På betontur på Samsø

På betontur på Samsø
Offentliggjort

På Samsø kan de godt lide beton. Faktisk så godt, at det hårdføre materiale efterhånden er blevet et varemærke for øen i midten af landet. Siden 2004 har Samsø haft kunstnere fra ind- og udland på besøg på øen for at arbejde med det hårde men alsidige byggemateriale. Og det har efterhånden resulteret i en nærmest ny kunstgenre og gjort Samsø til landets kunstneriske betonhovedstad.

Efter betonfestivalerne var det de færreste kunstnere, der tog en betonskulpturer med sig i håndbagagen, og samtidig var en del af aftalen for at deltage, at hver kunstner skulle donere en skulptur til Samsø kommune. Derfor kan cyklende turister og andet godtfolk følge Samsøs såkaldte Betonrute og her se to delvist savtakkede skulpturer vogte over Mårup Havn, resultatet af den spanske keramiker Enric Mestres udforskning af betonen, samt mere end 20 andre skulpturer spredt omkring på Samsø.

Rie Toft har sammen med sin mand, lydteknikeren Paul Hammann, boet på Samsø siden 2001. De slog sig ned på den stråtækte Vadstrupgaard, efter at have overtalt Hofjægermester Anders Danneskiold Lassen fra Brattingsborg Gods til at sælge dem ejendommen, der blev døbt Vadstrup1771.

De kreative ejere kan dog andet end at sætte Samsø på det kunstneriske landkort; maden på Vadstrupgaard er også en oplevelse. Enkel, men med masser af velsmag og lavet på lokale råvarer. Glansnummeret er denne dag dampede hvide asparges, grillet oksemørbrad og ramsløgblomster samt en let perlende 2006 Grüner Veltliner ”Kies” fra Kurt Angerer i Østrig. En fløjsblød oplevelse i et betonsmukt miljø.

Generel info: Visit Samsø

Overnatning: Vadstrup1771

Kunst: Betonlaboratoriet