Bag en gammel trædør ligger en af Frankrigs bedste vinkældre. Og du kan besøge den

DEN ER LIDT MERE SAINT-EMILION end de andre. Lidt mere autentisk.

Ja, der hviler ligefrem en aura af ægthed over vinen, ejendommen, ja hele brandet Château Ausone; men allerede ved at bruge ordet ”brand” i forbindelse med Château Ausone trækker man vinen ”ned” til de andre og gør den til en bevidst strategi, en markedsføringshandling og et resultat af grundige rundbordsmøder, PR-konsulenters powerpoint-præsentationer og businessovervejelser.

Château Ausone er særlig, fordi det er det eneste tilbageværende af de absolutte topslotte i appellationen, som fortsat er familieejet og trækker på 11 generationers ejerskab. Og ejerne ved det og gør en dyd ud af det.

Det var også en af årsagerne til at slottet trak sig fra Saint-Emilion-klassifikationen i 2022, da den skulle have sin tiårige revision. Under stor vinpressebevågenhed meldte Alain Vauthier, Ausones revitalisator og leder siden 1997, at han ikke ønskede at være med i ræset om genvinding af den eksisterende klassifikationsklasse eller kampen for forfremmelse eller frygten for degradering.

Sønnen Edouard Vauthier fortalte under mit besøg tidligere på året, hvorfor faren ikke ville være med mere.

”Kriterierne for klassifikationen er blevet latterlige,” sagde han direkte og refererede blot farmand Alains hovedrystende konstatering.

”Prisaspektet er én ting, prioriteringen af historisk tyngde og ikke mindst stedet er alt for lav. Vi skal nu også vurderes på vores modtagelsesfaciliteter, om vores kundeområde, visitorområde og gæstehåndtering er professionel og luksuøs nok,” fortalte Edouard Vauthier.

Château Ausone var indtil den forrige reklassificering i 2012 alene sammen med Château Cheval-Blanc i Premier Grand Cru Classé A, hvor Château Pavie og Château Angelus blev rykket op til dem.

Siden Saint-Emilion-klassifikationens indførelse i 1955 havde Ausone og Cheval-Blanc stået som appellationens ubestridte supervine og forfremmelsen af Pavie og Angelus devaluerede på en måde eksklusiviteten.

Saint-Emilion-klassifikationen blev fra 2002 gjort revisionsbaseret, hvor den tidligere havde ligget fast på samme måde som den langt mere berømte 1855-klassifikation, der kun omfatter slotte på Medoc-halvøen og et enkelt i Pessac-Leognan.

En revurdering hvert 10. år er sådan set en god idé, mener jeg. Nogle slotte har down-perioder eller dårlig ledelse, andre får kapitalindsprøjtning, øger ambitionerne og laver pludselig fremragende vin.

Vinentusiaster værdsætter forandringen og belønningen for hårdt arbejde eller straffen for slendrian, men … en klassifikation kan også være en ren vurdering af et steds potentiale – ligesom i Bourgogne.

Vinplanternes voksested kan bare være den ultimativt fornemste plet at dyrke en bestemt druesort i et bestemt område. Og det er her, Château Ausones udmelding tager sit udgangspunkt.

Manglende forløsning af stedets potentiale

Familien Vauthiers grundlæggende holdning er Château Ausones unikke beliggenheds forrang. En ejendomsmægler kunne ikke sige det bedre. Og jeg forstår det.

På gåben op ad den smalle, hullede Rue de la Madeleine fra Place Bouqueyre stejlt stigende og skærende sig ind i kalkstensfjeldet, som hele Saint-Emilion-by ligger på.

Gærder og mure er slidte og afskallede, porten til Château Ausone er ikke nymalet, ikke designet af en moderne arkitekt. Den råber ikke sit navn ud til vinturister.

Ned ad den perlegrusbelagte indkørsel, udsigt mod øst over den smalle Fongaban-dal og ikke mindst stejle skråninger med knudrede merlot- og cabernet franc-stokke.

Stemningen er original, ikke pumpet, slet ikke pimpet, ægte. Her ”lugter” af gammel fransk landadel, selvom Vauthier-familien ikke har noble aner, og slottet stammer fra tiden efter den franske revolution, hvor adelen mistede alle sine rettigheder.

Hovedbygningen er fra 1898. Her handler det ikke om præsentation og signaler til en blingbling-fokuseret omverden, men om arbejdet med at fortolke og formidle stedets vinøse udtryk. Château Ausone er Château Ausone og kan kun laves lige her.

Edouard Vauthier lægger ikke skjul på slottets down-periode. Før klassifikationen blev gjort reviderbar, havde Ausone en længere periode med mediumkvalitet i det færdige vinresultat. De siger selv 1975 til 1988, men det var først med Alain Vauthiers fulde overtagelse i 1995-1997, at forandringerne til det bedre for alvor gik i gang.

Slottets ejer i down-perioden, Madame Dubois-Challon, og personalet formåede netop ikke at forløse stedets potentiale i tilstrækkelig grad. Nogle siger endda, at man mishandlede stedet.

Jeg begyndte selv professionelt i vinbranchen i 1997, hvor Ausones tekniske chef, Pascal Delbeck, var et stort navn i kraft af sin arbejdsplads, men reelt ikke forløste Ausones potentiale.

I den periode var det en almindelig opfattelse, at Château Ausone ikke levede op til sin placering allerøverst i hierarkiet, men det fik Alain Vauthier lavet om på gennem slidsomt, minutiøst arbejde fra ledelsesovertagelsen i 1997 og frem.

Hans arbejde flyttede faktisk Château Ausone op i en prisklasse, hvor kollegaen i øverste klasse, Cheval-Blanc, ikke engang kunne følge med. Den simple årsag: Udbud og efterspørgsel.

Og det er netop en kæmpepointe. Ausone fylder nemlig kun Syv hektar. Det tørstige verdensmarked trækker lynhurtigt det lave flaskeantal ud af primærmarkedet, og de skrupelløse købere lader så en stor del af flaskerne returnere til eftermarkedet til vilde priser.

Mikrostørrelsen er også hovedpointen ved Ausones enestående status. Al jord ligger sammenhængende, på samme grundfjeld, med minimal variation i eksponering og jordene har været drevet som en enhed i minimum 300 år.

Ausone emmer særlighed

Tilbage til udsigten. Det ligger i kalkstensrevnerne – det siver ud af den græsbevoksede jord mellem rækkerne, slottets vægge sveder fortiden og selv menneskene, Edouard og farmand Alain Vauthier, ligner ikke velhavere, ser ikke ud, som om de sidst på dagen skal tage hensyn til afkast på kort sigt og utilfredse aktieholdere.

De har ikke jord under neglene – sådan er det meget sjældent i denne del af Bordeaux, men de bærer et ansigtsudtryk og taler som folk, der ikke lider af storhedsvanvid eller klinisk arrogance.

Ydmyghed er nok for meget sagt, men Ausone har sprækker i de pudsede vægge, tapetet er gammelt, i spejlene trænger metallet i baggrunden igennem, og vinduesrammerne trænger til maling. Do you get the point?

Château Ausone er så langt du kan komme fra Bordeaux’ nye penge, udefrakommende investerings- og afkastluksus. Her føler jeg mig rent ud sagt som hjemme hos Jacques-Frédéric Mugnier i Chambolle-Musigny, no offence. Markerne stråler af mangfoldighed, vokseglæde. Kan man virkelig fornemme det? Ja, er svaret.

Jeg besøgte Château Ausone en lun, men våd februardag, hvor solens stråler allerede havde varmet klipperne, og fuglene svirrede over markerne, fordi insekterne svirrede, fordi plantevæksterne mellem vinrækkerne, hækkene og frugttræerne skabte væresteder for jordens mindste væsner og organismer.

Ausone er hverken økologisk eller biodynamisk certificeret, men praktiserer elementer fra begge regimer og er først og fremmest fokuseret på skabelse af naturlig balance mellem de kultiverede monokulturer og den omgivende flora og fauna. Der står utrolige 12.000 stokke per hektar. Og der er klart mest cabernet franc, ca, 55 %, men ofte endnu mere i førstevinen.

Edouard Vauthier fortalte, at de langsomt omplanter med kvalitetsmateriale fra en hemmelig kilde i Pomerol – gættelegen kan begynde. De skifter også til rodstokke, der holder lav pH-værdi på druerne og ikke yder særligt højt.

Cabernet francs finest

Château Ausone er særlig i Saint-Emilion. Andelen af cabernet franc er appellationens højeste. Cheval-Blanc kan i visse årgange være på niveau med Ausone, men det er da interessant at tænke på, hvorfor netop de to slotte blev placeret i øverste kategori i klassifikationen fra 1955 – kan det skyldes netop den høje andel cabernet franc? I fortidens moderate klima krævede det helt særlige placeringer at modne cabernet franc i Saint-Emilion; enten sydvendte vindbeskyttede skrænter eller hurtigt opvarmet stenet og gruset jordbund. Ausone har det første, Cheval-Blanc har det andet. Hovedskråningen er øst-sydøst-vendt og selve sprækkedalen med en lille bæk i bunden vender ned mod Dordognes forløb i den sydlige ende af Saint-Emilion-appellationen, hvor mildhed fra flodvandets stabile temperatur gør både knopskydning og blomstring tidlig, mens modningen omvendt modereres og forsinkes af køleeffekt sidst på sommeren.

De fleste årgange har dominans af cabernet franc, minimum 55 % og nogle endda 68 %, og Edouard Vauthier fortæller stolt om vinstokkenes gennemsnitsalder. 50 år og en enkelt særlig parcel har stokke plantet omkring Første Verdenskrig. Selv cabernet sauvignon kan modne her – Ausone har da også 0,3 hektar af venstrebredsdruesorten. Der vokser endda petit verdot på en mikroparcel.

I moderne Bordeaux-historie kommer vi ikke udenom Parker-perioden eller rettere modenheds- og ekstraktionsperioden i 90’erne og 00’erne. Vinslottene i Bordeaux, dem i toppen i det mindste, blev langsomt groomet mod stadig mere moden og ekstraheret frugtighed og Saint-Emilion var, som mange vil vide, epicentret for den nye bevægelse. Ausone og Alain Vauthier gik aldrig med på bølgen. Hans overbevisning om terroirets forrang var kogende. Selvom han ikke sagde det under mit besøg, manden er vel beskeden, strålede det fra hans og Edouards beskrivelser, at mange af Saint-Emilions nuværende mellemniveau- og topslotte sminkede deres vin gennem sen høst, ekstraktion og ny eg.

I dag er Château Ausone stadig lagret på 100 % ny eg, men her afslører terroirets værdi sig. Ikke engang total nyegsregime kan forstyrre druekvaliteten. Den slags vidner først og fremmest om stedets evne til perfektionsmodning af druer og koncentratgivning uden overgjorthed, men det handler lige så meget om menneskene bag. Deres evne til at understøtte planternes velbefindende i marken, høste på det rigtige tidspunkt, vinificere med sans for detaljer og finesse, og det er her sted og mennesker, Ausone og Vauthier, smelter sammen, og efter min beskedne mening skaber Saint-Emilions fornemste vin.