i slutningen af 2010’erne?
Annonse
”Det handlede ofte om at tilføje 10 procent genanvendt materiale til møblet. Ellers var rationalet, at det vel måtte være bæredygtigt at lave møbler i fin kvalitet, som man kunne se på i lang tid. Den mentalitet fandt jeg en anelse provokerende, og indignationen blev en motivation til at ændre det. Vi fandt dog ud af, at det ikke var billigere at lave bæredygtige møbler, så vi blev nødt til at ændre i distributionen.”
Hvad har I så gjort i stedet?
”Vi sælger direkte til kunderne og har ingen forhandlerled imellem. Det gør, at vi kan levere attraktive designmøbler med bæredygtige løsninger til en god pris. Vi arbejder også meget med designet og vælger fx møbelfarverne ud fra, hvad vi vurderer, kan holde længst, set ud fra historiske farvetendenser.”
Hvilke bevægelser tror du, at man vil se hos den moderne forbruger i bestræbelserne på at bo mere bæredygtigt?
”Jeg tror, at mange vil indse, hvor dårlig stil det er at skifte hele sit hjem ud hvert andet år for den nyeste marmorfarve. Forhåbentlig ændres tendensen til at have møbler, hvor man kan se, at de godt kan holde længere tid. Og så kan man nøjes med at bytte tekstiler ud fra tid til anden.”
Nu nævner du selv, at der ikke mangler møbler eller brands i verden. Hvordan rimer det på bære-dygtighed at lave endnu et møbelbrand?
Annonse
”Roden til udfordringen ligger i, hvordan man designer møblerne fra starten af, for det kan hurtigt blive køb-og-smid-væk. Vi arbejder med det, vi kalder et komponentbaseret design, hvor man kan erstatte og udskifte den enkelte del af møblet. Det betyder også, at når vi sender møbler, kommer de i en flad pakke, så vi sparer lidt CO2 på den konto.”
Henrik Taudorf
Har en ph.d. i teoretisk fysik fra Niels Bohr Instituttet og DTU. Stifter af og direktør i møbelvirksomheden TAKT, der producerer designmøbler med øje for miljøet. Bestyrelsesformand for Braun Audio og Pure i London. Har en fortid hos blandt andet Lego og Bang & Olufsen, hvor han etablerede og udviklede B&O Play.
Hvordan fungerer komponentbaseret design?
”Fx er alle vores polstringer lavet separat, så du nemt kan skrue af og sætte et nyt på. Alle møbler er designet, så de kan deles op i enkeltkomponenter, og det store trick er, at man selv kan reparere og opgradere sine møbler.
Vi ser hellere, at folk vender tilbage og køber en ny polstring til stolen efter fem år med hverdagspletter og fedtede børnefingre, end at de kommer og køber en ny stol. Vores produkter er lavet med cirkularitet for øje, så de undgår at ende på genbrugspladsen på grund af pletter eller ridser. Med den mulighed er det værd at sætte nye møbler i verden.”
Hvad er dit svar, hvis folk siger, at det ikke nytter noget at tænke bæredygtigt, fordi Danmark er så lille et land, som vi er?
”Man bliver simpelthen nødt til at tro på, at man kan gøre en forskel. Som enkeltperson eller land kan man ikke gøre meget, men man kan være med til at sætte skub i de grønne bevægelser og påvirke folk omkring en.
Det er jo også en erkendelsesproces, ligesom alle andre livstilsomlægninger. Medmindre vi opgiver tanken om, at vi har en demokratisk betydning, så må der gøres, hvad der er muligt for at ende på den rigtige side af historien.”
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.