For mange italiensfarere er Abruzzo-regionen en hvid plet på kortet. Der er ingen direkte fly, og de lokale sights har ikke lagt kulisse til biljagter hverken på det store eller det lille lærred, så det er småt med genkendelseseffekten internationalt. På trods af at området vender ud mod Middelhavet er det ord som friluftsliv, majestætiske bjerge, bjørne og bondemad, der falder de fleste italienere ind, når man siger Abruzzo. Regionen er sparsomt befolket og en stor del er fredet naturområde. At være langt væk fra globalisering og nemme weekend-destinationer er ikke kun en ulempe, for her er der ingen overrendte fortovsrestauranter med menuer på fem sprog, og masseturisme er et ukendt begreb. Hele 40 % af regionen er naturpark, så det er blot et spørgsmål om at have et fast greb i sin gps og ikke fare vild i bjergene på vej mod kysten, da brune bjørne som bekendt kun er søde på tegnefilm.
Med det uspolerede og rå følger små kulinariske skatte og en gastronomisk kultur, der ikke gør knæfald for noget internationaliseret køkken. Fantastiske råvarer er en af de ting, Abruzzo kan bryste sig af. Alene navnet Pescara, en af regionens hovedbyer, kommer af ordet pesce, der betyder fisk, og så er Abruzzo leverandør af verdens fineste og dyreste safran, der dyrkes med omhu af familier gennem generationer.
Lilla landskaber a la provençale
Italiens kyststrækning er meget varieret. Fra Abruzzo skal man kun få 100 km mod syd for at finde Puglia med det samme lys som i Grækenland og en arkitektur, der med sine hvidpudsede huse har toner af Mellemøsten. Mod nord troner Venedig, og i midten ligger Abruzzo, der så er fuldstændig anderledes.
