Rejs og spis: Santiago de Chile, Chile

Hvor skal man rejse hen, hvis man både vil have strand og sand og noget godt at spise – hvis det der med en melonsælger i vandkanten ikke helt er nok? Vi har spurgt en række rejselystne madører og har fået gode rejsetips fra Chile til Thailand.

Rejs og spis: Santiago de Chile, Chile
Offentliggjort

Mercado Central i Santiago de Chile rummer et fremragende fiskemarked – rent tidsfordriv for gastronomiske nørder – med blæksprutter, friske kammuslinger og den chilenske delikatesse piure pena, et havbunddyr, som spises råt med løg og olie. Den fås ikke mange steder i hovedstaden.

Marisqueria Cristhiancito ligger i et hjørne af Mercado Central, få meter fra fiskehandlerne. En beskeden fiske- og skaldyrsrestaurant, hvor chilenske arbejdere og taxachauffører (og meget få turister) lægger vejen forbi for at nyde friske skaldyr, en friteret fisk eller det bedste på stedet: Jardin de Mariscos med alt godt fra havet til 8.500 chilenske pesos, lidt over 100 danske kroner. Du kan vente på en hullet plaststol udenfor, hvis alt er optaget.

Donde Augusto, som er det etablerede bud på en restaurant i Mercado Central. Ejeren har efter sigende opkaldt stedet efter Augusto Pinochet – kunne man forestille sig en Chez Adolf?

__________

Santiago de Chile er som en europæisk storby med malls og Sydamerikas højeste højhus, økonomien boomer med prisen på kobber. Tjek det friske natteliv omkring gaden Constitucion i bohemekvarteret Bellavista foruden den nye vinbar Bocanariz i gaden Lastarria, lækkert lam fra Patagonien og et meeeget bredt vinkort. Tag til kystbyen Valparaiso, hvis du vil opleve en kulturel perle og stikke tæerne i et møgkoldt Stillehav.

__________