Opskrift:

Har du fået fingre i årets første rabarber? De passer perfekt til denne vidunderlige dessert

På Kallehavegaard Badehotel laver de en dessert med hvid chokolademousse, syltede rabarber, rabarbersorbet og karamelliseret havre. Her får du opskriften.

Offentliggjort

Ingredienser

Syltede rabarber (laves dagen før)

  • 100 g sukker
  • 100 g vand
  • 1 vaniljestang
  • 800 g rabarber 

Hvid chokolademousse

  • 4 blade husblas 
  • 200 g hvid chokolade
  • 5 dl fløde 

Rabarbersorbet

  • 100 g sukker
  • 200 g vand

Karamelliseret havre

  • 100 g sukker
  • 100 g havregryn
  • 50 g smør 

Anretning

  • Flora og urter

Fremgangsmåde

Syltede rabarber (laves dagen før)

  1. Kog 100 g sukker og 100 g vand op. Tilsæt derefter vaniljekorn. Lad massen køle ned igen.
  2. Skær rabarberne ud i passende stykker, og læg dem i sukkerlagen. Lad minimum trække i 24 timer.

Hvid chokolademousse

  1. Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 8 minutter. Hak chokoladen, og kom den i en skål. Kog 2 dl fløde op, og tag det af varmen. Husblas vrides fri for vand og tilsættes den varme fløde. Rør rundt, indtil husblassen er smeltet.
  2. Hæld den varme fløde over chokoladen, og lad den stå et minuts tid. Rør herefter rundt, indtil chokoladen er smeltet helt. Lad den køle af til ca. 34-38 grader. Pisk de resterende 3 dl fløde til let skum.
  3. Tilsæt lidt af flødeskummet til den lunkne chokolade, og rør godt rundt. Derefter vendes resten af chokolademassen i flødeskummet.
  4. Hæld moussen på silikoneforme, og stil den på frys, indtil den har sat sig. Tages ud ca. 20 minutter inden servering.

Rabarbersorbet

  1. Kog 100 g sukker og 200 g vand op. Tilsæt derefter 600 g af de syltede rabarber i den varme lage, og lad dem koge op i 5 minutter.
  2. Blend det hele til en homogen masse. Køl den ned, og kør den på ismaskine til passende konsistens.

Karamelliseret havre

  1. Smelt 100 g sukker på en pande, indtil det er gyldent. Tilsæt derefter 50 g smør, og lad det bruse op. Tilsæt havregrynene, og rør det rundt i karamellen. Spred derefter havren ud på en bageplade, og bag det i en ovn ved 150 grader i ca. 10 minutter.
  2. Tag det ud af ovnen, og fordel det herefter ud, så det er i passende stykker/klumper. Lad det køle af.

Anretning

  1. Pluk diverse små forårsblomster og ”dessertskud”. Det kan for eksempel være violer, mynte, citronverbena, skovsyre eller lignende, der bruges som pynt på retten, der anrettes som vist på billedet.