4 gode hvidvine

gastros vineksperter har denne månedfundet fire gode hvidvine til dig.

4 gode hvidvine
Offentliggjort

Snyd dine gode venner, folk, som tror, de ved alt om riesling, tysklandsnørder og Alsaceaficionados! Poet’s Leap smager rent ud sagt germansk. Jeg er overbevist om, at Armin Diel har medbragt sin egen gærtype fra Nahe-området for at lave udvandrervin i Washington State. Den giver bøllebank til statens anden hypede riesling, Ernst Loosens og Château Ste- Michelles Eroica. Intet siger Washington i Poet’s Leap. Den er fuld af våde granitbrokker og essens af salturt og dild, smagen er cremet, har en smule restsukker som en tysk spätlese og tripper let på tå på tungens sider med sin syre.

Pris: 199 kr. v./6 fl.

Kuntz’ kabinett har overbevisende indtagende næse med letrøget pære, lime og hvide sommerblomster, sommerfuglebusk, våde sten nedenunder, liflig frugtighed, god syre, letbenet tør vin med fin mineralitet og saltet citron i eftersmagen. Sybille Kuntz’ spätlese, også i trockenudgave, har mere mosel-tone, mere syltet lime og dåselitchi og mere røg, men samtidig også noter af tydelig sent høstet drue, overmodenhed og italiensk limoncello. Sybille Kuntz ligger lige i smørhullet i Mosel, landsbyen Lieser huser andre dygtige producenter og markerne ligger direkte sydvendt lidt vest for Bernkastel-Kues. Stilen er generelt meget ren, fri for mange af de noget svovlede aromaer kollegaerne i området ofte har og i eftersmagen er der pikante noter af gulerodsskræl [sic] og peber. Det betaler sig at tage et step op ad rangstigen til spätlesen, i øvrigt fra op til 60 år gamle stokke.

Pris: 220 kr.

Druerne må strutte af modenhed. Nogle er måske endda overmodne. Catenas Alejandro Vigil, chefvinmager, har måske flyttet chardonnay mest blandt de sorter huset vinificerer. Vel er der fad, ingefær og vanillin, i duften, men den dufter først og fremmest af modne druer. I eftersmagen er der lakrids, anis og appelsin. Den er stadig umiskendelig oversøisk i sit udtryk, men langt mere drikkevenlig end både Catena og andres chardonnays fra Argentina har været tidligere. Man kan passende lade temperaturen være medspiller her – drik den under 10 grader og mineraliteten smerter på den gode måde, drik den ved 15 grader og den svulmende frugt overvælder på den berusende måde.

Pris: 299,95 kr.

Mageløs chardonnay! Paul Lato laver cool syrah, pinot og chardonnay som få andre i øjeblikket. Der står ”For those who dare to feel” på bagetiketten. Drikker man med hjernen eller hjertet … Paul Lato har sandsynligvis fået at vide, at hans vine er for meget, men sammenlign gerne hans vine med kollegaernes, og de fremstår kølige. Den her kan sagtens konkurrere mod diverse Batard-Montrachet’er. Popcorn og pigeonæble, overmoden karambole og appelsinsaft, men fantastisk mineralitet. Kælen smag, vægtig og lækker, citruspræget og juicy.

Pris: 380 kr.